Thomas Helmig
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
NorthSide - Aarhus - 05.06.2026
Aarhus tog godt imod den hjemvendte Helmig
Helmig dansede, som var han tredive år yngre. Dog var stemmen lidt stram.
Thomas Helmig hoppede rundt i det velkendte lædertøj, og orkestrerede sig en fest på scenen. Han havde bragt et kæmpe band med korsangerinder, ekstra guitar og bongotrommer, og man kunne mærke, at de nød samværet med hinanden og det aarhusianske publikum. Der var noget helt særligt ved at stå tilskuer til dette kulturikon, og forsamlingen viste det allerede ved ”Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På”, der åbnede ballet, samt udløste et hav af stemmer, der brusede over hele pladsen. Den eneste stemme, der gik tabt, var dog Thomas selv, der ikke kunne følge med i volumen. Lydniveauet på hans mikrofon virkede til tider lavere end de to damer, der stod bag ham. Det var i sidste ende ikke et altoverskyggende problem, for når publikum overdøver dig som kunstner, så er det skam helt legitimt. Men under numre som eksempelvis ”Din Røde Kjole” var det hele lidt fortabt. Det var ikke hvert nummer, publikum kunne teksten til udenad, så da Thomas skulle fange os mellem de største hits, faldt det en smule igennem.
KSDH
Var man tilfældigvis fra Smilets By, ville man nyde Helmigs kærlighedsbrev til alting i Aarhus. Han var god til at henvende sig på en måde, der både gav mulighed for at identificere sig og relatere med ham, men han gjorde det også spændende da han ofte fandt på lidt smålyrik, der kunne udvikle sig og fremmane næste nummer. ”Hey doktor! Jeg har fået feber!” Hun svarede: Thomas, bare dans det væk” var en sunget sætning, han gentog i optakten til ”Treat Me Right” (bare lige for at give et eksempel). Hans stemme, efter så mange år på toppen, var en smule stram, men det var ikke så grelt, at det ødelagde energien. Når ”Malaga” spiller på så stor en scene i hjertet af Aarhus, så går det op i en højere enhed. Selvom sangen ikke ligefrem er et festhit, så var der fuld fokus, og man blev overvældet af jubel, og sikke en afslutning! På scenen var hele syv storskærme, da fire nye var blevet sat op specifikt til dette show, og på disse fire, der hang midt for scenen over bandet, stod der pludselig ”K, S, D, H”. Det var ikke et akronym, man behøvede forklare til en aarhusianer, men et lille praj til de udenbys, så skal man blot tænke lidt på fodbold.
Høje bakker, dybe dale
Belysningen ved denne koncert var så til gengæld hæmmet af det store fokus på brug af storskærme. Hængende mellem lamperne i sceneloftet og primært til at fokusere på seks identiske udgaver af Helmig. På den ene side kunne man da altid se ham. På den anden side var det en smule kedeligt, at der skulle være så mange skærme, som alle viste samme zoom-in. Alt i alt lidt ærgerligt, men i højdepunkterne var man badet i kærlighed og fællesånd, men dalen er altid dybere fra bakketop.
