The Twilight Sad
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
NorthSide - Aarhus - 04.06.2026
Skotsk garagestøj drog i krig mod sin egen lyd
På den mindste scene på NorthSide Festival kunne man tilvælge sig et skingrende spektakel
Første dag på NorthSide bød også på første fejltagelse. The Twilight Sad sprang ind med heftige trommer og en forsanger med animalsk energi, men i komplet kontrast forvandlede bandet sig til noget man kunne finde i mors kælder. I selv samme sekund skar alt for skingre toner ind i øregangen, som blev der kørt en gaffel over en tom tallerken. Lyden kom fra guitaren, der føltes specialdesignet til at irritere publikum, da den hylede, fra koncerten startede, til der ikke var flere tilbage foran scenen. Det virkede nærmest overraskende, at bassen var den eneste part i denne legeaftale, der kunne holde sig inden for rimelighedens rammer. Trommeslageren kunne også give et groove til forsamlingen, men alt hendes flair forsvandt i det øjeblik, der var problemer med hendes in-ears. Umiddelbart er tekniske problemer altid noget, man burde se igennem fingrene med, men da det ophængte koncerten i snart ti minutter, hvor den eneste underholdning at hente var den stadig irriterende guitar, kunne man ikke andet end at krumme tæer eller gå sin vej.
Hvor var det lovede sprængstof?
Trist var det i hvert fald, men følelsesladet var det knap. Det dirrede af udskyllet potentiale. Især når forsangeren rullede sine øjne tilbage, som enhver undertaker, gruntede for sig selv, lod sin krop spænde op, og så sang som om han stadig lå i sengen. Der var noget, der ikke helt stemte i den sammenhæng og det virkede som en actionfilmsscene, hvor sprængstoffet blev sat op, men uden eksplosion, da håndtaget sagde “klik”. Næsten komisk, men mest af alt kedeligt. Forsangeren havde masser af energi, så længe hans læber ikke rørte mikrofonen. Trommeslageren var interessant, men faldt i problemer. Bassisten spillede fint, men i samme toneleje gennem hele koncerten. Og kunne man dog generelt bare spares for den forfærdelige guitar. Men var der så nogen grund til at stå der? Tja, garagerock kan da være fedt. Når lige gearet blev sat i gang og alt virkede som det skulle, kunne man da også godkende, at det var tale om musik. Der var dog ingen variation, ingen spænding og ingen sjæl. Det var kort sagt spild af tid. Tid bedre brugt på at være i den anden ende af festivalen. Og tid bedre brugt uden ondt i ørerne bagefter.
Misforstået eller misforståelse?
Er der gemt et godt nummer inde i dem? Muligvis. Når sangene blev levende med lidt skotsk accent og twang, så var det kortvarigt unikt. Er der gemt en god performance i dem? Det vil undertegnede skyde ned med det samme. Fra hvad de viste på NorthSide, hvor det føltes overfladisk, ensartet og kedeligt, burde man ikke være begejstret for et besøg eller et genbesøg. Især i denne sidste anekdote kan følelsen ramme hjemme hos selv den skeptiske læser: Da lydproblemerne opstod, var det ikke bare den konstante guitarskinger, der forbløffede, men også det faktum, at hele bandet vendte publikum ryggen og lod som, vi ikke eksisterede. Det var så galt, at flere i folkemængden forlod området, ja, selv dem helt foran. Tekniske problemer kan ske for enhver, men når de bare lod deres publikum hænge uden et eneste forsøg på redning eller underholdning, så brændte det sammen. Det var en skam og en skændsel. Husk ørepropper, hvis du skal til en oplevelse med bandet her.
