Primal Scream

Koncertanmeldelse af Jonathan K Kristoffersen

NorthSide- Aarhus - 04.06.2026

Langtrukkent rock og rul syretrip fra Glasgow

På NorthSides NOVA-scene kunne man tydeligt mærke, at disse musikere har spillet i over 40 år – på godt og ondt

Primal Screams diskografi har siden 1982 været vidt omkring med udforskning af bl.a. klassisk rock, LSD-induceret psychedelia, dub, blues-rock og trip-hop. De brød først rigtigt igennem i 1991 med albummet ’Screamadelica’, som bar sig en stor indflydelse fra verdenen af acid-house. Hele koncerten på NOVA-scenen omfavnede denne store sammensmeltning af genrer, de har leveret over årene, da der blev spillet hits fra mange af deres forskellige æraer.

Halvgamle mænd i skarpe jakkesæt

Som sagt har disse mænd haft en lang karriere og det føltes på Northside lidt som om, at de bare tog den på rutinen. De færreste af musikerne viste megen begejstring for at være der, monstro fordi de koncentrerede sig om at give instrumenteringen hele armen, ellers så var det bare en helt almindelig, ubemærkelsesværdig torsdag for dem. Kun forsanger Bobby Gillespie gav udtryk for noget som helst, og faktisk kunne han praktisk talt ikke tie stille mellem numrene. Det gav sjældent meget mening, hvad der kom ud af munden på ham, men på magisk vis endte det altid med at handle om den næste sang på den ene eller anden måde.

Det rent tekniske var musikalsk helt i orden, og selv Gillespies slidte vokal leverede stadig en fed performance, men mange af sangene fortsatte simpelthen bare meget længere end de burde. Selvfølgelig kom det til kende i sangene fra ’Screamadelica’, som med deres house-inspiration blot er skrevet til at være lange og repetitive, men til et festivalsæt kunne man måske have skåret bare lidt ned på den 10 minutter lange ’Come Together’. Det hele resulterede i en koncert, man til sidst lidt bare ventede på var færdig, så man kunne komme videre og opleve noget andet, hvilket er ærgerligt, når musikken egentlig var temmelig topklasse.

”It’s not every day you see a real rock ‘n’ roll band”

Gillespie blev ved med at udtrykke den her identitet om, at de er et ægte rock og rul band, og det er de i bund og grund også, men de er også meget mere end det. Det er oprigtigt en vild præstation at kunne blande alle disse vidt forskellige musikalske stilarter til en sammenhængende og dansabel fest. De kunne dog minsandten levere et meget klassisk rocket udtryk på ’Jailbird’ eller ’Medication’. Under samme koncert slap de også afsted med at spille deres yderst eksperimentelle numre ’Swastika Eyes’ og ’Kill All Hippies’, som Gillespie lige så høfligt kaldte ’Kill All Fascists’ i stedet. Disse to ekstremer formåede de ubesværet at få til at give mening sammen – og uden tvivl havde mange blandt publikum en kæmpe fest det meste af tiden. Måske var der andre i publikum, der lige så godt kunne have ønsket, at koncerten fortsatte endnu længere.

Sætliste:

Jailbird

Movin’ On Up

Don’t Fight It, Feel It

Love Insurrection

Nitty Gritty

I’m Losing More Than I’ll Ever Have

Kill All Hippies

Swastika Eye

Loaded

Come Together

Medication

Country Girl

Rocks

Anmeldt af Jonathan K Kristoffersen

★★★★☆☆

Se koncertgalleriet her