The Cure

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Roskilde Festival - Roskilde - 01.07.2026

Pengene passede i The Cures skønne aftenmatiné

Der er altså få, der bærer en lignende storhed 50 år efter dannelsen, som det er tilfældet med Smith og lakajerne. Roskilde blev badet i lys, stemninger og en helt åndssvag afslutning af træffere.

 Hvis der er nogen, der rimer på Roskilde Festival, uden alligevel at gøre det efter bogen, så er det The Cure. De melankolske mørkemænd er muligvis det store udenlandske navn, som flest vil kunne identificere med ægte Roskilde-ånd. Det skyldes ikke mindst forsanger Robert Smith, som, udover at redde South Park fra en strid robot-udgave af Barbra Streisand (hvis I forstår sådan en lille en), er essensen af hele bandets sjæl og historik. Karismatisk sminket med de sortrandede øjne og en  pudsig pragt på øverste etage, der næppe kunne se mere morgenhårsagtig ud, så ligner han en fjern tante fra dine bedsteforældres generation. Til tonerne af drømmestykket til “Plainsong” entrerer Smith og co. denne lækre sommeraften - der er lige tilpas i temperatur og solens aggressivitet - ikoniske Orange Scene, således, at musikerne tager greb om deres instrumenter, mens Smith langsommeligt går fra ende til anden og inspicerer området og kigger dybt i folks øjne i en grad, hvor man som udenforstående kunne blive i tvivl om, hvorvidt han er kommet for at byde velkommen på sin egen facon eller udse sig et offer, som han kan holde ud i strakt til det dør af sult.

The Cure er og bliver The Cure, og sådan er det bare…

The Cure er efterhånden en kulturinstitution verden over. Hold nu k*ft, hvor har de spillet sammen i mange år, og hvor er der dog ikke andre end dem til at gøre, hvad de gør. The Cure er lige så meget en stemning, et moment og en vækkelse, som det er et altoverskyggende rockorkester. Travlt har de såmænd ikke, for rundt omkring får Smith og co. ofte skudt i skoene, at de leverer unødvendige marathonkoncerter eller messer lige rigeligt ved hvert nummer. I min optik er det lidt det samme som at blive ved med at rase mod den lokale bagers onsdagssnegle i skuffelse over, at der så ikke er torsdagssnegle dagen efter. The Cure gør uforfalsket det, de gør. Kan man ikke klare mosten i længden, så er der ingen, der holder på dig. You are free to leave at any point. At sige, at nu har The Cure igen udmattet eller udtrættet sit publikum, er det samme som at bede The Cure om at lade være med at være The Cure. Denne aften på Roskilde var endda i den milde ende, hvis det absolut skulle komme til det, og med større hitgaranti drysset ind i “det lange seje træk” frem mod den ofte uimodståelige finale. Når “Pictures Of You”, “A Forest”, “Fascination Street”, “In Between Days”, “Just Like Heaven” og “Lovesong” er puslet ind i de første 18 sange, så har man ingen grund til at være tøsefornærmet.  

Drengene hyggede sig, og fældede ikke en tåre

Blandt publikum spotter jeg alle typer. Alderssegmentet er ganske vist steget siden Pils ujævne åbner tidligere, men de unge er her også. Helt ned i Inner Circle, hvor jeg spotter en gruppe på fem knøse, der i bedste fald er halvt så gamle som undertegnede. De er dybt engagerede og skråler med fra start til slut. De når godt og vel at kværne to pakker smøger hver frem mod sidste strofe af “Boys Don’t Cry”, der lukker en massiv pulje ekstranumre. De nyder hvert sekund og har øjnene stift rettet mod scenen. I kopimaskinen med dem i en fart, for det er et sjældent syn blandt TikTok-kulturen, hvor tomme kalorier tit sætter dagsordenen for tålmodighed. 2 timer og 10 minutter står de imod. Det er ingen sag. Særligt med den buffet, der er linet op til dessert. Det er nærmest som at sætte specialstyrkerne ind. Det er ikke fredag, men man får lige snerten af genforelskelse alligevel på “Friday I’m In Love”, der sammen med “Close To Me” og “The Lovecats” tager stikket hjem i en forlængelse af allestedsnærværende “Lullaby”, som man ikke kommer uden om som værende et at de bedste numre, der nogensinde er skrevet. Her løber mascaraen hos selv de midaldrende mænd blandt publikum. To fede streger under, at The Cure er et vaskeægte kultband, der har en særlig kemi med the orange feeling. En aften i ren forløsning.

Sætliste:

Plainsong

Pictures Of You

High

A Night Like This

Lovesong

Burn

Fascination Street

Never Enough

alt.end

Push

In Between Days

Just Like Heaven

The Last Day Of Summer

A Strange Day

Play For Today

A Forest

From The Edge Of The Green Deep Sea

Disintegration

Ekstra:

Lullaby

Wrong Number

The Walk

The Lovecats

Let’s Go To Bed

Friday I’m In Love

Close To Me

Why Can’t I Be You?

Boys Don’t Cry

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★★☆