Esdeekid
Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen
Roskilde Festival - Roskilde - 01.07.2026
Han kom, han så, han skreg
Hvem har brug for at stå på en fodboldtribune og råbe, når du bare kan tage en maske på og kalde dig rapper?
I minutterne op til showstart fyldes Arena til bristepunktet med forventningsfulde unge mennesker. Ihærdigt prøver de at klemme sig ind i det dampende varme telt. Oppe på scenen står en scenografi, man ellers skulle tro var Orange Scene værdig. Et stort middelalderinspireret slot står omkranset af tyk tåge. Stemningen taler højere end ord. Vi skal være vidne til noget helt vildt nu. Med et tordenbrag og et “Denmark let’s make some noise” hopper den maskerede rapper Esdeekid ind og råber folk i gang med sin hæse tone. Netop denne akt skulle vise sig at være symptom på, hvad der udfoldede sig over den næste time.
I det mindste havde han lært navnet på landet
Esdeekid laver traprap (eller som det også kaldes: cloudrap). Det er et simpelt men hårdt beat, som er underlægning for hans tekster. Til liveoptrædenen har han så valgt også at have et backingtrack af sine tekster, som han således selv kan rappe henover. Det er der i og for sig ikke noget galt i det, hvis ikke det overtog og gjorde, at han reelt selv kun ytrede omkring halvdelen af sine egne tekster. Resten af tiden går med henholdvis at råbe tilfældige lyde og “DANMAARK” for singe lungers fulde kraft. Men altså, pluspoint for at gå med landet frem for byen, og dermed ikke falde i “Hva så København”-fælden, som så mange før ham. Han lukker tilfældige bestialske lyde ud henover backingtracket mere end han reelt selv rapper. Det minder om, når ens fulde ven går op til mikrofonen på karaokebaren og ikke rigtig kan teksten, men til gengæld overkompenserer for det i entusiasme og volumen. Én ting må man give ham. Han havde energi som to kamphunde på speed. Hvis bare han havde lagt den energi i faktisk at rappe.
Den maskerede rapper fra helvede
Han er stadig en ny kunstner, bevares, og dermed ikke kendt for sine liveoptrædener endnu. Efter i aften tvivler jeg på, at han nogensinde bliver det. Bagved Esdeekid kører et repeterende klip af nogle arrige ulve, der vredt viser deres tænder. Høje flammer eksploderer op ad scenegulvet. Det er tydeligt, at han forsøger at skabe et uhyggeligt og mystisk univers, som også understøttes af hans hemmelige identitet - en taktik, mange nyere kunstnere tyer til. Det mest uhyggelige og mystiske er dog, hvor meget man kan tillade sig at skrige ind i en mikrofon, når man står på Roskilde Festivals næststørste scene.
De unge mennesker er ellers mødt talstærkt op. De elsker det tilsyneladende. Lige udenfor arenas åbning har en ung knægt stillet sig op på sin vens skuldre blot for at kunne forevige et par sekunder af koncerten på video og hurtigt hoppe ned igen. Der bliver kastet med både håndtegn og diverse drikkevarer, som kølende drypper ned over det svedige crowd. En fyr i Hawaii-skjorte forsøger forgæves at åbne en moshpit, som dog hurtigt bliver lukket ned af publikummerne omkring ham. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at havde jeg befundet mig dybere inde i menneskejunglen på Arena, så havde jeg også fundet mig selv som ufrivillig deltager i en moshpit.
Esdeekid præsterede at holde en fest sent onsdag aften på Arena. Men det var en fest, jeg ikke behøver at blive inviteret til en anden gang.
Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen