Wolf Alice

Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen

Roskilde Festival - Roskilde - 01.07.2026

Man kunne blive helt i tvivl, om de faktisk gad at være der

Wolf Alice er et yderst velspillende og efterhånden erfarent liveband. Forsangerinde Ellie Rowsells vokal kan nemt udkonkurrere de fleste sangerinder. Til gengæld kunne hun med fordel arbejde på sin stage-presence.

Det er præcis 10 år siden, at jeg for første gang købte en billet til en Wolf Alice koncert. Dengang foregik det i Lille Vega og de havde kun lige akkurat udgivet deres debutalbum My Love is Cool. 10 år og yderligere 4 albums senere står de nu på Orange Scene på Roskilde Festivals første musikdag.

I 2016 var de blot ét af mange unge, britiske upcoming indiebands. På trods af, at de aldrig rigtig har haft et mainstream gennembrudshit, så har de formået at kæmpe sig op ad den musikalske rangstige uden at blive væk i mængden, som så mange andre ‘10er indiebands har gjort. Man forstår det faktisk godt. Det er et helt og aldeles fantastisk liveband, som vi har med at gøre. Selvom at de nærmere er indie-darlings end hit-forfattere, har de fyldt pladsen foran Orange Scene flot ud, når nu 19.30 er et af de mere utaknemmelige tidsrum at skulle fylde ud.

Mødet mellem det moderne og det gamle

Basgangen på åbningsnummeret “Bloom Baby Bloom” får hovederne omkring mig til at nikke, mens kroppene i takt svajer fra side til side. Stilistisk falder Wolf Alice et sted mellem noget moderne og noget mere old school. På den ene side kunne de nemt falde i med mængden blandt alle de unge stylish mennesker på festivalpladsen. På den anden side vidner mængden af skinny jeans på scenen om et band, der trækker tråde til en ældre generation af rockmusik. Det samme afspejles i publikum. De forreste rækker i pitten er fyldt til randen med fans så unge, at de knap må have gennemført 5. klasse, da Wolf Alice debuterede. Blandt mig selv i den ydre pit står til gengæld primært kvinder på den gode side af 40, der alle trofast synger med fra allerførste strofe. Vi har altså at gøre med et band, der favner bredt, men måske lidt for bredt? Der er ingen tvivl om, at Wolf Alice kan deres kram. På “White Horses” synger og spiller trommeslageren samtidigt og har endda en mere sikker vokal, end nogle forsangere ville have haft. Han outshines dog af forsangerinde Ellie Rowsell, hvis stemme er bandets helt store force. Selvom Orange Scene har fået vokseværk for at have plads til større produktioner, er det ikke noget Wolf Alice vælger at udnytte. Udover en simpel scenografi bestående af en lille trappeindsats er bagtæppet prydet med, hvad der vel bedst kan beskrives som julelametta på steroider. Ligesom nogle af deres små gimmicks undervejs – som da guitaristen vælger at køre guitaren i cirkler over hovedet – virker bagtæppet som en hurtig lappeløsning på deres anonyme udtryk. For selvom bandet virker både scenevante og selvsikre i det, de gør, kan man godt stå tilbage med tanken: Hvem pokker er Wolf Alice egentlig?

Underspillet coolness

”Hun folder sig virkelig ud vokalt” hører jeg en kvinde ved siden af mig pointere, og jeg kan kun give hende ret. På “Formidable Cool” hviske-synger hun versene med en forførende lethed. Sangen kulminerer dog i et punket klimaks, hvor Rowsell smider sig på knæ og leverer et Copenhell-værdigt growl. Desværre lader hun sig måske bære lidt for meget af sin stærke vokal. Mange af sangene bliver sunget med en coolness, der grænser til det ugidelige. Stage-presence kan man ikke anklage hende for at have. Resten af bandet forsøger sig dog ellers med et par tricks, som at råbe ”Husk at kramme jeres venner” inden debut-ep nummeret “Bros”. Alt i alt er det ikke nok til at signalere, at de faktisk gider at være der. Sangene “How Can I Make It Ok?” og “The Sofa” er nogle af de numre, som får den største reaktion ud af publikum. Sidstnævnte afføder endda fællessang og en fælles viften med armene, mens aftensolen gør sit exit i horisonten. Igen hører vi hendes vokale alsidighed. Sømløst glider hun fra det helt bløde til de høje og distortede toner og tilbage igen. Selvom de forreste publikummer i pitten hopper og synger med, ser Rowsell dog en anelse forvirret og uimponeret ud over at være der. Man må dog respektere hende for at køre den hjem på rent talent frem for på dyre kostumer og OnlyFans-værdig opførsel på scenen, som ellers er ved at være standarden for kvindelige artister. Alligevel kunne man godt have ønsket sig bare lidt mere legesyghed.

Punket i teorien, men ikke i praksis

Det tætteste, vi kommer på Rowsell, er under det punk-rebelske nummer “Yuk Foo”. Med en megafon i hånden sætter hun sig ud på scenekanten og får øjenkontakt med kameraet. På det ligeledes hårdtslående “Play The Greatest Hits” hopper hun ned foran scenen og kravler op på scenehegnet. Endnu engang beviser hun sit værd som forsangerinde i et rockband, men hendes lidt følelsesforladte blik giver endnu engang indtrykket af, at der er mere tale om en gimmick end en ægte rock’n’roll handling. Inden sidste nummer, “Don’t Delete The Kisses”, kommer der endelig lidt liv i Rowsell, der smilende proklamerer, at hun er glad for at se så mange mennesker. Sikke en skam at glæden og overskuddet først kommer i 11. Time. Man kunne ellers blive helt i tvivl, om hun havde noget bedre at tage sig til. Deres optræden på Roskildes første musikdag opsummerer meget godt, hvorfor Wolf Alice er store nok til at stå på Orange, men ikke store nok til, at du nogensinde har hørt nogen ytre sætningen: “Wolf Alice er mit yndlingsband”. Det musikalske fejler intet og man kan ikke sætte en finger på hverken band eller vokal, men både personlighed på scenen såvel som en klar musikalsk identitet mangler stadig.

Anmeldt af Anna Sofie Petersen

★★★★☆☆

Se koncertgalleriet her