Elias Rønnenfelt
Koncertanmeldelse af Jonathan K Kristoffersen
NorthSide- Aarhus - 04.06.2026
“Godmorgen, NorthSide!”
Elias Rønnenfelt åbnede den aarhusianske festival, mens han virkede som en, der lige var stået op.
Siden Iceage-forsangeren startede sit soloprojekt for to år siden, har han ihærdigt gæstet diverse danske festivaler, hvilket han fortsætter med igen i år. I studiet har Rønnenfelt også været aktiv i disse år med de to vidt forskellige solo-albums ’Heavy Glory’ og ’Speak Daggers’ samt det længe ventet sjette Iceage-album, som udkom for blot en uge siden.
En småforvirrende dualitet på NOVA-scenen
Det er både en velsignelse og forbandelse at være det allerførste act på en festival. På den ene side har du mulighed for at skyde det hele af med et uforglemmeligt brag, men på den anden er det en helt almindelig torsdag middag, hvor folk ikke helt er kommet i ’festivalstemning’ endnu. Rønnenfelt er ret enigmatisk i sin stil som performer. Han indtog NOVA og lignede en, der lige var vågnet, med tunge øjne, en halvknappet skjorte og småfedtet hår. På papiret lyder det måske dovent, men det passer nu egentlig godt til hans paradoksale vokal-optrædener. Rønnenfelt har en vokal, der deler vandene, idet man ikke rigtig ved, om han rent faktisk kan synge, eller om han bare ligeglad med at ramme tonerne særligt perfekt. Hans optræden er på en og samme tid sløset, men poleret, træt men energisk og fjern, men nærværende. Det burde ikke virke, og det er selvfølgelig smag og behag, men langt hen ad vejen gjorde det.
Det paradoks, der foregik på scenen, havde en blandet effekt på publikum. Der var en flok helt tættest på scenen, som var meget opslugt af Rønnenfelt, men musikken lå ofte på sådan et tungt niveau, der ikke helt egnede sig til hverken at danse eller headbange. Kiggede man længere bagud, var der et hav at ulæselige ansigter, der monstro også var nogen, der trængte til at vågne lidt mere op. Rønnenfelts energi-niveau var meget omskifteligt, og det virkede svært for mange at vide helt, hvor meget gang der skulle være i den.
Hvad blev der af trip-hoppen?
Sidste års album ’Speak Daggers’ havde en uventet trip-hoppet kant til musikken, og selvom Rønnenfelt spillede en del sange fra pladen, var dette aspekt praktisk talt helt fraværende til fordel for en mere klassisk rocket tilgang. Det er et valg, man har taget, og det virker måske bedre live end trip-hoppen ville have gjort, men man undrer sig dog alligevel over, hvordan det kunne have været. Ligeså havde flere af sangene fra ’Heavy Glory’ også mistet en del af deres Americana/folk-rockede stemning.
Med det sagt var der klart nogle højdepunkter, hvor Rønnenfelts indre punkrocker fik lov at skinne igennem. Der var flere flygtige øjeblikke, hvor en guitar-riff eller en trommerytme fik en til at tro, de var ved at hive et Iceage nummer ud af deres løse skjorteærmer, men det viste sig at Rønnenfelt, med hjælp af bassist og trommeslager, kan fyre den lige så meget af selv – når han nu engang gider.
Anmeldt af Jonathan K Kristoffersen
★★★☆☆☆
Se koncertgalleriet her