Mastodon
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Mørket faldt på og kæmperne rejste sig blandt flammerne
I deres tredje besøg på Copenhell blev det et brag af en omgang til dem, der blev sent på pladsen.
00'ernes heftige navn Mastodon var tilbage på Copenhell for at vise, hvorfor de fortjener store ord. Og med en diskografi fyldt til randen med tunge og avancerede mesterværker, var det måske ikke en overraskelse, at de, der blev på pladsen efter Iron Maiden havde spillet, blev blæst fuldstændig til jords. Måske endda igennem flere dimensionale planer, og så tilbage til hvor man nikkede nakken af led. Med to forskellige ledende vokalister, i form af Troy Sanders, der også slingrede sin bas, og Brann Dailor, den syngende trommeslager. Deres dynamik, hvor Brann er mere letforståelig og blød, mens Troy er hård og aggressiv, virkede fantastisk for at få alle med i cirklen. Hvordan Brann kan synge og spille et par hundrede BPM samtidig, vil evigt være et mysterium. Men mysticismen flød i hver en krog af deres saftige sæt, der satte sit præg på selv de mest slidte festivalgæster. Vidt omkring følelsesspektrummet kom vi, og selv i grådighed og "kærlighed", i sorg og det der er værre, brændte Mastodon sig ind på nethinderne, med mindre 'nonsens' eller teater end dem, der skød aftenen i gang.
Hverken uddøde eller for meget
Allerede fra start, med "Tread Lightly" som åbner, løftede man sig. Flammer spruttede, mens Troy og Bill Kelliher følte deres guitarer, som var de deres egne koner. Da deres tidligere lead-guitarist, kort tid efter han forlod bandet sidste år, også afgik ved døden, var der kort et stort spørgsmål om, hvem der skulle stå i skyggen af Brent Hinds. Men Nick Johnston gjorde et bravet forsøg, og han virkede passende i gruppens dynamik og delte deres energi. Nick beviste især sit værd på numre som "The Motherload" og "Steambreather", som er tricky numre, der kræver en god styrmand. Brann var heller ikke ligefrem træt. Trommerne lå farligt tæt på studieversionen, og aftenens afslutning med "Blood and Thunder" buldrede frem, som en endeløs maskine af rent had. En dejlig tilføjelse var også bandets nye single fra et album, der snart kommer ud, netop "Your Ghost Again", som blev dedikeret til Brent på den anden side af det hinsides. Dette nye nummer viste os også, at Mastodon gerne ændrer temaer, men de sparer aldrig på farten, og hammeren bliver aldrig lagt i skuret.
Teknik, teknik, teknik
Lyset var utroligt levende og bevægede sig nærmest som var det små fyrværkeriskud, og når først det gik ned, fulgte lyset trop, så der ingen tvivl var. Også lyden er værd at nævne, da selv om scenen ikke var den helt store, gav det en lidt mere rå lyd, der var en stor kontrast til det mest professionelle. Det virkede overraskende godt. Ingen dikkedarer, bare rå metal. Dog var det mest klare fra koncertens begyndelse til dens slutning, at Mastodon kan spille. Det var mesterligt og nærmest et vidunder, at der hverken var rust eller så meget som en flig forkert i deres opstilling. Sikke et show. Men en dille skal der altid være, og for Mastodon var det ikke deres eget problem. Med sådan en forestilling, fyldt med ild og energiske gæster, kunne man kun forestille sig, hvor absolut kaotisk det havde været med et større publikum. Havde de været sat ind før Iron Maiden, så der havde været større mulighed for crowdsurfing og moshpits, havde det gået ind i en helt anden liga. Det, der var tilbage efter Iron Maiden, var de helt hardcore, eller de lidt for fulde, og Mastodon ville have godt af at fremvise sig for flere, da de fortjener langt bedre end de allerede får.
