Mastodon
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Mørket faldt på og kæmperne rejste sig blandt flammerne
Deres tredje besøg på Copenhell blev et brag af en omgang til dem, der blev sent på pladsen
00’ernes heftige navn Mastodon var tilbage på Copenhell for at vise, hvorfor de fortjener store ord. Med en diskografi fyldt til randen med tunge og avancerede mesterværker, var det måske ikke en overraskelse, at de, der blev på pladsen efter Iron Maiden havde spillet, blev blæst fuldstændig til jorden. Måske endda igennem flere dimensioner, og så tilbage igen til der, hvor man nikkede nakken af led. Mastodon stillede med to forskellige ledende vokalister i form af Troy Sanders, der også slingrede sin bas, og Brann Dailor, den syngende trommeslager. Deres dynamik, hvor Brann er mere letforståelig og blød, mens Troy er hård og aggressiv, virkede fantastisk for at få alle med i cirklen. Hvordan Brann kan synge og spille et par hundrede BPM samtidig, vil evigt være et mysterium. Men mysticismen flød i hver en krog af deres saftige sæt, der satte sit præg på selv de mest slidte festivalgæster. Vidt omkring følelsesspektrummet kom vi, og selv i grådighed, ”kærlighed”, i sorg og det, der er værre, brændte Mastodon sig ind på nethinderne med mindre ’nonsens’ eller teater, end dem der skød aftenen i gang.
Hverken uddøde eller for meget
Allerede fra start med ”Tread Lightly” som åbneren løftede man sig. Flammer spruttede, mens Troy og Bill Kelliher følte deres spader, som var de deres egne koner. Da deres tidligere leadguitarist, kort tid efter han forlod bandet sidste år, også afgik ved døden, var der kort et stort spørgsmål om, hvem der skulle udfylde skyggen fra Brent Hinds. Nick Johnston gjorde denne aften et bravt forsøg, og han virkede som passende i gruppens dynamik og delte deres energi. Nick beviste især sit værd på numre som ”The Motherload” og ”Steambreather”, som er tricky numre, der kræver en god styrmand. Brann var heller ikke ligefrem træt. Trommerne lå farligt tæt på studieversionen, hvor aftenens afslutning med ”Blood and Thunder” buldrede fremad, som en endeløs maskine af rent had. En dejlig tilføjelse var også bandets nye single fra et album, der snart kommer ud, netop ”Your Ghost Again”, som blev dedikeret til Brent i det hinsides. Dette nye nummer viste os også, Mastodon gerne ændrer temaer, men de sparer aldrig på farten og hammeren bliver aldrig lagt i skuret.
Lyset var utroligt levende, og bevægede sig nærmest, som var det små fyrværkeriskud. Tilsat en lyd uden dikkedarer, bare rå metal. Mesterligt og nærmest et vidunder, at der hverken var rust eller så meget som en flig forkert i deres opstilling. Sikke et show. Mastodon ville dog have godt af at fremvise sig for flere, da de fortjener langt bedre end det, de allerede får.
