Mor
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Copenhell - København - 25.06.06.2026
Tidsmaskinen tog os tilbage og MOR tog os op
Tilbage før MØ og Nurse var der Karen og Josefine der sparkede røv som MOR, og det gjorde de også ti år efter sidste koncert
Så var der dømt electro-punk til natmad. Der blev serveret en entré med dystert lys, og damerne iført sorte kapper. Hovedretten blev et festblæs fra 00’erne. Da kapperne fløj af viste Karen Marie Ørsted (MØ) og Josefine Struckmann (Nurse) miniskørter, stramme t-shirts, sneakers og vildt hår. De lyste scenen op med deres energi, og publikum blev helt overraskede. En flok forlod koncerten efter bare første nummer højst sandsynligt grundet den store genreændring, der var mellem MOR og nærmest alt andet på Copenhell indtil dette tidspunkt. Til os der blev, var festen dog først lige begyndt, og man kunne ikke mærke på pigerne, at denne konstellation var et gammelt minde. Der var koreografi, æstetik og sjæl lagt i denne rebelske, men alligevel hyggelige, fremvisning af gamle minder. Meget af hyggen kom nok også fra at se de velkendte ansigter i nye farver. Især MØ, der siden er blevet verdensstjerne, var nærmest ukendelig på en forholdsvis lille garagelignende lukkescene ved navn Gehenna. En anden nyhed var desserten. MOR havde taget et live-band med for første gang nogensinde, og det gjorde underværker. Nogle af de gamle optagelser manglede lidt kærlighed der, men live med levende trommer, guitar og keyboard/synth faldt tingene på plads.
Vanvidstimer i den sorte nat
Efter den korte introduktion skød ”Vanvidstimer” i gang. Nummeret satte gode forventninger, mens de to sangerinder skubbede rundt til hinanden. Det kunne godt blive lidt overdrevet, eller lidt kikset i længden, men dog var der nok seriøsitet til at holde forestillingen stabil. Med så kort en levetid bandet havde, var der ikke mange valgmuligheder i forhold til sætliste. Både sange som ”BRUNE DRØMME” og ”Gider Ikke Mere” viste virkelig både, hvor langt de to stjerner er kommet, men også hvor fedt, det kunne være med lidt nostalgi. Særligt for publikum, der gik helt bananas, da 2008 kaldte på dem. Et ekstra plus var hermed også muligheden for at lade et band give den gas og blæse lidt på grisenes huse. Man blev i hvert fald væltet omkuld i trommesoloen kort inde i koncerten, og ikke et øjeblik senere blev man det igen med en guitarsolo. Det var omtrent her, der begyndte at flyve menneskekroppe hen over hovedet på denne anmelder, da crowdsurfing var en konstant herfra. Sangerinderne ville også selv med på vognen under sidste nummer, men det virkede til at falde en smule fra hinanden.
MOR MOR MORE
”Kampen fortsætter” som publikummet blev dikteret til at råbe i en uendelighed. Så nu kan man nærmest kun håbe det passer. For kort tid siden udgav MOR EP’en ”Sort Nat”, der består af gamle tanker, og det kan sagtens være alt, vi i denne omgang fik for den femogtyveøre, men efter koncerten på Copenhell er der måske håb forude for en forlængelse. Selvom de er nået langt siden deres nummer ”FISSE I DIT FJÆS”, så kunne de sagtens lege med os metalhoveder, og fyre den max af til aftenens afslutning. Det var med den helt store fake-out-afrunding, der blev efterfulgt af råbet ”hva’, er I klar til noget mere fisse?!”. Fed lukning af sceneshows på andendagen. Lyden kunne godt blive lige lidt for tung i bassen, så man kunne nemt tabe nogle af de andre elementer, men MØ og Nurse komplimenterede hinanden godt vokalmæssigt. Det kunne tænkes, at der i et MOR-comeback kunne ligge flere muligheder for de to vokalister til virkelig at shine, da det nogle gange blev lidt for ensformigt. Der er dog ingen grund til, at festgildet skal stoppe her. Så håbet er, at der ikke går endnu ti år, før vi ser dem igen.
