Manic Street Preachers

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Heartland - Kværndrup - 19.06.2026

Den store sangbog med walisisk alternativ rock blev åbnet på vid gab

 Singlerne fik frit løb, og her tænker jeg ikke på de ugifte. Manic Street Preachers servedede fine nedslag i deres efterhånd omfattende sangudvalg. “Vi har lavet denne her og denne her og denne her…”

 Der er noget vanvittigt cool over at se et samlet band entrere scenen som en enhed, selvom vi ofte oplever, at man lader forsangeren træde ind som sidstemanden. Denne er jo lyden af bandet, og det kan ofte lige få brølet fra masserne til at stige yderligere. Sådan er det ikke med Manic Street Preachers. Det walisiske band synes at tænke, at de intet er uden hinanden. I samlet flok dukkede de op og var klar til første strofe på rekordtid. 

Holdopstillingen

Denne aften på Highland - Heartlands næststørste scene - skulle blive et kærkomment genhør med det band, der har holdt sig aktuelle og konsistente lige siden debutpladen “Generation Terrorists” fra 1992. Der har maksimalt været fire års pause ind i mellem hvert album, der med sidste års “Critical Thinking” beløber sig op på hele 15 af slagsen. Siden 1995 har kvartetten været en trio i form af sanger og guitarist James Dean Bradfield, der ikke kommer uden om at bringe lidt Omar Marzouk-look-a-like-vibes til fadet. På trommer banker Bradfields fætter Sean Moore til gryderne, mens Nicky Wire styrer bassen. Med sig denne aften havde de Nick Naysmith og Wayne Murray, der fuldendte den turnerende forsamling. Et kærkomment genhør, da vi fik live-luftet op til flere af de store singler fra en lang række af de førnævnte albums.

Publikumsspoiler 

The Manics, som de populært kaldes, sparkede løjerne i gang med publikumsfavoritten “Motorcycle Emptiness”. Så var stilen lige som lagt, og det pæne fremmøde virkede i øvrigt til generelt af være bekendt med Manic Street Preachers og deres bagkatalog. Vi fik “Decline & Fall” fra føromtalte “Critical Thinking”, “You Stole The Sun From My Heart” fra “This Is My Truth Tell Me Yours”, “Ocean Spray” fra “Know Your Enemy” og sådan kunne man blive ved. Der var også M.A.S.H. i form af “Suicide Is Painless” og et par garanteret skønne soli - næsten akustisk - af Bradfield på “Everything Must Go” og “The Everlasting”. Garanteret står lidt og blinker i denne sammenhæng, for på dette tidspunkt må der have sneget sig flere tilskuere ind, hvor branderten var ved at toppe. Der blev sludret løs i en grad, hvor man skulle tro, at man var til landbrugsmesse i stedet for. Virkelig dårlig stil, der ødelagde nogle potentielt stærke øjeblikke, når folk ikke formår at læse rummet og har behov for at høre sig selv og desuden skider højt og flot på det, der foregår fra scenen.

Payback time

 The Manics tog dog en form for hævn over de sorte får i flokken. Der blev siden spillet temmelig højt og de velkendte guitar-riffs fra “Walk Me To The Bridge” og “Your Love Alone Is Not Enough” overdøvede fuldstændig det kværulerende segment. Hurra for det! Bradfield sendte i øvrigt en sød homage til Greenfields fredagslukkerede Duran Duran. Han mindede folk om at gå over at se dem, og gav en lille snippet af “The Reflex”. Heartland havde desuden helt håbløst fået banket et program sammen, så der intet overlap var mellem de to acts. Bradfield og co. skulle slutte, som Duran Duran startede. Ikke særlig heldigt, men lur mig, om der måske ikke var en form for respekt fra Manic Street Preachers i den henseende. De spildte ikke tiden på scenen, og der var ingen længerevarende pause mellem sangene. Da tonerne fra “If You Tolerate This Your Children Will Be Next” lukkede ballet, så havde bandets skarphed nok reddet publikum, således at det rent faktisk var muligt at nå Simon Le Bon og co.

 Det blev en rigtig fin aften i Manic Street Preachers’ selskab. Nogle få forsøgte at give den ridser i lakken, men man kan ikke rigtig sætte en finger på Bradfield og gutternes indsats. De leverer så at sige altid, men i min optik var de sat på den forkerte scene. Der manglede plads til at løfte sig, og pladsen til at piske en større stemning op var for trang.

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★☆☆

Se koncertgalleriet her