4 Non Blondes

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Heartland - Kværdrup - 19.06.2026

Hvad der gemte sig under hatten

 Det blev et lille tight sæt baseret på en grim mistanke, hvor Heartland-publikum selv skulle hægte sig på. En masse nyt, for lidt gammelt, men en rosin i pølseenden, der var til at tage og føle på.

 Hvad pokker stiller man op, når man kun har udgivet én plade? Ja, og så det faktum, at det altså er over 30 år siden, at det skete? Hvad gør man, når man kun har én sang, som for alvor har brændt sig fast i folks bevidsthed? Man spiller naturligvis alligevel, og sådan blev det også for 4 Non Blondes på Heartland en solbeskinnet fredag eftermiddag. 

Ny plade, samme stemme

Den helt store kreative kraft i 4 Non Blondes er sangskriver Linda Perry, som efter det forholdsvis kortlivede bandeventyr, der døde i 1994, begav sig videre af musikkens sti og dannede nyt band og skrev sange til andre. Nu er hun tilbage i front, og den letgenkendelige stemme, der kan skære gennem papir, er fortsat den gennemgående attraktion, men ellers er der noget både spøjst, pudsigt og sjovt ved at se et band, som ikke har været meget ude om sig, men alligevel vækker genklang i folks ører. “Er det ikke dem der med den der”? Planen med 4 Non Blondes er imidlertid, at der skal udkomme en ny plade til oktober. Den såkaldte 2’er, der aldrig dukkede op, inden bandet lå i ruiner, er således på vej. Ifølge Perry kommer den til at lyde som de gode gamle 90’ere, hvilket vel også er en forudsætning for fortsat at kunne benytte samme bandnavn. Jeg skulle hilse og sige, at det i sig selv måske nok også er mindre associerbart efterhånden, da det ud over Perry selv blot er trommeslager Dawn Richardson, der er tilbage fra den første plade. Med mindre at de to andre har skiftet køn, så skulle jeg mene, at tropperne fra dengang ikke er samlet længere. I den kontekst betød det denne eftermiddag, at Perry og co. luftede adskillige nye sange undervejs i koncerten. Sange, som folk af gode grunde ikke kendte, men hvad pokker. Folk kender for alvor heller ikke rigtig de resterende sange fra 1992 - naturligvis vis med undtagelse af “What’s Up?”.

Tidsudtræk med vilje?

 “What’s Going On?” kunne folk med rette have påberåbt sig anno 16.45, for der skulle på mærkværdig vis gå et kvarter ekstra, førend der rigtig skete noget. Teknikere og musikere rendte forud rundt på scenen og angav at bestille noget, men jeg kan ærlig talt ikke få andre tanker, end at de fem tildelte kvarter til koncert faktisk var et kvarter for meget. Klokken var nemlig lige præcis 17.00, da Perry og sønnen Rhodes (i øvrigt ikke den sidste Rhodes, der skulle betræde denne scene denne dag (Duran Durans Nick Rhodes)) trådte ind på scenen, hvor yngstemanden fik lov til at byde velkommen til publikum. Da Perry overtog mikrofonen, måtte hun erkende, at det altså er et stykke tid siden, at hun var svunget forbi Danmark. “But you’re still music lovers, right?” Fra land med “Train” fra debutpladen, der frem til efteråret altså er den eneste, der minsandten hedder noget så ironisk som “Bigger, Better, Faster, More!” Ja, kun i tilfældet less is more retfærdiggør dette. Jovist kan bandet spille og jovist kan Perry stadig synge. Men tilbage står stadig mistanken om, at der alligevel kun var materiale nok til en god time.

Tidsudtræk med vilje?

“What’s Going On?” kunne folk med rette have påberåbt sig anno 16.45, for der skulle på mærkværdig vis gå et kvarter ekstra, førend der rigtig skete noget. Teknikere og musikere rendte forud rundt på scenen og angav at bestille noget, men jeg kan ærlig talt ikke få andre tanker, end at de fem tildelte kvarter til koncert faktisk var et kvarter for meget. Klokken var nemlig lige præcis 17.00, da Perry og sønnen Rhodes (i øvrigt ikke den sidste Rhodes, der skulle betræde denne scene denne dag (Duran Durans Nick Rhodes)) trådte ind på scenen, hvor yngstemanden fik lov til at byde velkommen til publikum. Da Perry overtog mikrofonen, måtte hun erkende, at det altså er et stykke tid siden, at hun var svunget forbi Danmark. “But you’re still music lovers, right?” Fra land med “Train” fra debutpladen, der frem til efteråret altså er den eneste, der minsandten hedder noget så ironisk som “Bigger, Better, Faster, More!” Ja, kun i tilfældet less is more retfærdiggør dette. Jovist kan bandet spille og jovist kan Perry stadig synge. Men tilbage står stadig mistanken om, at der alligevel kun var materiale nok til en god time.

Hvis intet nyt er godt nyt, hvad er så meget nyt?

På baggrundslærredet kørte en strimmel af nogle heste i galop i en 30 sekunder, førend de samme 30 sekunder gentog sig, og sådan blev det ved i den time, koncerten varede. Det var unægteligt svært at se, hvad det for alvor skulle bruges til. Altså heste var på ingen måde et gennemgående tema i sangene, men på repeat var de såmænd. 4 Non Blondes kørte ikke i ring, men spillede sig igennem dagens 12 første numre uden at publikum sådan rigtig kunne gøre meget andet end at lytte så opmærksomt som muligt i den bagende sol. Synge med kunne de ikke rigtig på nye sange som “Push And Shove”, “Wallflower” og “Drop The Bomb”. Nogle enkelte kunne til dels på semi-hittet “Spaceman” der lå lige i smørhullet gennem sættet, men det blev ved et fåtal. Dog var det lidt en gåde, at dagens 4 Non Blondes-sammensætning kunne undlade “Dear Mr. President”, som var bandets allerførste single, men sådan blev det. De nye sange var nu såmænd slet ikke så værst endda. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om de er for moderne i udtrykket til at “genskabe” 90’erne, eller om det mandlige overtal i bandet negligerer tanken om de oprindelige fire kvinder, der havde det til fælles ikke at være lyshårede. Jeg kunne sådan set godt lide flere af sangene, og deres tempo passede fint til koncerttidspunktet før prime time.

En joke og en om’er

 Perry forsøgte ellers at få publikum inddraget ved at true tilhørerne med, at hvis de ikke lærte omkvædet på “Drop The Bomb” og brugte det aktivt med stemmernes røst, så ville de ikke få “What’s Up?” at høre. Tja, det var egentlig meget sjovt, og godt lavet af Linda Perry. Dog kiksede leveringen af “Live Forever” dog for Perry, der to gange startede forfra kortvarigt inde i sangen. “What I’m I doing wrong?”, spurgte hun sig selv og en roadie ilede til, og mindede hende om, at hun missede a-akkorden, hvilket fik Perry til at krybe til korset med et “of course”. Langt hen ad vejen lignede og lød Perry som dengang i 90’erne. Den klassiske overdimensionerede hat sad godt fast på hendes hoved, og med en bred skygge var det måske lige det, der skulle til for at Perry trods alt kunne kigge ud mod publikum med åbne øjne. Den store gule på himlen sørgede i den grad for modlys. Det var lige før, at det faktisk var FOR varmt at stå og koge foran scenen.

Så kom den

“And I say hey-ey-ey”. Jo, publikum havde ikke glemt den, og det havde Perry heller ikke. En ikonisk sang for sin samtid, men efterhånden også en lidt overspillet basker i min optik. Ikke desto mindre klarede Perry den med stor værdighed og respekt, for den lød meget tæt på sådan, som vi husker den fra pladen. Så skal jeg da lige love for, at mobiltelefonerne røg i luften. Det var den sang, man gerne ville have en video af - no big surprise. Der er noget fint over, at kunne sige, at “What’s Up?” nu har gjaldet fra Heartland, men det blev en koncert, som folk næppe husker som værende hverken genial eller under lavmålet. Nok ender man nok bare med at huske, at man var der.

Sætliste:

Train

Lyla

Drama Queen

Nowhere

It Follows

What They Want

Spaceman

Push And Shove

WallFlower

Drop The Bomb

Don’t Wanna

Live Forever

What’s Up?

Hollow

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★☆☆☆

Se koncertgalleriet her