Alice Cooper
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Copenhell - København - 24.06.2026
”Let your sweet dreams… become nightmares!”
Første store legendariske stemme, og så man er i hvert fald blevet sparket godt i gang
Da tæppet gav sig, blev man mødt med et stillbillede af seje musikanter samt dæmoniske figurer, der straks begyndte at åbne en gigantisk kiste, hvorfra den kaotiske frontmand Alice Cooper lige akkurat fik sagt ”I’m Alice”, før guitarerne sparkede en fest i gang. Den fest fik hverken tale eller pause i over en time. Der gik dog lige et øjeblik, før den blev sat op i gear, men da vi så kom op og ramte motorvejsfarten, kom vi ikke ned igen. Der var nogle få kegler på vejen, men intet den 78-årige veteran ikke kunne klare. I den skoldhede sommer var det måske overraskende at se Cooper gøre sig til i et fuldendt tryllekunstnerkostume med læderbukser, hat og en gigantisk tryllestav. Han havde utallige tøjskift, som var vigtige for de historier og fortællinger, hans musik lagde op til. Også bandet var ofte med på spøgen, og især leadguitaristen blev entusiastisk modtaget på pladsen foran den store scene på Copenhell. Det var da kun positivt, da det ikke var den velkendte Nita Strauss, men i stedet Anna Cara, der gjorde et formidabelt arbejde i rampelyset.
”Chokrocker” blev han kaldt, og velpassende var det
Man kunne mærke accelerationen mest ved ”Feed My Frankenstein", der tog form sammen med en Alice Cooper iført blodig kittel. Men ikke bare den kære doktor var til stede. Ved sidste omkvæd kom selve monsteret ind og integrerede sig i bandet, nærmest som en danser. Godt lavet, men det var også tilfældet på ”I’m Eighteen”, der fremviste, hvor cool Alice egentlig er. Han var spil-mester, og man mærkede hans indflydelse selv med en underlig krykke, han havde taget i hånden. ”Hey Stoopid” og ”Poison” var, måske som selvfølge, nogle koncertens højdepunkter. Der var hertil masser af djævlehorn i vejret og fællessang. Til gengæld var ”House of Fire” og ”Spark in the Dark” lidt lettere glemt, hvor denne anmelder klart kunne have tænkt sig mere energi her eventuelt suppleret med nogle rekvisitter eller ild, når nu selv sangtitlerne nærmest tiggede efter det. Selv ”Only Women Bleed”, der blev spillet nærmest så stille som på pladen, viste sig at have mere energi. Til dette nummer kastede Cooper en dukke modelleret efter sin egen kone rundt. Han tæskede løs og egentlig kunne det godt kaldes lidt groft at fremvise.
Masser af guf, men efter bestemt smag
Efter en forestilling af Alice Coopers egen halshugning, og et dramatisk genbesøg med tryllekunstnerkostumet, dog nu i hvidt, bragte den interessante spillende forsamling med den spændende frontfigur os hjem med ”School’s Out”. Det var også der, vi fandt koncertens eneste speak, nemlig en gennemgang af kreaturerne, der havde gjort musikken mulig. Og det var det. Eller, det ville det have været, hvis ikke en sidste svanesang blev givet i kærlighed til Nirvana med ”Smells Like Teen Spirit”. Der var flere, der blev rørt af den rare gestus. Lyden var fænomenal især for Coopers ru stemme, der fik rigeligt plads, og fik fat i selv de bagerste gæster. I den høje sol havde man klart udsyn, og de lækre storskærme var velegnede til nærbilleder af musikerne. Dog skulle man som publikum huske vand og solcreme, og der var flere der blev nødt til at forlade området for at sikre skygge. For dem, der havde styr på dette, var det i hvert fald en sej forestilling masser af med velkendte melodier.
