Kneecap
Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen
Roskilde Festival - Roskilde - 02.07.2026
Roskilde blev taget som gidsler og alle fik Stockholmsyndrom
Kneecap er måske mest af alt kendt for deres aktivisme. I aften beviste de, at de fortjener lige så meget opmærksomhed for deres musik.
Bookingen af Kneecap på dette års Roskilde Festival var mildest talt kontroversiel. De nordirske rappere har et omdømme, der er større end dem selv på grund af deres politiske bramfrihed, så naturligvis satte det gang i debatterne, da deres tilbagekomst til festivalen blev annonceret. Derfor var det da heller ikke nogen overraskelse, da Kneecap valgte at åbne deres Arena-koncert med et politisk budskab. Lysene slukkede inden showtime og på storskærmene lyste hvid tekst op om Israels handlinger i Gaza. I sig selv ikke overraskende kost til en Kneecap koncert, men hvad der ramte endnu hårdere var den meget direkte stikpille til den danske regering, som også lyste frem. For de fremmødte publikummer var det næppe kontroversielle udmeldinger. Flere af meddelelserne blev mødt af buh-råb, mens palæstinensiske flag blafrede højt under Arenas teltdug. Kiggede man rundt blandt folk, var flere dukket op med strikkede irske balaclavaer.
Mere end bare hype
Når en kunstner har så meget hype med sig i bagagen, kan det gå én af to veje. Særligt på en festival, hvor ikke alle publikummer har lige meget kendskab til artisten. Allerede fra første beat blev det dog åbenlyst, at folk var med på legen.
De beats, der fungerede som underlægning, var både hårde og dansable. Teksterne er en blanding mellem engelsk og irsk, men flere publikummer havde alligevel lært nogle af sangenes tekster hjemmefra. Ofte kræver det ret dedikerede fans at lære raptekster udenad, men flere af Kneecaps sange er skrevet med et repetitivt hook, der gør deres musik yderst velegnet til fællessang. Vi skulle kun få sange ind i sættet, før temperaturen for alvor begyndte at stige i teltet. En gruppe unge mænd foran mig hoppede så ihærdigt, at de bumpede ind i alt omkring sig og flere måtte tage et lag tøj af for at holde til varmen. Det var en voldsom energiudladning, der skete fra scenen, hvor de to Kneecap-rappere bevægede sig rundt i det aggressive strobelys. Der var ingen tvivl om, at de er virkelig dygtige rappere. Deres flow virkede evigt naturligt og ubesværet - måske hjulpet lidt på vej af den syngende irske dialekt. De ramte en form for sweet spot, hvor de både hypede publikum, men uden at det gik ud over kvaliteten af deres levering. Det virkede helt og aldeles ubesværet og det var svært ikke at lade sig rive med.
Fra det politiske til det festlige
Lige knap halvvejs inde i showet valgte Kneecap at stoppe musikken for at give taletid til nogle demonstranter. Handlingen blev mødt med peace-tegn og “free Palestine”-tilråb fra publikum. Det er ikke første gang, at en kunstner har lavet den slags nummer på Roskilde Festival, og det var nok næppe en overraskelse, at Kneecap også valgte at komme med politiske udmeldinger. Man kan mene om det, hvad man vil, men Kneecap og politik hverken kan eller skal skilles ad. “Vi har kun én time, så lad os fortsætte” erklærede de fra scenen. Nu var det politiske overstået, hvilket efterlod plads til Kneecaps anden mission i aften: At skabe en kæmpe fest.
Særligt i koncertens anden halvdel skete der noget fuldstændig vanvittigt. Det var som om, at intensiteten fortsatte med at stige. Lige som man troede, at man havde ramt 150 km/t, så trådte Kneecap yderligere på speederen. Ikke en sjæl kunne gå uberørt af den helt voldsomt hæsblæsende energiudladning, som Kneecap præsterede. Unge studiner såvel som familiefædre dansede uregerligt, selv Alien og Ko kiggede endda forbi Arena til aftenens måske største fest. Bag mig strak festen sig ud i horisonten, som om der blev sendt efterskælv af ren power inde fra scenen.
Med ét nummer tilbage blev der råbt “open up the fucking pits”, hvortil minimum fire forskellige moshpits opstod som spontane sorte huller. Selv efter, at Kneecap forlod scenen, var luften tung og elektrisk i festivalområdet. Når man lyttede efter folks samtaler efterfølgende, var der en klar konsensus - Det der, det var for sindssygt.
Kneecap og deres politiske aktivisme er og bliver uadskillelige. Det politiske kan man altid diskutere. Men efter deres totale magtdemonstration torsdag aften kan der ikke sås tvivl om deres evner som liveperformere. Kneecap er ikke bare hype. De er kommet for at blive.
