David Byrne

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Roskilde Festival - Roskilde - 03.07.2026

Byrne-ing Down The House

Et styks levende legende betrådte Arena med sådan en gennemslagskraft, at hvis jeg skulle spille efter ham, så ville jeg skide i bukserne af ærefrygt.

Efter denne oplevelse har jeg fortrudt. Ikke, at jeg denne dag kravlede ind i Arena-teltet på Roskilde Festivals tredjedag og stod rank i god tid inden, og fandt mig et spot med glimrende udsyn til scenen på trods af asen, masen og skubberi fra granvoksne mennesker, der var på jagt efter det samme. Næh, det, jeg fortryder, er tidligere anmeldelser, hvor kunstneren også har fået topkarakter, for efter David Byrnes besøg kalder det på selvransagelse. Der må simpelthen være nogle 6-stjernede oplevelser, der alligevel ikke har været helt så sublime, for det var et nærmest overjordisk niveau, der foregik fredag aften.

Blå Mænd

Han stod sågar også på Arena i 2018 og leverede varen, og der hersker næppe tvivl om, at det var noget tilsvarende, som festivalen håbede på, at Talking Heads-mesteren ville skyde af her otte år efter. Lad mig afsløre, at det lykkedes! Dengang i bare tæer og et suit, der kunne minde om nattøj. Her anno 2026 var de bare tæer lagt i hænderne på Annisette fra The Savage Rose tidligere på dagen, og i Byrnes tilfælde erstattet med smølfeblå sko. Således matchede de meget godt resten af dragten, der også var blå. Det var hans 12 dansere og musikere også, og i et virvar af en vanvittig koreografi, så havde Byrne og co. held med at få gjort det minimalistiske spillevende, som var du hypnotiseret af deres optræden. Egentlig utroligt, at ingen stødte ind i hinanden…

Legende i egen tid

Ingen på årets festivalplakat har vel betydet så meget for musikhistorien som herren her. Robert Smith fra The Cure måske, og Damon Albarn er efterhånden også et godt stykke deroppe. Her er dog tale om en mand, hvis virke får tidsmaskinepilen til at pege længere tilbage, end denne forfatter har været i live. Først otte albums med Talking Heads og siden 12 albums i eget navn. For ikke at tale om de mange øvrige musikalske projekter, han har haft en finger med i spillet omkring. Selvom han har lavet en del ørehængere i sin solokarriere, så er det tiden med de talende hoveder, der står som det helt store værk. Det vidste alle denne aften, og det vidste Byrne også selv. 10 af sætlistens 15 sange var såmænd Talking Heads-sange, og det skabte et fabelagtig afsæt til at sætte ganske nye standarder for en koncert. Behøver jeg at påpege, at Talking Heads for længst er optaget i rockens Hall of Fame?

Ville teltdugen holde til naiv fællessang?

For ligesom at rulle showet i gang var "Heaven" valgt. En fin lille sag til at danne bro til en af de store sange fra Byrnes seneste plade, nemlig “Everybody Laughs”, som både på albummet og så også live lyder, som noget Shubidua eller Gnags kunne ærgre sig over ikke at have fundet på. En lille perle, der afslørede et ikke uvæsentlig detalje: Lyden i Arena stod skarpt. Enhver 80’er playliste med respekt for sig selv har “And She Was” inkluderet, og den var denne aftens første reelle indikator på, at noget stort var under opkog. Vi manglede faktisk kun “Road To Nowhere” for at kunne vinge alle de absolut største hits af. Fællessang, så man frygtede, at dugen på teltet skulle lette, skete på “This Must Be The Place”, også kendt som (Naive Melody). Videre til et par sange fra solokarrieren, inden den helt store parade blev iværksat. Først “Slippery People” og så et helt hjernedødt moment med “Psycho Killer”, som Duran Duran i øvrigt havde slæbt med til Heartland i deres stjernestund, og som har den ære at være blevet parodieret i form af The Fools’ “Psycho Chicken” tilbage i start-80’erne.

Kom indenfor - om lidt stryger vi en tændstik

Da den psykotiske dræber blev sluppet løs, var der ingen vej tilbage. Det propfyldte telt overgav sig til sidste mand og Byrne og smølferne havde banet vejen til komplet triumf. Når “efterslæbet” så var “Life During Wartime” samt en af musikhistoriens mest benyttede sange på film, “Once In A Lifetime”, så var der ikke så meget at være i tvivl om. Man priste sig lykkelig for at have været indenfor i teltet lige her og nu. Alle havde vitterligt lagt vejen forbi Arena, og derfor fik vi meget passende “Everybody’s Coming To My House” for så sekunder derefter at brænde hele lortet ned med “Burning Down The House”, som yngre generationer nok er stødt på via kollaborationen mellem Tom Jones og The Cardigans fra 1999. Et nummer som The Cardigans også havde på deres sætliste, da de senest gæstede Aarhus.

David Byrne prustede og stønnede til sidst i en grad, så man ikke var i tvivl om, at han havde givet den alt, hvad han kunne. Arena var heldigvis verdensklasse ud i generøsitet som respons. Dette var ikke alene årets koncert på Roskilde Festival. Den overgik tilmed alle forventninger hos denne skribent. Det er altså otte år siden, at den dengang 66-årige Byrne stod i nattøj samme sted. Det havde været ganske naturligt, hvis der i mellemtiden var slækket lidt på energi og kræfter. Tværtimod!

Sætliste:

* Heaven

Everybody Laughs

* And She Was

Strange Overtones

* Houses In Motion

* (Nothing But) Flowers

* This Must Be The Place (Naive Melody)

What Is The Reason For It?

Like Humans Do

* Slippery People

* Psycho Killer

* Life During Wartime

* Once In A Lifetime

Everybody’s Coming To My House

* Burning Down The House

* = Talking Heads

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★★★