Gorillaz
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Roskilde Festival - Roskilde - 02.07.2026
Orange abekattestreger
Albarn og co. beviste periodevis, at det ikke for alle gælder noget negativt at blive kaldt et tegneseriehold.
Det er svært at blive ved med at holde regnskab med, hvor mange gange Damon Albarn har optrådt på Roskilde Festival. Han har været der i eget navn, sammen med Africa Express og naturligvis sammen med Blur. Denne halvvåde torsdag stod han der så igen. Denne gang med sit tegneseriehold Gorillaz. Et foretagende som kan dateres tilbage til 1998, mens albumdebuten lod vente på sig til 2001. Siden da er der spyttet yderligere otte albums ud, hvor det seneste (The Mountain) så dagens lys i indeværende år, da overgangen fra vinter til forår var på sit højeste.
Aber med nyplukkede bananer
Det er Damon Albarn, der er idémand i projektet - og altmuligmand. I hvert fald når det kommer til at rent musikalske. Alt hvad der handler om drafts, tegninger og animationer i hænderne på kunstneren Jamie Hewlett. Disse to ting går hånd-i-hånd på sådan en aften som denne, for Gorillaz hævder jo at være et fiktivt band baseret på det tegnede univers. Det var så de tilhørende sange, der skulle ud over rampen torsdag aften og samtidig ingen tvivl om, at abekattene var dagens ubestridt største udenlandske hovednavn. Stik imod onsdagens The Cure-seance, hvor bandet helt undlod at spille numre fra seneste plade, så var Gorillaz ikke nærige med netop disse. Adskillige numre fra “The Mountain” var at finde på aftenens sætliste, hvor titelnummeret var første raket ud i æteren. Med sit meget indiske præg og instrumentering, så var der også andre lyde i spil end trommer, keyboard, bas og guitar. Af samme grund stod det såmænd også i skærende kontrast, at Damon Albarn kostumemæssigt mest af alt lignede en undsluppen straffefange.
Sparks og en plads, der eksploderede
På storskærmen kørte der fra start en række eventyrlige striber fra Gorillaz-universet. De blev så mixet med portrætterne af Ron og Russell Mael, der tilsammen udgør den amerikanske kult-duo Sparks, som medvirker på det fremragende nummer “The Happy Dictator”, der fulgte i halen på føromtalte “The Mountain”. Igen ved denne koncert var undertegnede omgivet af adskillige unge, som på forunderlig vis ytrede sig i retning af, at denne koncert nok var den, som de havde glædet sig mest til. Jamen… Det er jo farrock eller for pokker da fra dengang jeg var i mine 20’ere. Da “19-2000” gjaldede ud over pladsen, kunne jeg godt se, at der var fællessang og moves, som retfærdiggjorde deres tilstedeværelse. Dette blot for at lade det eksploderede yderligere, da tonerne til “On Melancholy Hill” indhyllede og tryllebandt det både massive og faktisk også voldsomme fremmøde. Sild i en tønde i denne sammenhæng er nærmest en rummelig betegnelse. Når det så er sagt, så var der altså rigtig klassiske Roskilde-vibes i luften. Det være sig i form af adskillige tilhørs- og tilholdsflag, der viste sig i fuld flor, da en mærkbar blæst var følgesvend til Gorillaz’ optræden.
Ubegribeligt genreskifte
Det var faktisk lige præcis herefter, at koncerten tabte momentum. “Orange County”, “Casablanca” og “Delirium” faldt næsten i streg og gjorde totalen af nye numre på seks. Numre, der ikke er krøbet under huden på folk endnu, hvis de overhovedet gør det. Samtidig delte Albarn nu shine med vokalisterne Kara Jackson, Yukimi, Posdnuos og Bootie Brown, der fik sat en lidt kedelig tendens i gang. Fra at være en funky rock- og pop-koncert, sneg der sig nu et unødvendigt rap-kollektiv ind og dominerede, og satte en forkert kurs på løjerne. Det blev skabagtigt på samme niveau, som når Jason Derulo og TLC slipper råbemaskiner løs. Stop det! Albarn og co. er bedst, når de kan få lov til at lade tingene ligne det, vi kender fra pladerne. Måske bedst eksemplificeret på aftenens sidste nummer, som var gennembrudshittet “Clint Eastwood”, der på samme vis tog os tilbage til der, hvor det hele startede. En blandet koncert, der dog fortrinsvis var til den gode side. Ja, publikum trak sig lidt efter lidt, men det handlede nok lige så meget om en tiltagende kulde og små våde elementer fra oven. Albarn blev overordnet set behandlet som en slags Gud, hvilket han ikke selv var sen til at opdage. Også han blev pludselig opmærksom på, hvornår han selv debuterede på Roskilde og hvor mange gange han har været her siden. Det bør såmænd ikke være sidste gang, at vi har set ham på Orange.
Sætliste:
The Mountain
The Happy Dictator
Tranz
Last Living Souls
19-2000
Rhinestone Eyes
El Mañana
On Melancholy Hill
Orange County
Casablanca
Empire Ants
Delirium
Andromeda
Kids With Guns
Stylo
Dirty Harry
The Shadowy Light
Feel Good Inc.
Clint Eastwood
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen