Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Jelling Musikfestival - Jelling - 24.05.2026

Ricks hittegodskontor skaffede Jelling Musikfestival et regulært højdepunkt

Sådan vækker man publikum til live på sidstedagen. Den gode Astley beviste endnu en gang, at han er en fortrinlig showman og at han er vild med Danmark.

Da Rick Astley blev født, var Peter A.G. Nielsen ved at danne Gnags. 21 år senere stod han i stald hos de succesfulde sangskrivere og producere Stock, Aitken og Waterman (SAW), som vi foruden ikke ville have kendskab til navne som Kylie Minogue, Bananarama, Mel & Kim, Jason Donovan og Sinitta. SAW skrev også sange til Cliff Richard, Donna Summer og Samantha Fox, der i sidstnævntes tilfælde måske nok endte med at blive mere berømt for at posere på anden vis.

One-hit-wonder? Stop dig selv!

Tilbage til Astley, der som 21 år gammel fik serveret verden via sit “Whenever You Need Somebody”-album, der var produceret af SAW. Spækket med hits som netop titelnummeret, “Together Forever” og så en vanvittig banger, før det udtryk blev opfundet, i form af “Never Gonna Give You Up”. Desværre står sidstnævntes massive succes og spærrer lidt for resten, da Astley den dag i dag stadig i visse menneskers optik hører til under betegnelsen one-hit-wonder. I så fald ville det postulat også gælde for A-ha (Take On Me), Kim Wilde (Kids In America) og Bryan Adams (Summer Of 69), og allerede her kan man jo hurtigt føje det til departementet for vrøvl og gamle aviser.

Pauser fra branchen, men…

Den kæmpemæssige popularitet og relativt mange albums udgivet på få år fik i 1993 Rick Astley til helt at droppe musikbranchen efterfølgende. Otte år skulle der gå, før vi fik albums i 2001 og 2005. Herefter endnu en pause frem til 2016, hvor det fremragende “50”-album kunne langes over disken. Skæringen “Keep Singing” blev på sin vis definerende, for det har Astley heldigvis gjort lige siden. Forholdsvis hyppig gæst i Danmark enten i eget navn eller på festivaler som Heartland og Tinderbox, og dagens møde med charmeuren, der i øvrigt er gift med danske Lene, er mit 11. af slagsen. Som en lille krølle, så er der jo den forskel på koncerter i eget navn og så festivaler, at publikum er med på, hvad de investerer i og med sikkerhed har kendskab til kunstneren omkring førstnævnte. Til festivaler er det ikke sikkert, at publikum er kommet for at se DIG. Heartland og Tinderbox tør med sikkerhed godt at genhuse Rick Astley, og det samme må gælde for Jelling efter primetime-koncerten, hvor Astley var veltilpas og delte ud af selvsamme.

De gamle, de nye og de andres

Han kunne have erklæret 80’er-zone denne aften og leveret “Take Me To Your Heart”, “I Don’t Wanna Lose Her”, “My Arms Keep Missing You”, “It Would Take A Strong Strong Man” og “Don’t Say Goodbye”, men Rick Astley er så meget mere end det. Jeg havde gerne set “Every One Of Us” fra 2019 eller føromtalte “Keep Singing” fra 2016 på aftenens menu, men jeg lever ganske fint med resultatet alligevel. Som altid var Rick Astley ganske bevidst om, hvad publikum nok i sidste ende er kommet for at høre. Understregningen heraf skete indledningsvis, da et styks debutalbum blev rakt til signering fra en dedikeret fan. At dette skulle blive startskuddet til et vanvittigt signeringsoptrin, tja, det lå måske ikke i kortene. Mere om det senere. Med vanlig charme og munterhed greb Rick Astley mikrofonen og gav os først “Lights Out” fra 2010, inden 80’erne for første gang blev snittet med “Together Forever”. I det hele taget var der god vekselvirkning mellem de gamle sange, de nye og en række covers. Netop covers har gennem tiden altid været Ricks metier. Som en tradition har Astley altid givet sin version af et aktuelt superhit. I aften gjaldt det så Rayes “Where Is My Husband”, som fulgte i forlængelse af 80’er-hittet “She Wants To Dance With Me”. Dog ikke med Rick på vokal, for han havde sat sig bag trommesættet, hvilket han også gjorde til et andet covernummer, nemlig en af Astleys absolutte rockklassikere i form af AC/DCs “Highway To Hell”, hvor han dog også sang. Det var dog ikke eneste gang, at den gode Astley skulle klare flere ting på samme tid.

En scene fuld af ragelse

Efter førnævnte album-signering gik der nemlig sport i at kaste ting op på scenen. Hatte, trøjer, sko… Ja, der var sågar en tilskuer, der kastede sin mobiltelefon op til Rick. Enkelte fik, mens Rick sang, en autokradser fra manden selv på sin genstand. Den goodwill fik blot folk til at smide yderligere personligt gear op på scenen, så den nærmest lignede en efterladt camp. Den heldige fyr, der fik sit album signeret til en start, måtte udlåne sin store sprittusch, så Rick kunne sætte navn på de mange ting, hvilket fik Astley til at spøge: “This is the man with the biggest pen in Denmark” Rick nåede således aldrig til bunds i stakken, selvom han gav det en chance.

Danske gloser gav pote

“Du er dejlig”, fik Rick sagt til publikum samt “nyd den danske sommer”. Jo jo, det danske islæt og giftemål fornægtede sig ikke. Han er lun, den gode Rick, der også fik pustet lidt til sine allernyeste numre “Waiting On You” og “Raindrops”. “I know you don’t wanna hear them, but I don’t give a shit”, blev sagt med et glimt i øjet. “Pretend it’s you new favorite song”. Da “Waiting On You” var færdiggjort, var ironien intakt. “Enough of this nonsense”, lød det fra Astley, der så spadserede tilbage til de gamle numre. Og skrålede publikum ikke højt nok, så blev de mødt med et par danske vendinger igen: “For helvede Danmark, kom nu”. Jokes og lidt fis i kulissen er altid at finde, når Rick er på scenen. Denne aften gik det ud over guitaristen, hvis ledning til instrumentet blev kappet af Rick selv under “Never Gonna Give You Up”. Nu behøvede band heller ikke den store lyd til netop det nummer, for en tændt skare af gjaldende halse overdøvede tonerne i en stor fællessang.

For ja, naturligvis var kæmpehittet placeret sidst i sættet. Et sæt, der kunne have været yderligere ekspanderet, hvis der ikke var gået autografskrivning i den. Der var nemlig to yderligere sange på sætlisten, som endte med ikke at blive spillet. Hul i det, for endnu en gang lykkes det for Rick at fjerne enhver tvivlers skepsis om hans fortsatte sangevner og hans berettigelse på musikscenen. Han er sjov, underholdende og stemningssættende. Rick Astley ejer ganske enkelt ordet likeability!

Sætliste

Lights Out

Together Forever

Dippin’ My Feet

Waiting On You

She Wants To Dance With Me / Where Is My Husband (Raye cover)

Hold Me In Your Arms

Dance

Cry For Help

Giant (Calvin Harris/Rag’N’Bone Man cover)

Beautiful Life

Raindrops

Whenever You Need Somebody

Angels On My Side

Highway To Hell (AC/DC cover)

Never Gonna Give You Up

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★★☆

Se koncertgalleriet her