Anthrax
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Copenhell - København - 26.06.2026
Hold da helt Helvede! Et brandvarmt display af evig storhed
Anthrax aflivede al tvivl, da de samlede en flok fra galeanstalten, og gjorde metallet bestialsk.
Som én af de fire store thrash-metalbands fra 80’erne, var der i hvert fald noget historie, der bragte dem til Copenhell. Men havde de gamle nisser stadig noget at byde på? Det nåede man aldrig spørge om, for før du vidste af det, var du revet med i en rytme, havde fået banket din egen krop til stumper i moshpitten eller fået en flyvetur, som del af det uendelige hav af crowdsurfende fans. Joey Belladonna, der bar et halvt mikrofonstativ og et stort smil, var et samlingspunkt af positivitet og god energi. Det samme var Scott Ian, rytmeguitaristen, der har været på siden begyndelsen. De havde en aura, der skreg, at vi havde denne fest sammen, og vi var sammen om at gøre aftenen fantastisk. Det kunne man også fornemme i deres stigende niveau af passende intensitet, der fik koncerten til at føles som en evig udvikling, hvor man bare blev gladere fra nummer til nummer gældende både for publikum og band. Nu, hvor mørket var faldet på, og solen var væk, var der plads til at skabe egen hedebølge, mens man trampede jorden til smulder.
For de nye thrashers og de gamle
Herrerne i Anthrax forstod at få alle med. De komplimenterede publikums entusiasme især i introen til ”Madhouse”, der blev livlig med solo fra Jonathan Donais, bandets nyeste medlem, men stadig med tretten år i tasken. Fællesskabsfølelsen, der skabtes i call/response med omkvædet, var det, der officielt satte festen i kog. Det var også fra dette øjeblik, at man nærmest skulle opleve resten af koncerten med hænderne konstant hævet over hovedet. Enten for at kaste djævlehorn eller for at gribe de førnævnte massemængder af crowdsurfers. Der var også mulighed for at opleve Anthrax som ny fan, da deres nye sang ”It’s For The Kids” gav mulighed for at indfinde sig i samme takt som alle andre. Alt dette kulminerede så i ”Indians”, og wauw, sikke et nummer. En udvidet begyndelse med ekstra meget tam-groove fra Charlie Benante, der forvandlede publikum til hule-mænd, som Belladonna greb, nu iført høvdingefjer. Det var over alle bjerge, og det var nærmest befriende. Denne følelse fortsatte hen over resten af et hæsblæsende sæt, der også inkluderede både ”Breathing Lightning”, ”Medusa” og det vanvittige opus ”Keep it in the Family” hvor Benante, Donais, Ian, Belladonna, og bassisten Frank Bello overgik al spekulation.
Er metal virkelig ondsindet?
Her kom den ældgamle myte på prøve. Det kan virke aggressivt, når Belladonna skriger ud i natten, til det vækker dæmoner fra det hinsides, eller når han sammen med Ian og Bello får råbt ”I Am The Law”. Modbeviset lå i den fantastiske modtagelse, man som publikum fik. Belladonna kastede nærmest konstant plektre ud til publikum til et punkt, hvor man kunne undre sig, om Ian havde flere tilbage til sidst. Både Ian og Belladonna agerede guides til mosh og armbevægelser, og anerkendte det engagerede publikum. Efter koncerten sluttede, blev Belladonna endda på scenen et ekstra par minutter, hvor han sang lidt sammen med folket, før han sagde godnat og tak. Dette er blot et eksempel, der viser bandets tilgang under deres optræden. Og med et lysshow der var ekstremt dynamisk uden at blive irriterende, og lyden på Hades, der har dens garagetwang, så gav det netop den rigtige ufiltrerede følelse. Der var ingen malurt at spore, ingen småønsker fra undertegnede, men heller ikke en eneste klage at høre fra de hjemvendte gæster. Thrash lever stadig, og det hedder Anthrax.
