A Perfect Circle
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Copenhell - København - 26.06.2026
Uperfekte mennesker, perfekt spillet
A Perfect Circle lænede sig op ad deres musikalske talenter, og ingen gik skuffede derfra.
Denne supergruppe er en samling af, når progressiv rock og metal er bedst. Matt McJunkins på bas, der har arbejdet med f.eks. Thirty Seconds to Mars og Poppy. James Iha på rytmeguitar, men også medlem af The Smashing Pumpkins. Josh Freese, som har spillet trommer for flere kendte bands, end man kan tælle. Og selvfølgelig forsangeren Maynard James Keenan, der ikke kan få nok, kendt fra både Tool og Puscifer. De har skabt sig noget af et monster, og med Billy Howerdel, der giver sit alt på lead-guitar, så blev der i hvert fald lagt op til noget af et show. Mens de instrumentbærende medlemmer spillede entré til Keenan, blev man overvældet af en anticipation. En spænding man ikke kunne slippe. Iført sort jakkesæt og en mærkelig matchende hanekam viste den skøre mand sig med dansetrin, der får ham til at ligne en goblin fra en fantasy-bog, der virkelig gerne vil fuppe og narre dig. Man blev dog ikke narret foran Helviti på Copenhell. De velerfarede herrer gik straks til den, og selvom der ikke var andet end en kommentar om hedebølgen fra Keenan, var det ikke fordi, man følte sig udenfor. Hvis man ønskede endnu et teaterstykke, som Copenhell havde set samtlige af indtil videre, så var man gået forkert. Kun. Rå. Musik.
Føl dig set og spids lapper
Keenan er elektrisk som vokalist. Han bruger sin stemme nærmest som percussion, mens han rammer sine punkter og sin prædiken med hver sætning. Howerdel var også hurtig på en god baggrundsvokal, der fyldiggjorde tomrummet mellem Keenans beats samt styrkede de vigtigste sætninger. ”The Doomed” var et perfekt eksempel på den svingende stil mellem hård og blød rock, som de mestrer musikalsk. Der var ikke et tidspunkt, man kedede sig og man ventede kun på næste hammerslag. Det var i al ærlighed imponerende, hvordan man uden blær eller dramatik kunne vise så meget med så lidt. I ”Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums” kom der tæft på. Selvom titlen er noget af en mundfuld, så var det uforglemmelige beat endnu sværere at sluge uden lige. Heldigvis var Keenan der til at råbe det ned, mens McJunkins’ bas styrede din krop. Howerdel var heller ikke til at glemme på den gode gamle seksstrengs. Der var debat mellem publikum om ikke det var playback, så perfekt blev der spillet. Om det var solo eller samhørigt, var hver node eller takt en befaling, som en del af dette voodooritual.
Det sidste skridt
Med en afrunding i form af ”Judith”, der var højt ventet for de mange fans, fik publikum også lov til at trække vejret igen. Storskærmene viste bandets logo, og cuttede nogle gange til et meget filtreret livecamera, hvor man svagt kunne ane, hvem der stod på scenen. Heldigvis hører man ikke med øjnene. Et senere spilletidspunkt havde nok også gjort underværker, da et så specielt show næsten tigger om et vanvittigt lysshow. Med solen stadig fremme, var det dog umuligt. Der var derfor en slags amatørfølelse i produktionen i stærk kontrast til bandets musikalske evner. Denne skribent så dem gerne tilbage med disse produktionstanker in mente, men der er nok flere i det publikum, der også sagtens kunne tåle at opleve det show et par gange til.
Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk