Alestorm
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Copenhell - København - 27.06.2026
Ikke så meget andet end en dejlig pause ved havet
Du får pirater, pirater, øl og pirater hos Alestorm, og nogle gange er det alt, man behøver.
I søgen efter skatte var Alestorm ankommet på Refshaleøen. Med kilt, sandaler, og et overraskende overtal af store badeænder satte vi sejl. Det skotske piratmetalband har ca. tyve år i bagagen alt efter, om man tæller deres dage som Battleheart med eller ej. Konstellationen bød på Christopher Bowens som forsanger og keytarspiller, Máté Bodor på guitar, Gareth Murdock på bas, Peter Alcorn bag trommerne og Elliot Vernon som growl-entusiast og keyboardspiller. Der var også mikrofoner foran begge strenginstrumentalister, så vi endte med fire mikrofoner. De blev alle brugt til at lege matroser på de syv have, og var samtidig også en god måde at byde op til fællessang. Der var stemmer nok til at falde ind i mængden, så man var del af det sejlende broderskab fra start til slut. Dog var sangene for det meste ens i tema, spoiler alert; det var pirater og alkohol med lidt få highlights samt nogle få der direkte stank af uvasket piratnumse. Manglede man en livsændrende oplevelse, så skulle man klart gå andetsteds, men hos Alestorm kan man råbe og ro lidt i fred.
Hvad i alverden sker der?
Med så ensartede temaer var der måske en god halv time til femogfyrre minutter, hvor man bare var med på plyndringen. Det gik nærmest helt af led ved ”Zombies Ate My Pirate Ship”, der så en person i papegøjemaske være stedfortræder for Patty Gurdy. Sange som ”The Sunk’n Norwegian” og ”P.A.R.T.Y.” var superhyggelige, da man bare kunne danse løs, rive træbenet af, og drikke lidt rom eller øl. Og intet slår en god omgang roning. Når en menneskemængde på størrelse af en håndboldbane alle sætter sig ned og ror sammen, deler man lidt ånd og grin. Denne anmelder stiller dog undrende spørgsmål til ”Banana” og dens tilføjelse til dette sæt. Det lignede et forsøg på at invitere dubstep til en fest, som den ikke var velkommen til. Bravt forsøg på noget lidt anderledes, men den nåede ikke helt havnen. ”Hyperion Omniriff” var dog stik modsat. Her nærmede vi os noget power-metal med blæst i sejlene. Det virkede dog lidt til at Murdock og Alcorn løb tør for energi derefter og kørte på halvt batteri under resten af turen. ”Shit Boat (No Fans)” var også kedelig. Det var et kort nummer, der hamrede på en enkelt død joke. I det hele taget var det ikke fordi Alestorm var hysterisk morsomme. Kun lige nok til nogle gange at trække på smilebåndene.
Kanonskud og tilfældige indskud
Selvfølgelig skulle koncerten ende med antisangen ”Fucked with an Anchor”, der gav grund til at række finger efter bandet. Og med et stort oppusteligt skilt med ordene ”FUCK YOU” takkede Alestorm af. Et anderledes, men denne gang velkommen, mix-up på den traditionelle udgang. Hvad der var mest utilgiveligt, var dog valget af ”Hangover” som del af sætlisten. Deres cover af den kendte Taio Cruz-sang var billige publikumspoint. Da det kun var minimalt den var assimileret i Alestorm-stilen, kunne den nærmest være skyldig i brud på ophavsretten. Især da en af deres teknikere, Paul White, kom og rappede iført hajhoved. Puha, sikke en rejse. Var man ikke vidne til det, var det måske svært at tro, at alt dette kunne henne på lidt over en time. Blandt papegøjer, hajer, ænder, rom, skeletter og masser af skabte minder var det som skrevet et hyggeligt indspark i Copenhells line-up. Ikke det mest veludførte, ikke det mest dybe, men i Alestorms tilfælde var der nok til at gøre koncerten acceptabel.
