Jamiroquai
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Tinderbox - Odense - 26.06.2026
Rumcowboy’en slog en klo i publikum og slap dem først fri efter forlænget spilletid
Det her, venner, er en af de koncerter, som man priser sig lykkelig for, at man fik valgt til. Tæt på perfektion fra et band, der kendte sin besøgstid, og så alligevel ikke.
Jay Kay… Den ubestridte frontfigur i Jamiroquai, som vi lærte at kende (og udtale uden at brække tungen) tilbage i 90’erne er tilbage på dansk grund. Det helt store spørgsmål var på forhånd, om han var iklædt en af sine karakteristiske og noget pudsige hatte. Dagens hedebølge dikterede umiddelbart så lidt hovedbeklædning som muligt, selvom skygge naturligvis er rart. Hatte har det bare med at holde på varmen, og det klarede den danske sommer så udmærket af sig selv. Ude og svinge syrejazzen og funken har Jay Kay og co. ikke været siden juletid, så Odense stod for skud denne slut-junidag i en omkransende skov.
En af den slags aftener
“Seven Days In Sunny June” sang Jay Kay tidligt i sættet. Ja, det var på sin vis meget passende, for multientertaineren glemte alt som tiden, da først der var lys i hatten og moves i futterne. Han kunne nok sagtens have spillet i syv dage, for der blev denne aften ikke sparet på langstrakte versioner med masser af groove og sjæl fra et band, der havde publikum i sin hule hånd fra start til slut. Jøsses for den perfekte spradebasse. Der må godt nok have været temmelig varmt i den joggingdragt, men det forhindrede ikke den gode Jay Kay i at lave alle mulige - og umulige - bevægelser i takt til musikken. Jo, han har den sgu stadig! Og ja, det var en af den slags særlige aftener, hvor man ikke kiggede på klokken.
En skør hat i en skør verden
Det ene velstemte nummer afløste det andet, og med fabelagtig balance mellem mellem de mange hits, så var der gang i festen helt uden døde perioder. “Little L”, “Alright” og ikke mindst “Too Young Too Die”, hvor sidstnævnte fik forsangeren til at beskue en plads med relativt mange unge, der ikke kan have være født, da “Emergency On Planet Earth”, “The Return Of The Space Cowboy” og “Travelling Without Moving” udkom i 90’erne. Jay Kay havde kortvarigt den bekymrede mine på. Som så mange andre amerikanske kunstnere på dette års Tinderbox, så måtte han også erkende, at der rundt omkring sidder de forkerte folk på magten. “I’m old, but look at you - you have to deal with this mess for a lot of year”, lød det fra lyshatten forud for “Too Young To Die”. Og ja, lad os så lige vende den hat. Som en hovedprydelse fra en indianerhøvding, så var der gang i alle mulige colorfulde variationer fra den. Mellem hvert nummer var Jay Kay lige ude og få den indstillet til et nyt regnbuefarvet angreb. Jeg lover jer, at en hat magen til, ja, sådan en har de mange gadesælgere uden for pladsen ikke lige en kopi af!
En gammel sombrero og en spritny sang
Blandt dansede og syngende publikummer, der tog både klapperytmer og sød tobak i brug, så var der bare generelt god stemning. Det er lige præcis sådan her, at man ønsker symbiosen mellem scene og plæne. Mens Jay Kay skifte indianerhatten ud med et par ørebøffer (ja, også med adskillige farvevarianter), så kylede en tilskuer en kæmpemæssig sombrero mod scenen, måske bare hvis Jay Kay skulle stå og mangle lidt til garderoben. Den kom dog ikke på hovedet, men til folks ører kom der til gengæld et nyt nummer i form af “Disco Stays The Same”, da der også snart er et nyt album på vej. Den vil jeg alligevel godt udfordre Jamiroquai på, for her var både lyden af klassisk Jamiroquai, som vi kender det, men også noget friskhed tilpasset 2026. Det var simpelthen møgfedt. Også denne sang var dejligt akkompagneret af storskærmens tilhørende og meget omskiftelige temavideoer. Virkelig godt lavet. Ja, det var faktisk i al denne helhed og herlighed, at man glemte tid og sted. Særligt førstnævnte havde Jay Kay heller ikke for godt styr på.
Et nostalgisk firkløver at gå hjem på
Da han efter en time fik kigget på det ur, ingen havde brug for, så måtte han konstatere, at man ikke ligefrem var foran i planen. Flere gange var han ude og dirigere både teknikken, produktionen og bandet, for det kunne sagtens have gået endnu mere over tid, end de tæt på 25 ekstra minutter (i forhold til programmet), der nu var gået. 12 numre på godt 100 minutter siger også lidt om, hvor meget swing og svung, der var i foretagendet. “Space Cowboy” føltes næsten som en hel symfoni. Den annoncerede spilletid var faktisk så godt som gået, da Jamiroquai manglede fire af karrierens absolutte sværvægtere. “Canned Heat”, “Cosmic Girl”, “Love Foolosophy” og “Virtual Insanity” (der var ikke tid til at lade sidstnævnte blive ekstranummer, så selvom den gode keyboardspiller havde rejst sig efter “Love Foolosophy, så blev han bedt om at blive siddende for ikke at føje yderligere tid til seancen) mindede os om de glade MTV-dage, hvor Jay Kay tog os med ind i sin futuristiske verden. Det gentog sig denne aften, hvor samhørigheden mellem bandet og beskuere var absolut ønskværdig!
Sætliste:
Don’t Give Hate A Chance
Little L
Seven Days In Sunny June
Space Cowboy
Alright
Shadow In The Night
Too Young To Die
Disco Stays The Same
Canned Heat
Cosmic Girl
Love Foolosophy
Virtual Insanity
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen