Who Killed Bambi

Koncertanmeldelse af Jonathan K Kristoffersen

Musikhuset - Aarhus - 18.06.2026

Smukt strygerensemble, stærke vokaler og et semi-uinspireret lysshow

Med hele syv gæstesolister gav Who Killed Bambi en smagsprøve på, hvad deres nye album kan, men også hvad de har at byde på alene.

På tidspunktet du læser dette, er det femte album fra Who Killed Bambi, “Monument”, allerede udkommet. Strygerensemblet har gjort sig en imponerende karriere ud af bl.a. at samarbejde med et bredt spænd af andre kunstnere. Konceptet tog især form i sammenhæng med albummet “12”, som indeholdt nye strygerbelagte versioner af diverse kunstneres sange med den givne kunstner på vokal. Herigennem skabte de nogle yderst flotte versioner af sange fra kunstnere som Lydmor, Eivør og Kellermensch. Det er også blevet til hele kollaborerende albums, som f.eks. “Drømme” lavet med jazzgruppen Hvalfugl. Det samme koncept fra “12” er tilbage igen på dette nye album dog på en meget større skala med hele 25 solister, der har været inde over double-pladen. Til denne release koncert, havde de et lineup af syv gæstesolister, som både gav versioner af sangene, der er på albummet, men også nogle af kunstnernes andre klassikere.

De engelsktalende

Koncerten lagde ud med kunstneren eee gee, som åbnede ballet med en vokal som var fuldstændig i top. Hendes sang ’Ballad of a Hitwoman’ er originalt allerede strygerbelagt, Silke Ekmann og Mathilde Helding fra WKB er endda krediteret på den i forvejen. Til koncerten blev nummeret dog opgraderet med et syvpersonsensemble, fuldendt med violiner, celloer, viola og kontrabas, som gjorde den endnu mere cinematisk end før. Mattias Kolstrup (som man måske kender fra Dúné) gik derefter på, og leverede en overraskende kraftfuld vokal på tværs af sine tre numre. Især på ’Emotional Support Animal’, som normalt er indspillet som duet med kunstneren Reveal Party, gjorde han fedt brug af sit helt dybe register, som kontrasterede flot med strygerne og korsangerens lysere vokal. Versionen af Dúné-sangen “80 Years” var også vidunderlig at høre i denne orkestrerede version i modsætning til den originale indierock sang fra 2006 – Kolstrups vokal har uden tvivl udviklet sig i løbet af de 20 år. Dernæst gik Selina Gin på, som hovedsageligt spillede sange fra hendes nyeste album, der nu egentlig er meget nede på jorden, men med Who Killed Bambi som opbakning blev de fortryllende på en helt ny måde.

De dansktalende

I anden halvdel af koncerten slog teksterne, for det meste, over i dansk. Indtil videre var der en vis barriere mellem publikum og musikere. En sanger dukkede op, spillede sine sange og gik igen uden knap at anerkende publikum. Sådan var det dog ikke da Steffen Brandt & Anne Hjort (som man nok kender fra TV-2) indtog scenen. Brandt tog sig tid til at fortælle små vignetter for at få publikum i stemning til deres forskellige sange. Han fortalte en historie om en kvinde, der aldrig helt forstod andre, og ingen forstod hende inden “Monas Solarium”. Ligeså blev der fortalt om en kvinde der havde ”fået stillet diagnosen blød” til “Hospitalet For Ødelagte Ting” og en mand, som havde sig ”et anfald af livsglæde” til “Kom Og Se, Far Danser”. Det var en tiltrængt inkludering af publikum i en koncert, der ellers til tider kunne virke lidt fjern. Efter dette gik Kira Skov på, som i bedste forstand lignede en heks, der lige var kommet tilbage fra at samle ingredienser til sin eliksir. Den heksede stemning, især på “Den Morgen” og “Harvest Brides”, arbejdede ubesværet sammen med det mere dystre strygerspil som WKB orkestrerede til. Hvis man ikke var bekendt med Kira Skov inden koncerten, var det næsten umuligt ikke at blive fascineret af og nysgerrig på hende efter den optræden hun gav. Til sidst fik Peter Sommer æren af at lukke ballet. Sommer forklarede, at han var blevet spurgt om han ville have ”den helt store lyspakke”, hvortil han fortalte at han havde besluttet sig for at omrokere hele scenen for at gøre plads til at have Palle Hjort med på klaver. Klaveret var også en velkommen addition til strygerne, men det er yderst forundrende, at Hjort slet ikke spillede under ’Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske’. Den sang manglede endda virkelig noget ekstra, så det er ærgerligt, at klaveret blev undladt. Den originale sang er allerede temmelig storslået i sit udtryk, som man skulle tænke let kunne kombinere med strygerne, men hvis noget blev sangen mere tam af det. Sangens ikoniske basstykke prøvede WKB’s kontrabassist ihærdigt at genskabe på sit kæmpe-instrument, men det havde ikke den store effekt, som man havde håbet. Til sidst gav Sommer en besynderlig halv version af “Valby Bakke”, som han startede med et vers i stedet for omkvædet som normalt, og inden han gik i gang med det sidste omkvæd, stoppede hele sangen for at WKB lige kunne sige farvel og reklamere for deres merch. Sangen kom lidt skævt tilbage med Sommer, der sagde ”så begyndte I at klappe”, i stedet for at synge omkvædet normalt. Den store klapsalve i takt til lyden af strygerne og Hjorts klaver var da også flot, men hvis man var fan af “Valby Bakke”, så blev man nok ret så skuffet.

Mellemstykker og lysshow

Limen, der holdt hele showet sammen, var selvfølgelig Who Killed Bambi selv. Imellem de forskellige kunstnere gik på, gav ensemblet nogle instrumentale numre hvor strygerne fik lov at skinne på deres helt egen måde. Der var blandt andet et mellemstykke hvor de to cellister placerede sig på stole helt forrest på scenen, i en konstellation der lignede, de skulle have en form for duel. Mere en noget andet, var det en dans mellem to yderst begavede musikere, og det var uden tvivl et teknisk højdepunkt.

Ovenpå al musikken var der gjort en del ud af det visuelle i koncerten. Under flere sange gjorde de brug af et stort gennemsigtigt lærred foran scenen, hvorpå der blev projiceret diverse ting. I denne anmelders holdning, var brugen af lærredet mere distraherende end hvad, det gjorde godt for. eee gee brugte det til alle sine sange med forskellige abstrakte motiver, der vagt passede til teksterne;

Mattias Kolstrup brugte det slet ikke; Selina Gin gjorde kun brug af noget lys; ved Steffen Brandt & Anne Hjort overtog det fuldstændig, til punktet hvor det skjulte ikke blot strygerne, men næsten også sangerne selv; og både Kira Skov og Peter Sommer gjorde sjældent brug af det. Koncerten kunne sagtens have haft godt af de visuelle teknikker, hvis de havde haft en mere gennemført visuel identitet og var mere gennemgående og konsistente. Især til Brandt og Hjorts sange var der ikke megen sammenhæng med hvad, der blev sunget om og hvad, der blev vist, hvilket var temmelig forvirrende. Til mellemstykkerne gav det dog mere mening med projiceringen, men det blev kun rigtigt brugt én gang, hvor et hurtigt instrumentelt stykke blev parret med hurtigt skiftende tegninger af mænd i den samme stilling, som langsomt ændrede sig over hele stykket. Man gik fra koncerten imponeret af musikken, men måske lidt forvirret over, hvad pointen med det visuelle egentlig var.

Sætliste:

Ballad Of A Hitwoman (eee gee)

Killing It (eee gee)

I Hear A String Quartet Everywhere I Go (eee gee)

They Only Met At Night (WHO KILLED BAMBI)

80 Years (Mattias Kolstrup)

Emotional Support Animal (Mattias Kolstrup)

Dry Lips (Mattias Kolstrup)

Room Of Requirement (WHO KILLED BAMBI)

I Managed To Believe (Selina Gin)

Oh My Heart (Selina Gin)

I See What You’re Fighting For (Selina Gin)

Martha From Upstairs (WHO KILLED BAMBI)

Monas Solarium (Steffen Brandt & Anne Hjort)

Hospitalet For Ødelagte Ting (Steffen Brandt & Anne Hjort)

Kom Og Se, Far Danser (Steffen Brandt & Anne Hjort)

Time Waits For No One (WHO KILLED BAMBI)

Den Morgen (Kira Skov)

Harvest Brides (Kira Skov)

Hollywood (Kira Skov)

The Flowers You Put In Soap (WHO KILLED BAMBI)

Begge Veje (Peter Sommer & Palle Hjort)

Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske (Peter Sommer)

Valby Bakke (Peter Sommer & Palle Hjort)

 Anmeldt af Jonathan K Kristoffersen

★★★★☆☆

Se koncertgalleriet her