TLC

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Tivoli - København - 12.06.2026

TLCs vandfald var langt mere charmerende end det, der åbnede sig fra oven over Tivoli

I silende regn indtog T-Boz og Chilli Plænen til en god times 90’er-magi og skarpe dansemoves

Kan du huske MTV? Kan du også huske, da MTV viste musikvideoer? Var du modtagelig for disse tilbage i 90’erne, så kan du ikke have undgået at støde på TLC. Sammensat af pigetrioens alter-ego-forbogstaver “T-Boz”, “Lefteye” og “Chilli” erobrede verdens måske nok mest succesfulde girlband inden for hiphop og R’n’B masser af fans på ingen tid. Det blev til fire studiealbums, inden Lisa Lopes (Lefteye) i al for ung en alder afgik ved døden i et biluheld i 2002. Herfra skulle der gå 15 år, før der igen kom nyt fra TLC via et fanfinansieret album, der stadig er sat til at være det sidste og en slags konklusion på hele TLC-rejsen. Heldigvis har vi dem stadig i live-udgaven, og den er slet ikke så tosset endda.

DJ, get lost!

Aldersspredningen på aftenens fremmødte fortalte, at nogle må have været med helt fra starten, mens deres afkom nok har ladet det dryppe på sig, så arvefølgen var sikret. Apropos dryppe, så var det et vådt Tivoli, der var vært for de to tilbageværende medlemmer Tionne Watkins og Rozonda Thomas samt deres DJ, backingmusikere og deres dansere. Regnen havde bidt sig fast og fik iklædt folk i regntøj, men humøret og forventningen kunne skyllerne ikke slå ihjel. Det var den medbragte DJ ellers lige ved at gøre for denne signaturs vedkommende, for bedst som TLC var blevet introduceret, så overtog en entusiatisk pladevender mikrofonen, og ville have folk til at “wave their hands in the air” og sige “Hoo Hoo”. Frygtelige flashback-scenarier fra Lauryn Hill på Heartland og Eve+Nelly på Jelling truede med at gentage sig, men udeblev dog heldigvis, for denne DJ nøjedes med 5 minutters selviscenesættelse og bakkede derefter baglæns. Pyha!

Det upæne var højdepunktet

Ind kom T og C (fristes man til at sige) til en hyldest som få. Ret hurtigt fik de pilen peget i retning af nogle solide hiphop-toner til “Ain’t Too Proud To Beg” og blev i det rappende og fyrige lag gennem koncertens tre første numre. Det er alligevel sådan med TLC, at jo mere melodiøsitet de kan kaste i numrene, jo større hits skulle de ende med. Første smagsprøve på den påstand fik vi på “Red Light Special”, der stammer fra den helt store gennembrudsplade “CrazySexyCool”, hvor alle fire udgivne singler endte i top 5 på Billboard Hot 100. Her strømmede T-Boz’ stemme ud som ren creme, og løs præcis lige så dyb og sensuel, som dengang for over 30 år siden. Hvis man troede, at det ikke kunne blive vildere, så måtte man tro om. Aftenens højdepunkt indtraf under “Unpretty”, som dengang tegnede et billede, der med tiden blot skulle blive udfordret yderligere. Et opgør med perfekthedskulturen i en tid, hvor der ikke fandtes sociale medier, og det voldsomt catchy sang med noter af folk og alternativ rock var denne aften nedtonet, som pigernes vokaler stjal showet - lige indtil sidste omkvæd, hvor beat og trommer fik lov at lyde, som de gør på “FanMail”-pladen fra 1999.

Pauseklovne

Kort efter blev sangerinderne sendt til pause, så dansere og musikere kunne komme til deres ret. Det mindede lidt som amerikanske reklamepauser på tv og igen frygtede undertegnede, at vi skulle igennem et dødvande af lir og tidsudtrækning. Det fungerer bare ikke i europæisk målestok, da vi simpelthen er for veludviklet et publikum til ikke at kunne kalde “fyld”, når vi bliver udsat for det. Efter små fem minutter slap vi for yderligere tiltale fra DJ og akrobater, og T-Boz og Chilli kom retur til det man i disse VM-tider kunne kalde 2. halvleg. Et to-nummer medley af “Silly Ho” og “Fanmail” inden vi blev taget “Way Back”, som alligevel faktisk ikke er så lang tid siden. Sidstnævnte er den sang, der ligesom står tilbage fra det føromtalte seneste album fra 2017, og har selveste Snoop Dogg med på vokal. Han var dog ikke hevet ind denne aften, men det er i min optik også godt det samme.

Hittungt sidste kvarter

Det var nemlig T-Boz og Chilli, der var aftenens hovedpersoner. De har deres stemmer intakt, de har deres attitude, og så kan Chilli danse, som var hun stadig et lille nips af en teenager. Aftenen blev rundet af med en sand hit-parade i form af trekløveret “Creep”, “No Scrubs” og “Waterfalls”. Godt nok med en intro til det midterste nummer, der stak noget af. En længerevarende forklaring på, hvad en “scrub” egentlig er, og en brandtale til de børn af hunkøn, der havde taget plads helt oppe foran scenen. “Tag jer i agt”. I gang kom nummeret omsider, og så skal jeg da lige love for, at mobiltelefonerne trodsede regnen og lyste om kap med Tivolis markante lamper i det tiltagende mørke.

Det blev til en god times sang og musik, hvis vi skærer DJ-pjanken væk, og der var vist ingen tvivl om, at de to sangerinder nød hvert et sekund. Jeg var i den forbindelse meget overrasket over den omgående symbiose mellem publikum og aktører på scenen. Selv i et gennemblødt Tivoli kunne TLC ikke gøre noget forkert, og der blev sunget og danset i regnen. Der blev godt nok peget fingre ad himlen, men ikke på grund af de tusinde dråber, men i retning af Lisa Lopes, der må sidde deroppe og være tilpas over, at TLCs musik stadig lever. T-Boz og Chilli lod vide, at de med den support altså var nødt til at komme retur til Danmark. Det var publikum enige i. Jeg kan også godt tåle et gensyn, men så lad for Guds skyld DJ’en blive hjemme!

Sætliste:

Ain’t Too Proud To Beg

What About Your Friends

Baby-Baby-Baby

Red Light Special

Diggin’ On You

Unpretty

Kick Your Game/Girl Talk/Hat 2 Da Back

TLC Dancer Dance Break

Silly Ho/Fanmail

Way Back

The Case Of The Fake People

Creep

No Scrubs

Waterfalls

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★☆☆