TV-2
Koncertanmeldelse af Jakob Egerup Edut
Musikhuset - Aarhus - 07.10.2026
Danmarks kedeligste orkester blev lige lidt kedeligere
På vej ud af Musikhusets store sal overhører jeg to mænd:
- Jeg var da lige ved at falde i søvn, men så vågnede man lige, når de spillede de gode gamle, siger den ene jovialt.
- Ja, det er ikke ligesom med Randers FC. Der kan man altid gå, hvis de er bagud 4-0 ved pausen, lyder det skarpt retur.
For vel kom vi da godt i mål. Med taktfast klappen, hujen og stående applaus, mens de første kærester blev forenet på månen i den efterhånden 20 år gamle banger. Men vejen til månen er som bekendt lang, og denne aften føltes det i perioder vitterligt som lysår, der skulle overkommes i selskab med det ellers så hyggelige, sortklædte orkester med en lun Niels Hausgaard-light i front.
Alt for meget strøm
Bandet havde lovet en koncert, der var “akusti …sk,” som de selv tvetydigt kaldte aftenen. Kendetegnene ved akustisk er jo som bekendt, at musikerne spiller på akustiske instrumenter, at lyden er blødere og mere rå og at stemningen er intim med fokus på vokal frem for store effekter. I Musikhusets store sal, med plads til knap 1.600 gæster, og med alle instrumenter sluttet til forstærkning og et gevaldigt lyssetup, var det svært at forstå dette løfte som andet end et marketing-greb.
Men hvor formen måske kunne skuffe lidt, skulle glæden ved bandets enorme sangskat gerne løfte oplevelsen. TV-2 er, som Musikhuset skriver, et af de største danske bands nogensinde, og med 4 sange på DR’s top 100 liste, er der jo nok noget om snakken.
Den folkelighed og det opsparede overskud blev dog vekslet til en noget tvivlsom setliste, der indeholdt rigeligt med deep cuts til, at den blev mere for connaisseuren end for lægmanden. Tre numre fra nyeste album, “Som om vi ikke har mere at sige…” fra 2025 havde fundet vej til listen, og især duet-hittet “Som Om” blev taget rigtig godt imod - ikke mindst takket være den sprøde vokal fra sangerinde Anne Hjort, der overtog Mumles del af vokalen denne aften.
Alt for lidt samspil
Og det var da også de to ‘gæster’ på scenen, der både brillerede og løftede Verdens Lykkeligste Band. Førnævnte Hjort med sin bløde, varme og dybe vokal, der rummer en inderlighed, som Steffen Brandts aarhusianske spoken word-stemme nu engang aldrig har haft eller får. Desuden tævede Peter Dencker fire forskellige klaviaturer i en grad, så synth-strygerene flød allerhøjest i mixet og en perkussiv Hammondorgel-solo udløste spontane klapsalver fra hele salen.
Desværre rammer det lykkelige orkester ikke helt den musikalske flyvehøjde mere. Vel er det en kunst fortsat at stå på scenen i samme konstellation, som bandet blev skabt i for 46 år siden, men det er også helt utroligt, hvor lidt sammenspil og dynamik, der er på scenen. Det tvinger fortsat Brandt ud i onkel-jokes om problem-grævlinge og lokale tøhø’ere som “Kom så de ri’e” henvendt mod de lokale grundejere fra Risskov.
Alt for meget snak
Vi kunne have haft en hyggelige, håndspillet akustisk aften med intimitet, fællessang og spilleglæde, men endte i stedet med en forstillet giga-intim-koncert, hvor alt var elektrificeret og kuriositeter fra et alenlangt bagkatalog blev hevet op af posen og luftet for de få. Undskyld hvis det er det, I går til TV-2 koncert efter. Det gør jeg altså ikke. Det her var hverken fugl eller fisk. Hverken nærvær eller folkefest. Men en aparte blanding af begge udført af et mekanisk spillende orkester med enkelte livlige indskiftere udefra, en udstoppet problem-grævling på scenekanten og en ærke-aarhusianer der sang David Bowie og fortalte platte jokes. Kun enkelte gange bed Brandt fra sig. I en kort, sylespids kommentar nævnte han, at bandet havde været med til at spille 110 millioner ind ved et velgørenhedsshow for fattige børn - cirka samtidig med at minkavlerne fik tidelt 30 milliarder kroner i erstatning. Med denne svada om prioriteringer gled han klædeligt olmt ind i “De Græder i Jylland.”
Alt for lidt klassisk
Og at der stadig er bid og relevans at hente i Brandts pen er jeg egentlig ikke i tvivl om. Kom med det. Personligt håber jeg blot, at TV-2 vil genoverveje, hvordan de forvalter arvesølvet ude på livescenerne. At have skrevet klassikere, der i den grad nu er folkeeje, forpligter jo nærmest grænseløst. Vi vil gerne høre numrene fortolket og leveret anderledes, men lad det for guds skyld ske ærligt, ambitiøst og med spilleglæden intakt. Vær mere Cohen end Kandis. Mere Nick Cave end Kato. Så skal vi nok være der og heppe fra start til slut, for Danmark og TV-2 er jo Venner for Livet, og når Brandts revsende tekster, Gauls legende trommer, Olesens pocekt-bass og Lerchenfelds bluesy riff rammer lige i bamseøjet, så er vi jo Nærmest Lykkelige. Kom nu igen, spil så det ligner det vi kom her for, og som måske var meningen engang.
SETLISTE
Bag Duggede Ruder
Tintin i Tibet
Småt Brændbart
En salme for De Tunge
En Sommer For Alt For Længe Siden
Kom Og Se Far Danser
Jeg Skulle Have Været Din Sommer
De Græder i Jylland
Monas Solarium
Nærmest Lykkelig
Randers Station
Kom Lad Os Brokke Os >> Turbo
Tidens Kvinder
Go Tur Hjem
Fald Min Engel
Venner For Livet
Hele Verden Fra Forstanden
Kys Bruden
EKSTRANUMRE
Heroes (David Bowie cover) >> Lanternen
Som Om
De Første Kærester på Månen
★★★☆☆☆
Anmeldt af Jakob Egerup Edut
Se koncertgalleriet her