Scarlet Pleasure

Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen

Royal Arena - København - 03.10.2026

Popprinserne bragte Y2K-lyden ind i en TikTok-era

Der blev både brugt champagneflasker, palmetræer, kor og dansere, da Scarlet Pleasure indtog Royal Arena. Det var den helt store popparade, hvor der tilmed blev brugt lidt for meget energi på at skabe videomateriale.

Scarlet Pleasure kan vel efterhånden karakteriseres som et stykke dansk musikhistorie. I over et årti har de været fast inventar på radiokanalerne, playlisterne og festivalerne i det danske land, og lørdag aften spillede de deres første og eneste koncert i 2026 for et udsolgt Royal Arena. En stor opgave, som de løste med ydmyghed, overskud og en velsammensat liveoptræden, der tog os fra den spæde start i 2014 op til den nyeste udgivne single. Da Emil, Joachim og Alexander træder ud på arenaens store scene, er de alle iført solbriller. Det kunne måske tolkes som lidt arrogant og som noget, der kan skabe yderligere distance mellem dem og publikum i et allerede stort rum. Under aftenens første nummer, ”Fade In” stiller forsanger Emil Goll sig som midtpunkt for en cirkel af unge korsangerinder. Foruden solbrillerne er han iført en hue, skindjakke og jeans, og både hans look og stærke, lyse vokal ville få 2004-udgaven af Justin Timberlake til at ryste i bukserne. 

Konstant jagtet af kameramænd

Sceneshowet er simpelt og stilet. Den tre mand store gruppe har i aften fået selskab af en guitarist, men det er stadig en stor scene for fire mænd at fylde ud. Derfor er det smart tænkt at lave en halvcirkel af LED-skærme for at fylde lidt af pladsen og luften ud. Samtidig kører der mere eller mindre en live koncertstream på bagvæggens skærm. Der er flere kameramænd i spil for at få samtlige vinkler af drengene med, og det er da også en god måde at gøre oplevelsen mere nærværende for de publikummer, der må nøjes med at sidde på de billige rækker, bevares. Men hvis man fjerner blikket fra skærmen og i stedet kigger ned på selve scenen, bliver det en smule forstyrrende for oplevelsen, at der konstant går en til to sortklædte kameramænd rundt på den oplyste scene. Emil smider som den første af Scarlet Pleasure-drengene solbrillerne, og i samme ombæring åbner han sin jakke, hvilket afføder et lyst og skingert skrig fra salen. Man kommer ikke udenom, at de er den fulde poppakke med lige dele talent og udseende i deres favør, og de er tydeligvis heller ikke bange for at omfavne det og stå ved det. Men på trods af, at det nemt kan betragtes som arrogant at gå i bar kasse og solbriller indenfor, udstråler de alligevel masser af charme og nærvær. De er alle storsmilende. Emil interagerer med flere af de forreste publikummer, mens Alexander spadserer trampende rundt bag sin bas. På nummeret ”Limbo” lyser LED-skærmen op i lyseblå toner, da en videomontage af et bølgende hav omkranser den dem på scenen, og man kan med fordel læne sig tilbage og tænke på varmere dage. På den nye groovy single ”Wide Awake” får de besøg af den helt grønne artist SHARMA, som gør et imponerende arbejde med at optræde side om side med de erfarne herrer. Nummeret får en flot modtagelse fra publikum af et nyt nummer at være, men det er på det næste nummer, ”Deja Vu”, at fansene virkelig får vist deres dedikation. Da Emil begynder at synge åbningslinjerne a cappella, bliver han overdøvet af publikum i en sådan grad, at han helt pensionerer sig selv som sanger for en stund og i stedet falder ind i rollen som kordirigent for hele den syngende sal. Det er numre og øjeblikke som dette, der minder en om, hvor imponerende mange hits Scarlet Pleasure har, og som fuldt ud berettiger, at de kan fylde hele salen ud.  

Den spæde start under palmerne

Efter en lille gåtur befinder de sig ude på den lille scene i midten af Royal Arena. Den bliver ofte brugt, når kunstnerne gerne vil skabe et mere intimt og nærværende øjeblik – så meget som man nu kan i Royal Arena – og det er præcis det, Scarlet Pleasure også udnytter den til. Det lille kvadrat er pyntet op med palmetræer og diskolys og er tydeligt inspireret af både lyden og udseendet på deres første album, ”Mirage”, fra 2014. Og det er netop også sange fra debutalbummet, der får liv på det diskooplyste kvadrat i midten af arenaen her 12 år efter dets fødsel. Den tropiske R&B-inspirerede lyd fra albummet får ekstra percussion i form af bongotrommer og trækker i det hele taget tråde til varmere himmelstrøg, hvilket også reflekteres i tekststykker som ”Under the palm trees we got faded” og ”let’s dance in the ocean waves”. Hele lydbilledet og produktionen skiller sig ud fra resten af deres musik. Det er mere minimalistisk og bærer præg af deres spæde start, og netop derfor var det et klogt træk at udvælge netop ”Mirage”-numrene til at blive fremført her. Som ægte Hollywood-stjerner bevæger hele bandet sig gennem publikumsmængden tilbage op på hovedscenen igen til introtonerne på ”Discoteca”, hvor de får hjælp af en hel håndfuld dansere til at udføre den Macarena-inspirerede dans. På ”Lamborghini” kommer trommeslager Joachim endda frem for at danse foran sit trommesæt. Det er et skift i energi, og hele viben med danserne, den minimalistiske scene og det skarpe lys skaber lidt følelsen af, at vi er vidne til en live-tøjreklame. Denne del af koncerten fungerer utroligt godt som blikfang og har sikkert kastet flotte billeder og videoer af sig, men det bliver også en smule sterilt og upersonligt. Det prøver Emil dog at kompensere for, da han før nummeret ”Reflection” fortæller en følelsesladet anekdote om en død farfar og om, hvordan sangen er dedikeret til hans kæreste. Han fremfører sangen alene, og er kun udstyret med en guitar og et spotlys. Det er et øjebliks kontrast til den stilede coolness, som ellers lige har båret segmentet før, og virker meget oprigtigt og fint. Men så sødt et øjeblik, som det er, bevæger de sig også hastigt videre i teksten og tilbage til det storslåede popshow.

00’er-poppen som hovedtema

”Wanna Know” og ”Heat” fra deres 2016-album, ”Youth Is Wasted on the Young”, er på mange måder Scarlet Pleasure, når de er allermest Scarlet Pleasure. Det vækker for alvor minderne om lyden af 00’ernes popunivers og viser, hvad popmusik kan, når det er godt. Y2K-stilen gennemsyrer generelt aftenens koncert, men særligt valget om at have livestreamen af koncerten kørende i baggrunden minder os samtidig om, at vi trods alt lever i 2026, hvor alt helst skal kunne dokumenteres og filmes hele tiden. Det bliver uden tvivl en flot koncertfilm, hvis det er planen, at den skal udkomme, men til tider stjæler kameraerne lidt for meget af deres opmærksomhed, hvilket er på bekostning af de betalende gæster, der er i salen. Til ingens overraskelse slutter aftenen af med ”What a Life”. Det giver egentlig god mening, at netop Scarlet Pleasure har skrevet titelsangen til en af de største danske film i nyere tid, særligt når både filmen og sangen hylder den danske ungdom. Der bliver lagt op til den helt store finale, da danserne igen bliver inviteret tilbage på scenen, og røgkanonerne konsekvent kaster høje skyer op fra scenegulvet. De forreste publikummer bliver godt gennemvædet, da danserne hiver champagneflasker frem og begynder at sprøjte omkring sig på en måde, der havde gjort Jeppe K stolt.

Scarlet Pleasure fremstår i Royal Arena som en artistisk helstøbt og formfuldendt udgave af dem selv. De beviser, at en god liveproduktion ikke nødvendigvis behøver at betyde stor, større, størst, når den blot er skarp og stilren. På mange måder er de dansk pop, når det er allerbedst og skarpest, men desværre tager det en smule fra oplevelsen, at der bliver brugt så meget energi på at lave videomateriale.

★★★★☆☆

Anmeldt af Anna Sofie Petersen

Se koncertgalleriet her