Claus Hempler

Koncertanmeldelse af Jakob Edut

Musikhuset- Aarhus- 15.10.2026

Hempler, han er for cool

Dem, der ville det, fik uden tvivl præcis det, de drømte om, da Danmarks svar på Cohen, Cave og Bowie - sammensmeltet i én 56-årig popsanger fra Fyn - svøbte Musikhuset i blåt lys og en kølig, knugende, karismatisk kærlighed til lyrikken og livet.

Tonede briller. Tilbagestrøget, skulderlangt hår. Indsugede kinder. Mørkt jakkesæt knappet ned til brystbenet. Klædt på som Nick Cave og med en dyb croonerstemme som Leonard Cohen mødte en veloplagt Claus Hempler op på Musikhusets store scene for at vise Aarhus, hvorfor han er mindst lige så relevant i 2026, som da han havde sin storhedstid med Fielfraz i halvfemserne.

Med sig havde han en powerhouse-kvartet bestående af Mika Vandborg på helteguitar, Kasper Rasmussen på bas, synth og guitar, Jesper Elnegaard på trommer og Mikkel Damsgaard på keys. Veloplagte og velspillende blandede bandet vellyd og weltschmerz i et finurligt potpourri, der både fik publikum til at tænke, tude og trække på smilebåndet.

Skrøbelig/Uovervindelig

Med sine 56 år, som far til en fireårig og med et seks måneder gammelt album i ryggen havde Hempler i den grad noget på hjerte. Selvfølgelig på rigsdansk, som den modne poppoet har valgt at udtrykke sig på, siden han i 2018 deltog i TV 2-slaskeren »Toppen af Poppen«.

Han delte gavmildt ud af buketter af sprogblomster – i særdeleshed i de nyeste skæringer – men også mellem numrene, hvor stemmen blev nærmest skrøbelig, snøvlende og stammende. En komplet kontrast til den kraftfulde røst, som samtlige numre blev leveret med.

Da et par indfandt sig en halv time efter koncertens start, gik det heller ikke fynboens næse forbi. Også de fik en hilsen med fra scenen, ligesom han gentagne gange ytrede, at Aarhus var et skønt sted at spille.

Hempler ejede scenen, og i samfulde to timer var det nærmest umuligt at slippe den spinkle maestro med øjnene. En imponerende stage presence, som kun få andre danske kunstnere mestrer.

Vristspark i skridtet

Men sådan en aften bliver trods alt lidt lang, når croonerregisteret ligger og roder rundt inden for samme oktav. Det er meget mere af det samme, men helt igennem lækkert.

Hempler er nærværende og ærlig med sin dybe vokal. Ordene er fuldgode og fulde af mening. Ikke en sætning er placeret forkert, og når han nævner Inger Christensen som inspiration, flyver tankerne på sommerfuglevinger tilbage til den mesterlige digter, der i metrik og ordvalg var en af de største litterære stemmer inden for europæisk modernisme.

At kunne tage stort set intet og puste det op til alt er et af Hemplers gyldne kort. I hans verden er alle ord vigtige, og på »Ordensduks i Ingenmandsland« (2026) bliver selv et »vristspark i skridtet og et whiplash i nakken« til sangbar poesi, vi kan synge med på.

Store sals forbandelse

Det klædte dog kaoscrooneren, når han overlod scenen til sine dygtige musketerer, der svingede håndvåben og korstemmer, som gjaldt det livet om at gøre.

Mika Vandborg, der stadig bærer sit ikoniske fuldskæg, som var det en omvendt Tinka-hue, løftede på »Gammel Travhest Takker Af« sin heltesolo til højder, hvor selv salige Prince ville kippe med den lilla hat. Hempler replikerede stilfærdigt, at Vandborg ikke var den dårligste guitarist, der var kommet ud af Åbyhøj.

En enig lydmand med det ikoniske navn Neil Young drejede så hårdt på knapperne, at denne anmelder aldrig før har oplevet så højt et lydtryk i Musikhusets Store Sal.

Og salen, der var tæt på at ramme sin kapacitet på 1.588 gæster, er en diabolsk størrelse. Dybt sunket ned i de bløde, blå sæder giver den ikke som sådan anledning til, at publikum involverer sig i showet. Fællessang skal orkestreres fra scenen, hvis den skal opstå.

Og når man hedder Claus Hempler og mestendels kun ser ud til sin egen næsetip, så ryger samspillet med publikum sig en tur. Men når ordene er så stærke, og leveringen så kompromisløs, tilgiver man gerne, at Hempler ikke ligefrem opfinder nye måder at underholde sit publikum på. Ærgerligt, at koncerten ikke var rykket til det nye Train, der med samme kapacitet kunne have givet en langt mere nærværende oplevelse og mulighed for at blive revet med af de rockede melodier.

Lun, men aldrig lunken

Over en iskold Ceres Top blev aftenens musikalske pletskud fordøjet. Min ledsagerske mente, at det var en koncert i topklasse, og jeg var tilbøjelig til at give hende ret.

Vi strøg hjem og genhørte nærmest hele den nye skive, og selvom leveringen på albummet er noget mere tør, end den fremstår live, er sproget SÅ godt, at numrene matcher både C.V. Jørgensen og deslige i velfortalt, vemodig skønhed.

Jovist skal du kunne tro på illusionen om, at en 56-årig familiefar fra Højby også er en fandens karl, en martret storbypoet og Årets Mand. Men i Hemplers lune – og aldrig lunkne – selskab er man klar til at smide paraderne og tage melankolien ind med et stille smil.

Live løfter numrene sig som sorte svaner, der i flok viser os vejen mod den skyfri horisont. Komplet med klagende kald, knastør humor og en ironisk distance, der er så nærværende, at luften næsten dirrer.

En musikalsk stiløvelse, der altid slutter på et break og et blackout, men som sidder i sjælen, længe efter at den sidste tone er klinget ud.

★★★★★☆

Setliste

  1. Lukket Fest

  2. Navnet er Hempler

  3. Forsanger

  4. Den Svære Toer

  5. Juniorsenior

  6. Tung Tweed i Juli

  7. Skyfri Horisont

  8. Årets Mand

  9. Gammel Travhest Takker Af

  10. Op

  11. Rockstardagbog/Spamfilter Blues

  12. Sour Cream & Onion

  13. Jeg Drømmer Om En Sang

Ekstranumre

  1. Inden For Skiven

  2. Lang Lang Dans

  3. Ekstranummer

Anmeldt af Jakob Edut

Se koncertgalleriet her

Next
Next

TV-2