The Minds of 99

Koncertanmeldelse af Viktor Emanuel Frost Vajhøj

Jyske Bank Boxen - Herning- 20.03.2026.

Konger uden kant: The Minds of 99 manglede gnisten i Boxen

The Minds of 99 leverede en ret forglemmelig koncert med enkelte højdepunkter for et brølende publikum i Herning.

Man kan med is i maven sige, at der ikke er nogen danske bands, der kan hamle op med The Minds of 99’s popularitet gennem det sidste årti. Siden, de brød igennem med deres selvbetitlede debutalbum, er det kun gået én vej: udsolgte koncerter, utallige streams og en til tider sektlignende fanskare. Scenen i Boxen er der knap nok gjort noget ud af. Der er intet andet end de instrumenter, der skal spilles på, men til gengæld kompenseres der med et gennemført og utroligt imponerende lysshow, der kun bliver federe, som koncerten skrider frem. Åbningsnummeret “Ung Kniv” og publikums reaktion på denne eksemplificerer ret godt, hvor The Minds of 99 er som band. Allerede fra første tone af sangen brøler de 15.000 i publikum med, og de fortsætter, til sangen er slut. The Minds of 99 er nået til et punkt, hvor de ikke længere selv behøver synge sangene. De kan egentlig bare spille halvanden times instrumental version af deres numre og lade publikum klare resten.

En sætliste uden retning

Et af aftenens højdepunkter er den netop udgivne “Det Der Udenfor”. En sang der, uden tvivl, er inspireret af Phlake og deres alter ego, Mercedes the Virus. Niels Brandt har aldrig set så cool ud, som når han leverer omkvædet i en brandvarm Boxen. Omvendt falder “Lange Dage Korte År” igennem som ensformig og uden det nødvendige bid i omkvædet. Dette bringer mig til sætlisten. At man starter en koncert med to nye sange og har hele fem nye med, samtidig med at man ikke spiller nogle af deres mest kendte sange, er utroligt punkagtigt, men sætlisten hænger bare ikke sammen. For mange ikke-udgivne sange, for lidt af deres andre kæmpe numre, som for eksempel “Det er Knud, som er død”, der slet ikke er at finde på setlisten. Samtidig er åbningsnummeret “Ung Kniv” mere en lukker end en åbner, og slutnummeret “Som Fluer” får på ingen måde brændt scenen godt og grundigt af. Der er kun én ting at sige: Fyr hvem end, der har været i spidsen for sætlisten.

Er gnisten ved at forsvinde?

Noget af det mest slående ved koncerten er dog bandets position i branchen. The Minds of 99 er nået til et punkt, hvor de kan tillade sig at stå næsten stille og lade publikum gøre arbejdet. Det er imponerende, men også problematisk. For hvor man tidligere oplevede en fandenivoldsk energi, nærmer det sig nu noget mere poleret og ufarligt, næsten som et stadionband for hele familien. Man savner risikoen, intensiteten, det uforudsigelige. “Solkongen” bliver et godt eksempel på den udvikling. Jeg har med mine egne øjne set Niels Brandt blive hejst op over publikum i Parken. Akkompagneret med intet andet end klaver leverede han fra 25 meters højde et uforglemmeligt moment i dansk musikhistorie. Nu fremstår det næsten som en fejlfri Spotify-afspilning, og det er skuffende. Det er dog ikke kun negativt at berette om. “Hurtige Hænder” blev for første gang i lang tid spillet i sin originalversion, hvilket, ironisk nok, gav et nyt pust til en sang, som alle kender. Udover denne er “Stor Som En Sol/Flad Som En Pandekage” et vendepunkt i koncerten. Nu begynder de faktisk at ligne nogen, der gider være der, og som lægger energi i det, de laver. Generelt er det svært at ryste følelsen af, at noget mangler. Publikum skal flere gange opfordres til at engagere sig, og forbindelsen mellem scene og sal føles ikke altid nærværende. Det er, som om bandet leverer varen, men uden at række ud efter noget større.

Samlet set fremstår The Minds of 99 som en bokser, der har siddet for længe på tronen. De er stadig blandt de absolut bedste, og måske er det netop derfor, de mangler modstand. Men uden den modstand risikerer de også at miste den gnist, der engang gjorde dem ustoppelige.

Anmeldt af Viktor Frost Vajhøj

★★★☆☆☆

Se koncertgalleriet her