Hej Matematik

Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen

K.B. Hallen - Frederiksberg - 13.03.2026

Partybussen fra provinsen besøgte hovedstaden, men der var ikke benzin nok på vognen

Efter ti års pause kunne Søren og Nicolaj Rasted endelig stå foran et live publikum igen. Det endte i en fadølsbrusende drøm, men der var en del vanskeligheder på vejen.

Gulvet klistrer allerede før showstart. På salens gulv flyder det med shortsrør og fadølsholdere af pap. Hele rummet lugter sødt af alkohol. Der er ingen tvivl om, at aftenens gæster i KB Hallen er kommet for at skyde weekenden godt i gang. De var da også blevet hypet godt op af supportkunstneren Emil Lange. I ægte halbalstil spillede han et soundtrack af folkelige festnumre, der havde gjort enhver håndboldspiller klar til kamp. DJ-pulten erstattes af et tosidet klaver, som står forrest på scenen i et klart, hvidt spotlys. Hej Matematik sagde farvel og tak for 10 år siden ovenpå en respektabel popkarriere og to albums. Nu er de tilbage på scenen, endda med ny musik i ryggen.

En poppet neo/noir-film

Da nevø og morbror, Nicolaj og Søren Rasted, kommer ind, er de iklædt matchende jakkesæt. De tager plads overfor hinanden ved hver deres klaver og badet i det kolde lys åbner de aftenen med en stripped down version af “Legendebørn”. Sørens mørke klang akkompagneres flot af Nicolajs lyse toner og det er allerede her, vi ser deres klart bedste træk som gruppe: Deres tostemmighed. Udtrykket er gennemført minimalistisk og monotont. De sorte jakkesæt falder næsten i ét med det sorte bagtæppe, som hænger lige bag dem. Under nummeret “Vi Burde Ses Noget Mere” hører vi det fulde band, men vi får dem endnu ikke at se fremme i spotlightet. Da det selvbetitlede nummer “Hej Matematik” starter, træder guitaristen og bassisten endelig frem foran tæppet til Søren og Nicolaj. Også de er iklædt Hej Matematik-uniformen, sort jakkesæt, hvid skjorte og sort slips. Sangens bro bliver afsluttet med en dramatisk korsats og fire kridhvide keglelys oplyser de fire musikere. De holder armene ud i korstegn og kigger op i lyset, som var de Jesus selv, der blev hidkaldt til himlen. Lysene slukker og bagtæppet falder endelig, for at afsløre resten af scenen. Det ændrer dog ikke meget på udtrykket, der stadig er yderst minimalistisk og monokromt i sort og hvidt.  

Den friske gymnastiklærer og de trætte publikummer

Nicolaj træder tilbage bag keyboardet og bliver en bikarakter til Sørens opvisning under sangen “Gymnastik”. Den efterhånden ret gråskæggede Søren Rasted knapper op for jakken og smider den. Fra scenekanten kommanderer han publikum, som en streng idrætslærer. 1-2, 1-2, beordrer han, med en fodboldfløjte i munden. Han hopper ivrigt og enkelte dele af publikum adlyder, men det er tilsyneladende svært at få gang i de fadølsdrikkende gæster, hvor de fleste kun lige præsterer at vippe hovedet med én hånd i lommen, den anden om fadølskruset. På det Ankerstjerne-featurede nummer “Det Bliver En God Dag” bytter Rasted og Rasted plads, så Nicolaj kommer frem i fokus. Rollen som frontman lader til at falde ham mindre naturligt end hans scenevante morbror. Det lyder mest af alt som om han prøver at kopiere Ankerstjernes måde at tale-rappe på, og han virker generelt en smule stiv og utilpas på scenen. Hans vokal er ellers stærk i de højere, lysere toner, hvilket han demonstrerer til sidst i sangen. Det er heller ikke længe Nicolaj forbliver i hovedrollen, før han igen stiller sig bag sit keyboard. At være centrum for opmærksomhed er dog ikke noget problem for Søren, der tydeligt nyder at være tilbage på scenen. Når han ikke hopper Duracell-agtigt rundt på scenekanten, går han ned for at highfive publikummerne på forreste række.

Strobelys, børnekor og basarm

Nicolaj ender med også at smide sin frakke og virker faktisk mere løssluppen og behagelig til mode bag keyboardet. Søren tager ofte et par skridt tilbage for at stille sig ved hans side, som for at markere at de er ligemænd i projektet. De to nye singler bliver taget relativt pænt imod af publikum. Det første har titlen “Soundtracket Til Vores Ungdom”, og publikums alder taget i betragtning har Hej Matematik nok været netop dét. På “Mig og Martin Olsen” præsenterer Nicolaj et kor af “byens sejeste børn”, som han fortæller er hans egne unger og deres venner. Alle børnene er lige blonde og iklædt sort, og passer visuelt godt ind i det monotone sceneshow. Sangen er nok en af deres mest energifyldte numre og børnekoret udgør en kontrast til de tunge rocktrommer. Her virker Nicolaj faktisk til at være mest i sit es, når han agerer korleder for de seje børn.

Da introen til “Ik Ordinær” starter, begynder to kvinder ved siden af mig at pifte og vifte med armene i en sådan grad, at jeg må rykke mig et skridt bagud for ikke at få en albue i hovedet. Men når man ser rundt i salen, lader de til at være lidt alene om det niveau af entusiasme, hvor de fleste publikummer stadig står let forstenede. Sangen ender i et strobeoplyst klimaks, og selvom energiudladningen fra scenen er stor, bliver den aldrig helt fanget af publikum.

Se mor, uden hænder

På trods af at sceneshowet har været stramt og minimalistisk, ja, nogle vil måske kalde det kedeligt, vælger de alligevel at indføre en gimmick på nummeret “Cykler Uden Hænder”. To cykler med indbygget mikrofonstativ bliver kørt ind på scenen, hvor de så kan træde i pedalerne, sågar uden hænder. Det tillader dem endnu engang at indtage en Jesus-pose, med armene ude til siderne og kiggende op i det skarpe lys. Aftenens tredje sidste sang “Du og Jeg” begynder, og jeg er ved at miste håbet for at energien nogensinde kommer helt op at ringe. Nok har der været en lille dedikeret inderkreds i publikum, som har hoppet med, når Søren har lagt op til det fra scenen, men udover det er stemningen aldrig rigtigt stukket af. Deres vokaler fejler ingenting og bandet leverer en solid, om end lidt anonym præstation. Måske er det stramme, monokrome sceneshow ikke det mest indbydende, hvis man vil have folk til at give slip?

Til sidst kom festen

Da de åbnende synth toner til “Walkmand” spiller, prøver både Søren og Nicolaj ihærdigt at råbe folk op med “er I klar?” og ”nu skal I hoppe!” Og… det virker! Publikum vågner fra de døde og begiver sig til at hoppe med hænderne over hovedet, godt ledt an af Rasted*2, der selv hopper på livet løs fra scenekanten. Som de to genopståede popguruer lykkes det dem faktisk at rejse stemningen i 11. Time. Om man kan lægge æren på deres skuldre eller om det måske mest handler om, at det er deres klart mest streamede sang på Spotify, er svært at sige. Men aftenen ender dog endeligt i den fest, som de alkoholglade publikummer var kommet for, og fortsætter med over i nummeret “Party i Provinsen”. Aftenen rundes af i sand provinsånd med et dakket cover af Johnny Reimers “Sikke’n Fest”. Som en fuld og entusiastisk fodboldfan smider Søren skjorten og fortsætter sin hoppende færde i bar kasse. Nok er han den ældste af de to medlemmer, men energimæssigt, er det ham, der holder fanen. Der er ikke ligefrem kræset for liveoplevelsen, hvilket man godt kunne have ønsket efter en ti år lang pause, men det er i virkeligheden nok heller ikke derfor folk er dukket op. Det er nok nærmere for at hoppe i takt til lyden af deres ungdom, med en halvflad pilsner skvulpende ud til alle sider og dén drøm, tror jeg, mange vil opfyldt.

Sætliste:

Legendebørn

Vi Burde Ses Noget Mere

Hej Matematik

Det Bliver En Go Dag

Centerpubben

Soundtracket Til Vores Ungdom

Mig Og Martin Olsen

Ik Ordinær

Vi Ka Alt Vi To

Cykler Uden Hænder

Du & Jeg

Walkmand

Party I Provinsen

Sikke’n Fest (Johnny Reimar-cover)

Anmeldt af Anna Sofie Petersen

★★★☆☆☆

Se koncertgalleriet her