Bisse

Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk

Gnisten - Ry - 28.03.2026.

Den excentriske og flamboyante poet samlede alle aldre i den intime sal

I den varme sal blev tøjet smidt, ikke på seksuel vis, men i pure festligt humør

En lille fyr i stramme bukser, hvid skjorte, hipstervest og butterfly så man indtage scenen på Gnisten i Ry. Denne samme skøre fætter der i én pakke var slam-poet, forfatter, standupkomiker, hovedperson i egen storfilm og selvfølgelig musikeren Bisse. En magisk aften fulgte. Gamle som unge hoppede i takt. Hænderne viftede salens hedebølge fra side til side, mens hver en kind var euforisk opstemt. For denne anmelder var det svært at overgive sig til den spøjse stil og underlige stemme. Men noget elektrisk var der over den ålelignende mand, der tog en fyldt sal med på rejse gennem familielivet med hans nye album "Familiealbummet", der var aftenens omdrejningspunkt. Der var også tid til lidt andet, men ordet ”andet” kunne man egentlig sige om så meget. Hele Bisse-oplevelsen ville jeg kalde noget ”andet”. Som nogle koncertgængere beskrev, kunne han nærmest skabe sig, som han ville, men på en legitim måde. Der rammer man nærmest plet. Bortset fra bittesmå skrammer, var der ikke meget man kunne stikke kritik, så længe altså dette var indenfor ens personlige radar. Det er vovet musik, men det er klistret på en anden måde, end traditionelle pop-hits er.

Frelse, fordybelse og den tætte familie

Man var i dybe dale og på vandretur til Himmelbjerget i samme koncert, da Bisse bragte et farverigt landskab som sæt. Sange som ”Stilhedens Hus” fra det nye album, og ”Fyrretræ” fra "Tårefilm", som udkom i 2020, gav os indgange til at forstå den sære sangers tanker om verdenen og hvordan han så den. Hans kropssprog og ansigtsudtryk viste os klart hvilke følelser og intentioner, der lå bag. Det var også særligt vigtigt i de øjeblikke, hvor menneskets indre var del af det musikalske landskab. Det er, når vi snakker sange som ”Salamander” og ”Hosianna” hvor vi berører følsomme emner, som tilstedeværelse og tro. Under hele koncerten blev der ændret lidt i forestillingen. Mest af alt i Bisses tøj, der løsnede sig mere og mere, fra vest til butterfly, og under sangen ”Strike” var skjorten pludselig åben. Da sangen handlede om intimitet, virkede det som perfekt timing. Andre små garderobeændringer så man i de par sjove hovedbeklædninger, der var medbragt. En cowboyhat, en rød og hvid kasket, og til slut viklede han sin butterfly rundt om panden, som var han Rambos spinkle lillebror. Bisse har en speciel stemme, der fulgte de veldigtede tekster. Det var lidt impressionistisk og skørt til tider, men det virkede også til at male et samlet maleri af oplevelsen. Det var nok det, der krævede mest tilvænning blandt uvidende beskuere, men nogle gange kunne man bare grine sig lidt i gang. Om man grinte af Bisse eller med Bisse, så var én ting sikkert, og det var netop, at man grinte.

Ud, op og rundt omkring, gennem huset, op gennem atmosfæren og hjem igen

Bisse var overalt. Hans stemme fløj godt nok igennem højtalerne, men hans krop var først i hop, så på gulvet, så ud blandt publikum, så helt ind i et andet menneskes intimsfære, op på scenen igen og rundt i ring under koncertens to timer lange varighed. Men Bisse virkede egentlig mest af alt til at flytte sig derhen, hvor musikken sagde, han skulle være. Og til publikum lød budskabet, at intet sted var bedre end her. Især i en sal med så perfekt teknik som hos Gnisten, som leverer toppen af poppen inden for små, tætte koncerter.

Bisse var interessant. Både som lyricist og som performer. Det kunne være lidt svært at sluge for nogle, også for denne anmelder, hvor det klart krævede lidt tilvænning. Og selvom det var musik, der var meget smagspræget, var Bisse i sit hele en værdig oplevelse, der bringer noget unikt, hylemorsomt og familievenligt, hvis altså man kan holde til lidt bar mave.

Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk

★★★★★☆

Se koncertgalleriet her