Tame Impala

Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen

Royal Arena - København - 25.04.2026

Intergalaktisk technofest på Mælkevejen

Tame Impala er ikke længere bare en indie-darling, der laver drømmende og psykedelisk rockmusik. Han er en musikalsk mastodont. En artistisk enmandshær. Og lørdag aften i Royal Arena serverede han en 23-retters sansemenu for et umætteligt publikum.

Da Kevin Parker, manden bag Tame Impala, træder ud på scenen, er det iført en blå strikcardigan og med uglet morgenhår. Han ligner mest en lidt bagskæv stoner, der lige er rullet ud af sengen, end en verdensstjerne. Men åh, hvor kan skinnet bedrage. Kevin Parker kommer ud og stikker hænderne i vejret for at hype publikum op fra første sang, men det er egentlig også her, at publikumsleflen stopper. For selvom Tame Impala på alle fronter er Parkers projekt, er han ikke i sig selv en stor frontmand. Men det behøver han faktisk heller ikke at være. Under første nummer, “Apocalypse Dreams”, ser sceneshowet relativt uskyldigt ud. Bandet er placeret i en cirkel på den forhøjede scene. De to skærme i baggrunden viser klip af Parker i en hazy og neonfarvet tåge. Det æstetiske passer perfekt til det psykedeliske univers, som Tame Impala både er inspireret af og er blevet soundtracket til. Parkers kommentar om, at der ”lugter af weed herinde”, bekræfter netop tesen om, at Tame Impala er musik af og for stoneren. Beskedenheden ved showet stopper dog også her, og de næste to timer forkæles hele sanseapparatet ellers for fulde drøn. Den første sang kulminerer i en lilla neoneksplosion, der får en til at føle, at man er ude at køre på en form for intergalaktisk Mario Kart-bane. Lysshowet fortjener i sig selv en novelle, og det her var bare første nummer.

Hvilken dag er det i dag?

Kevin Parkers vokal har en velkendt nasalhed, og umiddelbart fejler hans vokalpræstation ikke noget, men hans stemme drukner lidt i lydbilledet, særligt på “The Moment”, der er præget af den slags bas og stortromme, som går lige i solar plexus. ”Hvilken dag er det?” “Søndag?” spørger Parker fra scenen. Han har den dér nonchalante coolness, som kun en mand i strikket cardigan kan have. Ikke alle store kunstnere kan slippe afsted med at slingre dovent rundt på scenen i en hvid T-shirt, men den lidt stenede surferattitude er så inkarneret en del af hans image, at man ikke kan andet end at elske det. På “Breathe Deeper” begynder den store halvcirkel af lamper at cirkulere i bølger over scenen. Man sidder med følelsen af at være ombord på en regnbuefarvet udgave af Dødsstjernen. Lysshowet skifter – ligesom aftenens setliste – meget i intensitet og tema. Det ene øjeblik står det ud med røde lasere over hele arenaen, mens der under “Gossips” hårde baseksplosioner flyder bløde, pastelfarvede lysstråler ned over Parker, der står og bader sig i lyset, som var det fra solen selv. Nummeret “Gossip”, som er fra 2015-værket “Currents”, bliver taget ind i Deadbeat-æraen med en næsten technoagtig basgang. Samtidig virker den som en glidende overgang til indie-klassikeren “Elephants” mindst lige så hårdtslående, om end mere oldschool, basgang. Der er generelt smæk for skillingen i basafdelingen, og lidt som på en turbulent rejse gennem det ydre rum bliver man godt og grundigt rystet igennem – på grænsen til det køresygefremkaldende. “Feels Like We Only Go Backwards” bliver et lille pusterum fra technobassen, hvor både publikum og Parker får vist deres sangevner godt frem. Modsat de nyere numre er produktionen markant mere simpel, og her får Parkers vokal endelig lov til at stå som det bærende element for sangen.

Fra rumrejsen og hjem i dagligstuen

Efter hittet Dracula, som viser sig at være en publikumsfavorit i salen – ligesom den også er det på streamingtjenesterne – går Parker af scenen for en stund. Vi får lov at følge hans færden på de to skærme på bagscenen, hvor han filmes bagfra. Her bliver det måske lige afslappet nok fra Parkers side, da publikum tvangsindlægges til hans toiletvisit. Gimmicks kan være sjove, men var det virkelig nødvendigt, Kevin? I det mindste vaskede han sine hænder, inden han fortsatte turen ud på den lille, runde miniaturescene i midten af arenaen. Omringet af antikke bordlamper lægger Parker sig på gulvtæpperne og pusler med sine mange synths og keyboards. Det er ikke utænkeligt, at det er i netop sådan en setting, at meget af Tame Impalas musik er kommet til, da Parker netop er kendt for både at skrive og spille al sin musik selv. Det er et hyggeligt lille afbræk fra den store rumrejse, men det er også et øjeblik, som mange publikummer benytter til at stikke ud efter friske forsyninger i baren. Men med en koncert på hele 2 timer og indeholdende 23 sange skal det jo også passes. De mennesker, som kom for sent ud og nu står fanget i en toilet- eller barkø, slap formentlig alt, hvad de havde i hænderne, da Parker - tilbage på hovedscenen - spiller det velkendte riff til monsterhittet “Let It Happen”. Det nummer alene berettiger Tame Impalas tilstedeværelse i et udsolgt Royal Arena. Hvem ellers kan slippe afsted med at lave et syv minutter langt psykedelisk rocknummer og samtidig påstå, at det er et af deres største hits? Ved sangens velkendte klimaks bliver arenaen transformeret til indersiden af et kalejdoskop. Den tætpakkede menneskemængde omdannes til et bølgende og brusende hav af hænder og konfetti. Billedet af dette øjeblik vil nok være ætset ind i alle tilstedeværendes hukommelser som en af de vildeste koncertkulminationer i mands minde. Du er hermed tilgivet for at ligge og småsove henne på gulvtæppet før, Parker.

Manden med de mange ansigter

Vi kommer godt rundt i hele Tame Impalas bagkatalog. Vi får sågar nogle mere obskure numre som “Nangs” fra “Currents”-albummet og den syrerockede “Expectation” fra “Innerspeaker” at høre. Både basforstærkeren og lysene skrues ned for en stund på det rolige nummer “Yes I’m Changing”, som Parker delvist fremfører siddende på scenekanten. Med en koncert i denne længde er det rart med et lille pusterum, inden man igen bliver revet op ved hårrødderne af den grotesk hårdtslående intro til “Eventually”. Sangen veksler mellem de dybe, brummende basgange, de fløjlsbløde synthmelodier og ikke mindst den utroligt smukke og samtidig melankolske tekst. På mange måder indkapsler “Eventually” præcis, hvad Tame Impala gør så godt – den dynamiske vekslen mellem det hårde og det bløde, det neonfarvede og det pastelfarvede, det nonchalante og det tilstedeværende. Selvom touren er til ære for det nye album “Deadbeat”, hvis sange da også udgør den største andel af setlisten, så er det stadig 2015-albummet “Currents”, der står som Tame Impalas magnum opus. Det er numre fra denne plade, som får den største reaktion ud af publikum, men det er også de numre, som akkompagneres af de helt store konfettirør fra produktionens side. Sangene “Same Person, Same Old Mistakes” og aftenens næstsidste nummer “The Less I Know the Better” er ingen undtagelse af denne regel. Selvom albummet har fejret sin første runde fødselsdag, fremstår numrene derfra stadig dugfriske – særligt med den helt ekstraordinære lysindpakning, som de har fået på denne tourné.

Havde man ikke fået rystet systemet godt og grundigt igennem allerede, så fik man det i hvert fald på afslutningsnummeret “End of Summer”. Nummeret udkom som første single fra “Deadbeat”-albummet sidste år og står tilbage som en ildevarslende skrift på væggen for en helt ny æra i Tame Impalas univers. Der har været delte meninger om albummet, men det kan der næppe være om den fuldstændigt overrumplende liveoplevelse, som Parker og co. serverede her til aften. For Guds skyld, giv den lysmand en lønforhøjelse.

Anmeldt af Anna Sofie Petersen

★★★★★☆

Se koncertgalleriet her