Suede

Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk

Royal Arena - København - 07.03.2026.

Gennemtænkt og velkontrolleret dybde, der har ramt sin rette raffinering

Royal Arena blev gjort til vidner til Suedes blanding af antidepression og depression og mere til

Efter en ret så rost albumudgivelse sidste år, var det vel også på sin plads at Suede skulle turnere Europa. De styrtede ind i Royal Arena i denne weekend, som var de forårssolen, der tittede med sine første stråler. Det passede ekstra godt, at turnéen hedder ”Dancing with the Europeans Tour”, da et af numrene fra den førnævnte nye plade ”Antidepressants” nemlig hedder ”Dancing with the Europeans”. Britpop kunne man muligvis godt have set som død og begravet, men denne forestilling bevidste ikke bare, at det levede, men også at Suede stadig udforsker hullerne i livet, og om det er nye eller gamle toner, så var der et hav af mennesker, der samlede sig om dem her. Forsanger Brett Anderson rakte ud til et folk, han virkede til at føle sig hjemme blandt, og også selvom han fik sagt, at bandet egentlig er ”anti-nostalgisk”, så rettede han sig senere ind og sagde, at det godt kan betale sig at kigge tilbage en gang imellem. Det endte som en velbalanceret forestilling, som gjorde sin promovering for nyt, samt gav klassikere et glimt når man manglede noget stort. 

Rundtur i det magiske ’Suede-World’

Brett Anderson, der trådte ind i et spotlight iført et simpelt outfit bestående af en hvid skjorte og skinny jeans, dannede med det samme en særlig dimension, han kaldte ’Suede-World’. I ’Suede-World’ blev man fuldstændig blæst igennem efter nogle af de største nye sange, såsom ”Antidepressants” og ”Disintegrate” blev smagsprøven på den fantastiske aften, der ventede publikum i denne verden. Sangen ”Trash” var kort tid efter det første tidspunkt under koncerten hvor selv siddepladserne blev til ståpladser, da tribunerne rejste sig op for at rykke på hofterne og åbne lungerne for medskrål. Et stort højdepunkt var dog en lidt langsommere, og mere akustisk version af ”The Wild Ones” der fandt sted senere i showet. Det der gjorde det mest specielt var ærligt at se, hvordan publikum tog nummeret til sig. Bedste venner stod pludselig skulder ved skulder, og par stod tættere end før, som var netop dette nummer på deres bryllupsplayliste. Musikken formodede at bringe folk tættere på hinanden, og det var en sand fryd at være vidne til.  

Ét spotlight, én chance

Det var kort inde i koncerten hvor man blev grebet af Brett Andersons moves, hans intense vokal og elektriske karisma. Han faldt på knæ for hans publikum, sprang op på diverse kasser for at nå helt ned i hjørnerne af salen, og han gik ned til forreste række og blev mødt med kram og nærvær. Det var dog først lidt længere inde i koncerten, hvor i hvert fald denne anmelder bemærkede lidt deja vu, da netop de tre ting nævnt tidligere, var de eneste ting han egentlig gjorde og så gik de bare på rotation. Det var dog mest trist under nummeret, som mange havde ventet hele aftenen på, nemlig ”Beautiful Ones”. Det var den eneste gang rutinen blev brudt, og Anderson besluttede at kravle helt ud til publikum, så en stakkels lydmand skulle løbe hen og dirigere den lange ledning over hovederne på de mange skrigende fans. Dog blev det så kaotisk, at andet vers ikke kunne synges, da der alligevel endte med at være lidt problemer med enten ledning eller menneskemængden

Lossepladsen, hvor gemte skatte findes

I alt det der var lagt til side for at give Anderson mere plads, var der også goder at hente. Lyden, dog en smule høj, var egentlig tilforladelig. Det gav trommer og guitar en lidt mere post-punk, skraldet lyd, som matchede det nye albums æstetik godt. Især lilletrommens lyd var lige til at få gåsehud af, og den sendte kriller op ad nakken hver gang, der blev hamret på den. Lyset var også spændende, og blev brugt til at skabe atmosfæren, bortset fra Andersons konstante spotlight, som ikke ændrede sig meget under koncerten. Det gav en følelse af, at han egentlig var hele Suede, men da han er spændende at kigge på, så er det bare en styrke for ham at være så flamboyant og excentrisk. Overordnet set var dette en koncert hvor det åbenlyse ikke må glemmes. Selvfølgelig var det en fest. Selvfølgelig var det gode sange. Selvfølgelig blev det udført godt. Den endelige karakter er med kritikken i mente, men der gemmer sig en fuldkommen perfekt koncert lige under overfladen.

Sætliste

Disintegrate

Antidepressants

Trash

Animal Nitrate

We Are the Pigs

Personality Disorder

Pantomime Horse

Turn Off Your Brain and Yell

Filmstar

Can’t Get Enough

June Rain

She Still Leads Me On

Shadow Self

Trance State

The Wild Ones

Everything Will Flow

So Young

Metal Mickey

Beautiful Ones

Ekstra:

The Only Way I Can Love You

Saturday Night

Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk

★★★★☆☆

Se koncertgalleriet her