Hans Zimmer
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Royal Arena - København - 10.03.2026
Værelse med udsigt - Zimmer lod Royal Arena svælge i vellyd og storhed
Film-entusiaster? Er det ikke sådan nogen, der gemmer sig i biografens mørke og er fløjtende ligeglad med dresscode, for ingen lægger alligevel mærke til hvilket tøj, man har på. Tirsdag aften var det komplet anderledes. Pæne og formelle klæder var fundet frem til en siddende marathonforestilling orkestreret af selveste Hans Zimmer.
Hvem filan er han? Jo, ud over at være en upensioneret pensionist, der sagtens kunne gå for at være en gennemrutineret Bundesligatræner, så er det ganske vist ikke hans ansigt, som man lige memorerer. Hans musik derimod… Ja, det er hverken ret let at danse til eller synge med på, for Hans Zimmer er nemlig en af de absolut største filmkomponister, som verden har set. Vi er i ligaen for John Williams, Thomas Newman, Howard Shore og Ennio Morricone, hvis nogen skulle være i tvivl.
Natten var ung for de ældre
En stor opsat scene var således klar til at blive indtaget af adskillige musikere med hvert deres blæsere, strenge eller slagtøj. Inklusive sangere og korsangere, så har der vel været i omegnen af 40 musikere, men ingen større end Hans Zimmer selv. Den 68-årige legende og dobbelte Oscar-vinder var glad og veltilpas, og sked højt og flot på sengetid på en højhellig hverdag. Han skortede ikke på anekdoter og sammenhænge for sine værker, alt i mens Zimmer heller ikke sparede udi at præsentere alle sine musikere ved navn, nationalitet og ikke mindst genialitet. Og jøsses, hvor var der for mange danske kroner og ører på den scene. En god stak af instrumenteringen ville jeg ikke kunne navnet på, og anvendelsesmæssigt ville jeg nok have lige så svært ved at skabe lyd som en teenager anno vor tid udsat for en walkman. Dette sammenholdt med al musikken, som I jo nok har regnet ud ikke blot er stykker på 3-4 minutter, så holdt Zimmer hof på Amager til noget, der føltes som den lyse morgen.
Zimsalabim
Zimmers “vanvidsprojekt” var stort og voluminøst. Den kæmpemæssige scene var en dynamisk legeplads for alle med hang til musikalsk samarbejde. Lys og videoer var diskrete dominatorer som underlægning til de store værker, så man havde en pejling af, hvor vi befandt os. Til “Sherlock Holmes” var der således blodpletter over Londons gader, mens der var romerske arkitektur og statuer til temaet fra “Gladiator”. Dog var det også nyere værker, der prægede billedet denne aften. Ikke at det kom som en massiv overraskelse, da Zimmers tourtitel hedder The Next Level. “Dune” og “F1” var repræsenteret i den henseende, hvilket også bare er en understregning at det altså ikke er afgangsprojekter fra Medieskolerne i Viborg, at man efterspørger Zimmers arbejdskraft til. Aftenen var helt igennem stemningsmættet af en utrolig spændvidde i musikkens kraft. Det var Zimmer i sit es. Det er sådan set heller ikke så svært at være det, når man er omgivet af musikere, der ikke er valgt til orkestret på baggrund af begynderheld.
Ældre klassikere i spil
Soundtracks og kendingsmelodier fra lidt ældre værker som “Pirates of the Caribbean”, “The Da Vinci Code””Man Of Steel”, “Hannibal”, “Inception” og “Interstellar” var også bragt til bords og var med til at sikre en vitalitet og en generel storhed over denne aften. Desværre, set ud fra egen navlebeskuende perspektiv, så kunne jeg savne flere af de helt gamle travere. Dengang filmtemaer var ikoniske og 1:1-genkendelige. Hvem ville ikke kunne drømme sig væk i musikken fra “Rain Man”, “The Rock” eller “Driving Miss Daisy”? Udover et overdådigt musikalsk arrangement fuld af effekter, så var der også lidt happenings rundt omkring. Over publikums hoveder svævede en gylden akrobat i forskellige poses, så der var i høj grad også noget for øjnene og ikke bare lyttelapperne. Publikum forholdt sig respektfulde og afdæmpede og lod denne kolos shine på en gennemført aften. Vi er altså helt oppe og række ud efter skyerne.
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen
★★★★★☆
Se koncertgalleriet her