Stevie Wonder

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Royal Arena - København - 18.10.2026

Legender forgår ikke så let

Tænk sig, at et menneske kan rumme så megen musikalitet. En af de sidste store maestros svingede forbi Royal Arena og sørgede for, at hver billet kunne kaldes en sikker investering.

Der er ikke mange tilbage. Ganske få af de helt store artister, som “bare altid har været der”, kan stadig kalde sig aktive. Stevland Morris Judkins Hardaway - bedre kendt som Stevie Wonder - har lavet kompositioner, siden mennesket opfandt ilden. Ja, sådan føles det. Han er en af de kunstnere, som jeg bedst husker fra min opvækst, da han var en sikker skikkelse at støde på radiomæssigt, og så er han jo blind. Alene det faktum, at han har kunne klare sig og blive så stor en stjerne, har jeg altid haft stor respekt - ja, nærmest ærefrygt for.

 En scene fyldt til bristepunktet

Der på den fremskudte scene stod så det piano, som legenden i egen tid skulle tage plads ved klokken 20 sådan en højhellig søndag aften. Altså først skulle de hen imod 30 mand store orkester fordelt på strygere, blæsere, strengevirtuoser og korsangere lige ind først, førend aftenens absolut største bifald indtraf, da Stevie Wonder himself ærbødigst blev ledsaget mod de sort/hvide tangenter. Jeg vil nærmest kalde det et jubelbrøl, som var man til landskamp i Parken i de gode tider. Men når manden nu ikke kan se, hvor glade og forventningsfulde publikum var, så måtte han høre det. Billetpriser i den absolutte dyre ende forhindrede ikke Royal Arena til at være besat til mindste siddeplads. Det var som om, at det danske publikum havde tænkt, at et møde med Stevie Wonder skulle man have i hvert fald for “once in their lives”.

Jubilæums-edition

 Et af verdenshistoriens store albumværker “Songs In The Key Of Life” har rundet de 50 år, og det var præcis dette, der skulle fejres i København denne aften. Det 21-numre lange album blev forløst i kronologisk rækkefølge, mens “Superstition” var det eneste nummer, der faldt uden for nummer så at sige - altså hvis man også lige ser bort fra en lille snippet af “Happy Birthday” mod koncertens slutning. Publikum stemte i fra første tone og lod bestemt til at nyde hvert et sekund med deres helt. Den danske kulturelite var også at spotte, hvor særligt sangere og musikere var mødt frem for at overvære en formativ og inspirerende kraft. Skuespillere og tv-personligheder var også til at få øje på, og det var blot med til at understrege, at det ikke var hvem som helst, der denne aften havde fundet vej til hovedstaden. “Stevie, we love you” blev besvaret med “right back to you”, og et “Stevie, you’re the best” fik “danke schön” tilbage fra mesteren, der dog nåede at rette sig selv, og fik “tak” fremstammet som et “dak”.

Publikum op på tæerne

Der var laserskud og liv i storskærmen som den dynamik, der naturligt nok ikke kan være hos en 76-årig mand uden syn. Stevie sang, som vi husker ham fra pladerne, og valsede i sin vuggende stil, som også er blevet en slags signatur. Man var slet ikke i tvivl om, at det altså var den helt ægte spillevende Mr. Wonder, der var til stede. Det var en særdeles funky omgang i en ret høj lydfrekvens fordelt på to sæt. Skønne “Love’s In Need Of Love” åbnede ballet, og her kunne man allerede mærke storheden. Vi skulle hellere ikke længere hen end til “Sir Duke” som femte nummer, førend siddepladserne blev decimeret. Begejstringen fra tilhørerne måtte udleves stående. “I Wish” fulgte trop og der blev også sunget godt med på “Pastime Paradise”, som yngre tilhørere måske nok først på dagen fandt ud af ikke er tyvstjålet fra Coolios’ katalog (æret være hans minde i øvrigt), men omvendt.

Langstrakt andet sæt

Efter “Ebony Eyes” var der planmæssigt indlagt et kvarters pause. Den var hverken irriterende eller i vejen. Den var faktisk ganske passende for en gang skyld. Altså jeg håber vitterligt ikke, at folk gik hjem under påskud af, at de troede, at legenden ikke havde mere at give. Her havde han nu ellers været på scenen i en time og tyve minutter. Andet sæt blev indledt med en opsang til verdens ledere, som Stevie Wonder ikke mente gjorde deres bedste for kærlighed og fred. Det er svært at være uenig i. Den gode Wonder viste så efterfølgende forskellige portrætfotos på storskærm af sine ni børn, som en understregning af, at vi har en verden at give videre til en ny generation. Meget passende fulgte “Isn’t She Lovely” i halen på dette. Aftenens andet sæt blev dog en noget mere langstrakt affære, hvor der blev jammet til den gode side. Det blev til tider noget gentagende, da det virkede som om, at det massive opbud af musikere også lige skulle have lov til at shine. “Black Man” var dog et af højdepunkterne, men ellers var denne halvleg noget lang i spyttet, og ikke helt det højdepunkt, man kunne have ønsket sig.

Man sad faktisk og ønskede sig det helt store hitkatalog udfolde sig, men det var jo ikke det, der var aftenens præmis. Der var bare så meget vellyd i arena’en, at man bare godt kunne have tænkt sig at opleve, hvad “det kunne have blevet til”, hvis vi havde fået flere af de største sange. Når det så er sagt, så er det en aften, man ikke ville have været foruden. Det var med kort varsel fra annoncering til effektuering og derfor har mange nok alt for sent opdaget, at et så stort navn lagde vejen forbi vores andedam. Stakkels dem er jeg nødt til at sige…

Sætliste

Love’s In Need Of Love

Have A Talk With God

Village Ghetto Land

Contusion

Sir Duke

I Wish

Knocks Me Off My Feet/People Get Ready

Pastime Paradise

Summer Soft

Ordinary Pain

Saturn

Ebony Eyes
pause

Isn’t She Lovely

Joy Inside My Tears

Black Man

All Day Sucker

Easy Goin’ Evening (My Mama’s Call)

Ngiculela - Es Una Historia - I Am Singing

If It’s Magic

As

Another Star/Happy Birthday

Superstition

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen