Kaizers Orchestra
Koncertanmeldelse af Carl Grauballe
Train - Aarhus - 17.10.2026
Et mesterværk af kejserlige dimensioner
Et af Nordens absolut bedste liveorkestre viste, hvorfor den titel er dem vel undt.
Norske Kaizers Orchestra har efterhånden rundet 25 år, hvor de har triumferet Europa og særligt Norden rundt. Det var derfor bestemt heller ikke et fåtal af dagens spændte gæster, der var kravlet i deres Kaizers-merch, og spændt stod klar til at se, hvad nordmændene kunne på det nye flotte Train. Dedikationen og kærligheden lod sig allerede mærke længe inden koncertstart, hvor en fodbolduenighed blev afsluttet med: “Jaja, men vi er her da alle for at vise kærlighed til samme band”. Den kærlighed var Kaizers Orchestra kommet for at modtage. For selvom håret er blevet mindre synligt for nogle bandmedlemmer og mere gråt hos andre, så var det ikke til at mærke.
Gasmaske og pumpeorgel
Hvordan starter man så et besøg i Aarhus, der har sukket efter en koncert med nordmændene siden 2024, hvor Northside var vært? Naturligvis med et introspil suppleret af klap og stamp fra publikum, der tålmodigt byggede stemningen op - og selvfølgelig Mr. 250%, den pumpeorgelspillende Helga Risa, dukkede op som den første iført sin karakteristiske gasmaske, der på mange måder er blevet synonym med bandet. Efterfølgende kom resten af det seksmand-store band ind, og der gik ikke længe, inden tonen blev sat. Med stemningssættende “Maestro” var der ingen tvivl om, at Kaizers Orchestra var dukket op for at kompensere for de mange års fravær i den jyske hovedstad. Selvfølgelig var det Mr. 250%, der stod for aftenens første tone. Dog lod han orgelet vente, og startede i stedet for på harmonika.
Hvornår får vi olietønde?
At sætte Kaizers Orchestra i en kasse er bestemt ikke en simpel opgave. Som forsanger Janove Ottesen fortalte undervejs, tæller bagkataloget over 140 numre, og vi fik lov at smage på lidt af hvert rent musikalsk. Bandets velkendte østeuropæisk inspirerede lyd blev blandet med countryriffs, begravelsespolka og et kort visit til den mere poprockede verden. Derfor skal man også holde tungen lige i munden, når Kaizers spiller op til dans. Allerede tidligt blev der derfor også gravet ned i klassikerne i sangkataloget, hvor bandet fløjtede os igennem bombastiske “En for orgelet, en for meg”, efterfulgt af en mesterlig guitarsymfoni i “Tusen dråper regn”. Scenen var prydet, af hvad en urutineret ville kalde for skrammel. Flere metalstumper og forrest to olietønder. Men for et publikum, der virkede utroligt velbevandret i Kaizers’ univers, var det blot et spørgsmål om tid, inden “Bøn fra helvete” skyllede ud over publikum, og tre “Kaizere” gik i gang med at hamre for fuld kraft på bilfælge og olietønder. Det tager mig gang på gang på sengen, hvor vellydende de får det til at lyde, og det var et af de højdepunkter, vi alle vidste kom, men som alligevel sendte lydniveauet endnu en tak op.
Kejserlig publikumsleder
Aftenens helt store omdrejningspunkt var orkesterleder Janove Ottesen. Ikke nok med at lede sine “Kaizere” gennem en utroligt velsammensat sætliste, så var han også mødt op for at dirigere publikum. En disciplin, der ikke er uden risiko, men allerede fra Ottesen for første gang kravlede op på olietønden, var publikum under hans hypnose, og adlød nordmanden med den sølvfarvede mohawk ned til den mindste detalje. Dette kunne mærkes især under megahittet “Ompa til du dør”, hvor han fik hver en sjæl til at synge med på forbandelsen om at danse ompa til døden. “Bak et halleluja”, der for alvor også dyrker det østlige, fik et brusende “la la la”-kor fra publikum, men Ottesens pièce de résistance som aftenens korleder kom under powerballaden “Min Kvitte Russer”, og mændene og kvinderne blandt publikum blev instrueret i at synge hver sin del, hvilket gav et yderst rørende og smukt resultat. Når han ikke dirigerede publikum, var han frontmand for et band, der på alle måder var mødt op i deres fineste form. Mod slutningen af koncerten lykkedes det også bandet at få publikum til at slippe hæmningerne, og danseskoene blev luftet til “Resistansen” og især fanfavoritten “Kontroll på kontinentet”. Hver især fik de også en solo, hvor det også stod klart, at vi har at gøre med en utrolig talentfuld musikalsk flok. Særligt vil jeg fremhæve Øyvind Storesunds solo på kontrabas. Det er simpelthen alt for sjældent, at man er vidne til en kontrabassolo. Lad det være en åben opfordring.
Det nye Train fik en energiudladning hidtil ikke set
“Jeg har det som i gamle dage, 1900-tallet” udbrød en begejstret Ottesen efter sidste takt i føromtalte “Kontroll på kontinentet”. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Energien fra de seks nordmænd var ekstraordinær fra start til slut, og det forplantede sig til publikum. Næsten hvor end man befandt sig under den halvanden time lange koncert, så var det tydeligt, at denne aften var noget særligt. Selvom jeg her kommer til at træde de lokale darlings, Thomas Helmig, Uso, Johnson og Zar Paulo, over tæerne, så tør jeg godt proklamere, at det nye Train ikke har oplevet en så gennemført og stemningsfyldt aften, før de norske kejsere indtog lokalerne. Efter halvanden times musikalsk akrobatik sluttede bandet af med en dybtfølt tak til publikum - især den trofaste skare, der følger dem hele Europa rundt - og gravede lidt dybere i bagkataloget og fandt endnu en publikumsfavorit at slutte af med. Bandet nåede ikke langt ind i “Die Polizei”, før publikums fællessang ramte nordmændene tilbage i hovedet som en sidste understregning af, at de havde publikum om deres lillefinger. Tilbage var blot for korleder Ottesen at lægge mikrofonen, sætte sig solidt på den gennembankede olietønde og nyde at aftenens kor var ledt præcis derhen, hvor de ønskede.
Sætliste:
Maestro
Støv & sand
I ett med verden
En for orgelet, en for meg
Knekker deg til sist
Tusen dråper regn
Veterans Klage
Ompa til du dør
Bøn fra helvete
På ditt skift
Bak et halleluja
Resistansen
Kontroll på kontinentet
Min Kvitte Russer
Hjerteknuser
Begravelsespolka
Die Polizei
★★★★★★
Anmeldt af Carl Wengel Grauballe
Se koncertgalleriet her