Bob Dylan

Koncertanmeldelse af Viktor Frost Vajhøj

Forum Horsens - Horsens - 21.10.2026

Måske behøver en gammel hund ikke at lære nye tricks

85 år gammel og stadig i stand til at bevæge voksne mænd til tårer. Bob Dylan leverede i Horsens en koncert, der måske ikke var fejlfri, men som viste, hvor ufattelig en kunstner, han er.

Bob Dylan. Nobelprismodtager, Pulitzer-vinder, 40 albums, 10 Grammys, over 4.000 koncerter og 85 år gammel. At skulle koge den mand og hans koncert i Forum Horsens på en regnfuld oktoberdag ned til en vurdering fra én til seks stjerner føles som en uoverskuelig opgave for en 25-årig musikanmelder fra Hjørring. Dylan, der i øvrigt har haft fotoforbud til sine koncerter siden 80'erne, spillede blot sin tredje koncert i Danmark siden 2020. Koncerten starter en smule rodet. Efter at bandet har spillet i fem minutters tid, kommer Dylan spadserende ind på scenen iført noget, der ligner en regnjakke med hætten trukket op. "To Be Alone With You" åbner ballet. Det er i hvert fald, hvad sætlisten siger, for Dylan sidder så langt fra mikrofonen og synger så lavt, at han næsten ikke kan høres i den store sal. Der går dog ikke længe, før han får trukket mikrofonen til sig og varmet stemmen op, og herfra bliver det kun bedre. 

Et glimt af den gamle Dylan

"Blind Willie McTell" efterfulgt af "It Ain't Me Babe" giver egentlig et meget godt billede af, hvordan koncerten forløber. Først et vaskeægte deep cut og dernæst en crowdpleaser, begge nyfortolket, så de passer til den 85-årige Dylans stemme og formåen. Efter den selvmytologiserende "False Prophet", hvor han synger linjer som "I'm first among equals, second to none", kommer koncertens bedste lille perlerække af sange. Bo Diddley-coveret "I Can Tell" skruer noget uventet op for tempoet. Dylan virker næsten som sit unge jeg igen, og selvom han aldrig har været nogen gudsbenådet sanger i traditionel forstand, lyder han virkelig godt.

Det sidste stjernestøv bliver kastet fra sig

Tempoet sænkes igen på aftenens absolutte højdepunkt, "Tangled Up in Blue". Aldrig før har jeg hørt den fremført så smukt. Den ellers så rå og slidte stemme får pludselig en helt særlig skrøbelighed, der giver sangen en følelsesmæssig dybde, som selv den unge Dylan næppe kunne have frembragt. Flere voksne mænd i salen, inklusive undertegnede, bliver rørt til tårer. Herefter glider koncerten lidt ud i sig selv. Sangene begynder mere og mere at ligne hinanden, og magien fra første halvdel er ikke længere til stede i samme grad. Ikke fordi det på nogen måde er dårligt eller kedeligt, men man får lidt følelsen af, at Dylan egentlig bare gerne vil være færdig, så han kan komme hjem i seng. "Girl from the North Country" er den eneste sang, der for alvor fanger opmærksomheden i koncertens sidste del. Derudover sidder man egentlig bare og nyder en legende i sin karrieres efterår.

Bob Dylan er den største sangskriver, der nogensinde har gået på denne jord, og det er ikke til diskussion. Måske er koncerterne ikke længere så energiske, som de var for 60 år siden, men det ændrer ikke på det rendyrkede, gudsbenådede talent, der stadig stråler ud af manden. Andre musikere må ganske enkelt bøje sig i støvet.

Sætliste:

To Be Alone With You

Blind Willie McTell

It Ain't Me, Babe

Tryin' to Get to Heaven

False Prophet

I Can Tell

Black Rider

Tangled Up in Blue

When I Paint My Masterpiece

Girl From the North Country

Crossing the Rubicon

Soon After Midnight

Spirit on the Water

Under the Red Sky

I've Made Up My Mind to Give Myself to You

Goodbye Jimmy Reed

I Shall Be Released

★★★★★☆

Anmeldt af Viktor Frost Vajhøj

Previous
Previous

Europe

Next
Next

Stevie Wonder