Koncertanmeldelse af Jonathan Kornerup Kristoffersen
Train - Aarhus - 06112026
Søren Huss behøver knap en rød tråd
Den erfarne musiker så tilbage på sin karriere og fandt mange ting at være stolt af
Søren Huss er en mand af mange facetter: han har frontet et af 00’ernes største danske rockbands, haft en succesrig dansksproget solokarriere, lavet en sang med Nik & Jay, samt fået en sang i højskolesangbogen. Denne store udsolgte koncert på det nye Train (og hele efterårsturnéen) er ment som et forsøg på at opsamle al den musik, som han har skrevet siden Saybia debuterede for 25 år siden, forklarer Huss.
Sælsom sammensætning
Koncerten kom skam også rundt omkring i Huss’ store repertoire - både fra Saybia og hans soloværker. Om jeg ville kalde det en gennemført opsamling af hele hans karriere, er jeg dog ikke sikker på. Der var noget ved sammensætningen af sange, der ikke rigtig fungerede – som om de forskellige hjørner af hans diskografi, Saybia klassikerne og hans danske viseagtige sjælere, ikke rigtig snakkede sammen på en synergisk måde. Der var ikke noget overordnet galt med de optrædener eller sangvalg, men der manglede en rød tråd, som fik det hele til at gå op i en højere helhedsoplevelse. Vi rundede sågar også kun to af fem Saybia-plader og sprang lettere hen over to af Huss’ soloplader i denne ”opsamling”. Med det sagt, var det stadig en aften fyldt med storslåede performances, og man må blankt erkende at manden har rigtig mange klassikere (eller sange, der i hvert fald burde hævdes som det).
Huss og tourband åbnede ballet med ’Fools Corner’ fra Saybia’s debutplade, klædt i lilla baglys der gjorde dem til et hold af mystiske silhuetter på scenen. Huss’ vokal, der, på samme tid føltes skrøbelig og magtfuld, skar igennem mørket og leverede en superstærk version af den lidt underværdsatte Saybia-sang, fuldført med dejlige svævende 00’er guitar-riffs. Lyset skiftede til grønt og vendte sig den anden vej, så vi kunne se musikerne i øjnene. Huss var iført en basic sort t-shirt og har sit lange sølvhår sat op i en knold – et outfit der klart udstrålede ”det skal være praktisk”. Musikken fortsatte meget i samme dur med ’In Spite Of’, hvor Huss skiftede mellem at forsvinde ind i sin performance med lukkede øjne og at være nærværende med publikum. ”I ain’t as beautiful as you” sang han, og pegede ud på os.
Herefter tog Huss et øjeblik til at sige pænt goddag og udtrykte sin betagelse af Train’s nye store sal, siden de skiftede lokation. Han vovede endda at påstå, at Train nu er et af ”Danmarks fedeste spillesteder”, som man kunne være tilbøjelig til at give ham ret i. Dernæst gik han og band videre til at spille ’Bend The Rules’ og ’I Surrender’ fra Saybia-pladen ”These Are The Days”, som begge tydeligvis var klassikere hos publikum, for der blev i den grad skrålet med på sangenes stærke omkvæd.
Hyggeonkel Søren
Herfra satte Huss sig over til sit klaver og slog over i sit danske repertoire. Det føles lige pludselig som en hel anden koncert, men Huss fik også et helt andet nærvær, og imellem sangen begyndte han at fyre jokes af. Inden han gik i gang med tre sange fra ’Troen og Ingen’ spurgte han: ”Er der nogen af jer, som virkelig hader den plade?” og senere ytrede han: ”Så har jeg en stille sang, så I kan gå ud og hente nogle bajere”. Det var herfra, at der gik lidt hyggeonkel over manden mellem sangene på godt og ondt. Mange i publikum skulle konstant råbe noget op til ham, og han kunne ikke lade være med at reagere på alt, der blev sagt. Det kunne hurtigt blive til nogle brudstykker af skæmt, der fortsatte meget længere end de burde. I optakten til ’Langt Ude, Langt Oppe’ gik hans bugtede anekdote så længe, at en i publikum råbte ”Kom nu i gang!”, hvilket opsummerede dette symptom meget passende.
Med det sagt påviste Huss og band stadig en masse musikalsk overlegenhed på de danske sange. Under ’Sælsom Fred’ kastede manden sig ud i at spille trompet samtidigt med sit klaver, hvilket han formåede overraskende godt. ’Undertiden’, som er landet i Højskolesangbogen, ramte i hus hos mange i publikum, og Train blev hurtigt forvandlet til et fællessangslokale. ’Ingen Appel’ stak meget ud som performance, da sangen havde fået et kæmpe pift og blevet forvandlet til en storslået basker, som i hvert fald var et personligt highlight under koncerten.
”Tre ekstranumre er ikke nok!”
Som aftenens ”sidste” sang gik Huss tilbage til en sand Saybia-klassiker, ’Day After Tomorrow’, som desværre blev leveret i en lidt fesen version. Halvhjertet er ikke det rigtige ord, men faktisk lagde han måske lidt for meget hjerte i det hele. Han prøvede, som jeg beskrev i starten af anmeldelsen, at gå efter den her skrøbelige, skælvende vokal. Det er Huss også god til, når han nu synger i sit dybe register, men når han synger højere oppe, som ’Day After Tomorrow’ kræver, så lød det simpelthen bare ikke, som det skulle. Huss sang også melodien på en anderledes måde end han plejer, som blev meget forvirrende at høre på, når publikum så prøvede at synge med, som de kender den. Det var så ærgerligt, for det er uden tvivl en af de bedste sange, Huss nogensinde har skrevet. Sangen sluttede også brat, og hele orkestret forlod scenen.
De kom dog hurtigt tilbage og annoncerede, at de have tre ekstranumre tilbage. Herfra går Huss i gang med endnu en lang anekdote inden ”Et Helt Almindelig Liv”, hvor han hele tiden blev sidesporet af råb fra publikum. Efter dette satte Huss og band gang i ’The Second You Sleep’, Saybia’s største hit, som de heldigvis slog landingen på 100%. Praktisk talt hele Train sang med på det omkvæd på én gang. Som tredje ekstranummer spillede Huss og band ”Et Hav Af Udstrakte Hænder”, som man trygt kan kalde Huss’ største solohit, og den blev mødt med næsten lige så megen begejstring. Hele publikum blev minsandten forvandlet til et hav af udstrakte hænder i vejret under denne fremragende optræden af sangen. Huss havde dog et hemmeligt trick i ærmet til sidst.
Flere var allerede gået for at hente overtøj fra garderoben, men så høres der en akustisk guitar og en stemme inde fra salen igen. Huss var kommet alene tilbage på scenen til et fjerde ekstranummer med ’Opvasken’, som var et nummer, denne anmelder havde fornemmet mange i publikum havde ventet på. Han stod der på scenen, som var han en gammeldags spillemand, og han fik igen-igen hele salen til at synge med, denne gang på ”mere, jeg vil have mere, jeg vil have meget, meget mere”. Rent og simpelt fantastisk outrosang.
Sætliste:
Fools Corner
In Spite Of
Bend The Rules
I Surrender
Intet Er, Intet Bliver
Som Mejslet i Massiv Granit
Du Er
Undertiden
Sælsom Fred
Ingen Appel
Af Sti Af Sted
Langt Ude, Langt Oppe, Langt Nede og Langt, Langt Væk
Day After Tomorrow
Ekstranumre:
Et Helt Almindelig Liv
The Second You Sleep
Et Hav Af Udstrakte Hænder
Opvasken
★★★★☆☆
Anmeldt af Jonathan Kornerup Kristoffersen
Se koncertgalleriet her