Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen
Royal Arena - København - 06.11.2026
Jungle var for perfekte til deres eget bedste
At se Jungle live er lidt ligesom at bruge en lysterapilampe om vinteren. Det trøster lidt, men det føles også en smule koldt og kunstigt.
Udenfor Royal Arena havde dagslyset for længst taget afsked med dagen, og efterårsmørket lå som et sort bagtæppe for aftenen. Men inde i arenaen stod det otte mand store orkester fra Storbritannien klar med et soundtrack, der kunne få sommerminderne frem hos selv de mest vintertrætte publikummer. Og med den relativt nye udgivelse af albummet ”Sunshine” i ryggen forventede jeg faktisk også, at Jungle ville prøve at fremkalde sommeren til fredagens koncert. Det var dog ikke helt det, der skete.
Nummeret ”Platoon” fra deres debutplade åbnede showet, og bandet stod klar til kamp på scenen i en monokrom sort-hvid belysning. Det er sjældent, jeg oplever, at et band åbner med så gammelt et nummer, medmindre der er tale om en form for jubilæum. Også næste nummer på setlisten var fra det førnævnte debutalbum, og allerede her sneg en bekymring sig op i mig: Ville vi overhovedet få at høre numre fra ”Sunshine”-albummet?
De anonyme formænd
Sceneudsmykningen var meget som Jungle selv. Cool, stilren og simpel. Bandets navn hang som et stort neonskilt i toppen af scenen, og de otte bandmedlemmer var fordelt på to store plateauer på scenen, ofte godt gemt væk bag mikrofonstativer og instrumenter. Belysningen skiftede løbende farve, men holdt sig ofte til de rød-orange nuancer. Hele energien omkring det sendte tankerne tilbage til 1970’erne; en tid, som deres funk- og diskoinspirerede lyd uden tvivl også må være hentet fra.
Selvom Jungle live består af hele fem vokalister og yderligere tre musikere, er gruppen først og fremmest startet og ledes af Josh Lloyd-Watson og Tom McFarland. En del af deres identitet har dog altid været ikke at gøre et stort nummer ud af sig selv og lade musikken fylde mere end dem som personer. Det image efterlevede de også live. De fremstod lidt som et live-session-band, der var ved at indspille i et studie, og lydmæssigt lænede de sig også meget tæt op ad indspilningen. Hvert eneste taktslag og hver eneste tone sad så tight, at det kun er de små publikumsinteraktioner mellem sangene, der afslørede, at det faktisk var et live-spillende band, der stod foran os.
Den forudindspillede vokal fungerede ikke
Endelig kom et par numre fra deres nyeste udgivelse i form af ”The Wave” og ”Someday/Somewhere”. På sidstnævnte fik den kvindelige sanger Lydia Kitto helt fortjent lov til at komme frem i centrum for en stund. Outroen på sangen akkompagneredes af et smukt, hvidt og orange bølgende hav af lys, der skabte en følelse af at ligge ned og se solens stråler gennem en trætop på en sommerdag. Den mørke aften udenfor føltes i det øjeblik meget fjern.
På ”Let's Go Back” forblev Lydia Kitto i front, mens de to korsangere kom med frem, og de tre begyndte at danse bag mikrofonstativerne. Det understregede meget godt de to frontmænds ideologi bag Jungle, at de ofte trak sig mere tilbage og lod resten af livebandet tage lige så meget, hvis ikke mere, opmærksomhed end dem selv.
Da ”I've Been in Love” startede, fik vi besøg af rapperen Channel Tres, der er featured på nummeret, men dog kun som en interaktiv hovedperson på bagvæggen. Da resten af sangens vokal fremførtes af livemusikerne, gjorde det faktisk ikke noget decideret dårligt for oplevelsen af sangen, at netop Channel Tres ikke var til stede. På ”Candle Flame” var det til gengæld desværre kun korstemmerne, der blev fremført live, mens både rapdelen og den højt pitchede omkvædstekst kun hørtes som playback, hvilket fik sangen til at falde lidt til jorden.
Stilren og simpel performance
Godt nok hører Jungles musik mere til i den kategori af musik, man stille danser rundt til i køkkenet, end musik, der udløser den helt store basarm på dansegulvet. Men energiniveauet hos publikum virkede næsten bekymrende lavt, specielt taget i betragtning af, at det både var fredag og J-dag. Så der burde ellers være nok at fejre, kunne man mene. Kæmpehittet ”Back on 74” fik ellers folk til at udløse et højt, entusiastisk skrig, men alligevel var det, som om pulsen aldrig rigtig kom op at ringe. Sangene flød generelt sømløst over i hinanden, og der var ikke den mindste ridse i lakken, når det kom til deres musikalitet.
Jungle har skabt en unik og genkendelig lyd for sig selv, ingen tvivl om det. Men der er heller ikke de store udsving i hverken intensitet eller genre. Så noget af det eneste, der for alvor adskilte numrene fra hinanden, var skift i farven på belysningen. Tilføj desuden, at hele showet var utroligt stramt og stilistisk skarpt, og således endte det hele faktisk en smule for poleret.
På ”Casio” blev der opfordret til fællessang med et ”Copenhagen, sing with us!”, inden frontmand Josh Lloyd-Watson vendte mikrofonen ud mod salen inden sidste omkvæd. Men lyden opfangede ligesom ikke publikums sang, eller også sang de ikke højt nok. Singalong-øjeblikke som disse, hvor publikum for en stund får lov til at tage over, kan ellers virkelig skille sig ud som nogle af de mest wholesome øjeblikke, men når man ikke kan høre den store sal synge med, falder det desværre lidt til jorden.
Til lyden af ”Coming Back” blev en horde af store hoppebolde sluppet fri over publikum og fik salen til at ligne et livespil Bubble Trouble. Det var den eneste gimmick ved aftenens ellers meget stuerene liveperformance. Jungle-medlemmerne fik samtidig løsrevet sig lidt fra deres mere eller mindre statiske pladser på scenen og gav tydeligt mere slip, mens de dansede smilende rundt blandt hinanden. I et øjeblik virkede det faktisk lidt mere menneskeligt og useriøst. Legesygheden fortsatte over i ”Don't Play”, og sangen afsluttedes med en dansesolo fra forsangerinde Lydia og de to korsangere, som dog tydeligt var gennemkoreograferet.
Hvor var numrene fra den nye plade?
På ”All of the Time” kiggede jeg omkring mig i salen. På et sådant højenerginummer i slutningen af sætlisten plejer en kliché som ”salen er nået kogepunktet” at passe fint ind. Men da vi markerede halvanden times punktet i Jungles koncert, må temperaturen højest siges at have været stuetemperatur. Selvom gruppen selv i tiltagende grad lod til at være mere løssluppen og forsøgte at brænde noget energi af, var det, som om deres energi ikke når længere end til et par af de første rækker, som dog hoppede glædeligt med. Et reelt peak i koncerten udeblev.
Med frygt for at lyde som en irriterende X Factor-dommer, der skal kritisere sin modstanders tydeligt dygtige artist, sidder jeg tilbage med følelsen af, at jeg havde svært ved at mærke Jungle. Det var ret og slet næsten for finpoleret og perfekt. Det var faktisk lidt svært at regne ud, hvad man skal tage med sig fra koncerten, som man ikke allerede får fra deres indspillede musik. Når det så er sagt, fløj tiden faktisk afsted i Jungles selskab. Og med en sætliste på én time og tre kvarter og 22 sange er det en imponerende bedrift.
Tilbage står jeg med ét grundlæggende stort spørgsmål: Hvor var sangene fra den nye plade? Og hvor blev den fantastiske single fra selvsamme album, ”Carry On”, af? Der skal naturligvis også være plads til at spille numre fra de ældre udgivelser, men jeg tror, det må være rekordfå numre fra en gruppes nyeste udgivelse, jeg har hørt blive spillet til en koncert. Det var sådan en koncert, hvor det er svært at pege på ting, der var decideret i vejen. For Jungle er et helt ekstraordinært velspillende og tight band. Men det er også svært at finde de ting, som virkelig løftede koncerten op på et niveau, hvor man følte, at man fik mere ud af musikken end bare at høre den på anlægget derhjemme.
★★★☆☆☆
Anmeldt af Anna Sofie Petersen
Se koncertgalleriet her