Von Quar

Koncertanmeldelse af Carl Wengel Grauballe

Train - Aarhus - 31.10.2026

Sygt højt tempo

Kalder Roskilde Festival: Her er jeres åbner til Orange Scene 2027

“Jeg har fucking meget rødvin i øjnene. Jeg kan ikke se en skid.” Skulle en sætning bruges til at beskrive aftenen, så er det denne, leveret af forsanger Mikkel Øster selv. Von Quars rejse er på mange måder helt vild. Det er halvandet år siden, at jeg så det selvsamme fodboldinspirerede band på Trains markant mindre lillebror, Headquarters. Nu sælger de hver en billet på Train, endda længe inden aftenen står for døren. På den anden side er det ikke så underligt. Von Quar er skabt til det her. 

Holdopstillingen er sat

Det selvproklamerede hooligan-rockband starter aftenen på en af de mest unikke måder, jeg har oplevet. Inden den klassiske fællessang af “Der Er et Yndigt Land” er der dømt holdpræsentation. På den kæmpe skærm bagerst på scenen bliver de 16 udvalgte til aftenens opgave præsenteret, poserende i dyb koncentration. Sidste mand, der bliver præsenteret, er Von Quars kaptajn, Mikkel Øster, der træder ind alene med sin guitar. Øster suger luft ind et øjeblik og indleder så aftenen med det absolutte musikalske højdepunkt fra den nye plade VQFF: “Noget Om Kærlighed”. Der går ikke længe, inden resten af musikerne finder plads og supplerer resten af åbningsnummeret, mens hooligan-råbekoret også indfinder sig på tribunen bag musikerne. Et par sekunders pause fyldes med klapsalver, og pludselig dukker Øster tilbage op i fokus, glidende kluntet omend målrettet, med en vinflaske i hånden. Et tungt housebeat blæser ud, og den uudgivne “Vi’ Tilbage” sætter ild til den første af mange energiudladninger.

Fuld fart fra kampstart

Lad os lige vende tilbage til det lidt aparte i Von Quars størrelse. Det føromtalte nye album “VQFF” er ikke mere end otte dage gammelt. Det er gudhjælpemig også den første plade, Von Quar har udgivet. Alligevel har de opnået en status som et af Danmarks allervarmeste navne. Hvordan det kan være tilfældet, står allerede besvaret, da koncertens første kvarter er rundet. Von Quar har en unik blanding af catchy omkvæd, der er nemme at synge med på, eller rettere, råbe med på. De syv fodboldtrøjeklædte hooligans bagerst er nemlig mere kommet for at råbe end for at lægge flere harmonier oveni Østers vokal. Og det fungerer bare. Efter en omgang callback mellem publikum og saxofon er “I’m On It” et bevis på netop det. Mens Øster synger om at være for evigt ung, viftende febrilsk med Dannebrog, råbes han op både af sine hooligans og publikum. Bandet er kun lige startet, men lydniveauet i salen er allerede tæt på øredøvende. Det følges op af en kollektiv løbetur på “6 Kilometer”, der afsluttes med, at kaptajnen lader én af sine holdkammerater smadre en tromme, som jeg sjældent har set mage. Imens piler Øster rundt over scenen, og de forreste rækker får også glæde af den rødvin, som forsangeren får hældt i øjnene på sig selv.

Hooligans med musikalske evner

Von Quar er dog mere end kaos, råb og fællessang. Det får vi for alvor præsenteret på næste nummer, hvor tribunen bagerst tømmes, og de 9 resterende spiller “Ingen Bund”. Her er der nemlig plads til at en yderst kompetent trio af blæsere kan skinne. Senere i koncerten får vi også suppleret råbekoret med et kor af en mere klassisk karakter. Ja, faktisk tæller scenen på et tidspunkt hele 45 mennesker, da Mikkel Øster er trådt bagved og lader koret og sit band synge “Petuniavej”. Vekslen mellem de høje energitoppe og fokus på det musikalske håndværk beviser, at Von Quar er kommet for at blive.

En uventet indskiftning

Von Quar har også en ekstra kanin i hatten. Under den også uudgivne moshpit-indbydende “Eins, Zwei, Drei” dukker en elefanthueklædt skikkelse op. Det viser sig at være Wafande, der er kommet for at feste, og med et skud tyk autotune får han publikum til at synge sin klassiker “Gi’ Mig Et Smil”, mens den hidsige elektroniske produktion stadig brager derudaf. Det glider direkte over i “Idi-kraft-ot”, som bandet har valgt at kalde sammensmeltningen af “Kraft” og “Idiot”, der leger lidt med forventningerne. Der startes med den bombastiske start på “Idiot”, inden der bliver skruet helt ned, og menneskeanalyserende “Kraft” tager over, blot for at vi bliver revet direkte tilbage til eksplosionen af førstnævnte.

Hele tribunen synger med

Sveden pibler allerede af salens mange fodboldtrøjeklædte folk. Som Øster selv formulerer det: “Skønt at se så mange fodboldtrøjer. Hvor er det godt, at I gør noget ud af jer selv!”. Et lille stille moment, hvor scenen skiftes, giver plads til refleksion over, hvad der lige er oplevet, mens der febrilsk kæmpes for at nedkøle kropstemperaturen. Det skal vise sig, at der også er rig mulighed for at lade hopperiet vente en smule, for Øster har sat sig til rette ved et klaver og leverer aftenens smukkeste øjeblik. Den stille sang “Sjæleven”, der synges i duet med et bandmedlem, har fuldstændig tryllebundet salen. Der høres ikke et pip fra salen, mens endnu ét af de numre, der ikke er udgivet, viser hvor vidt Von Quar kan spænde. Det er faktisk næsten helt rørende, da de også får selskab af de føromtalte kor. På naturligste vis glider bandet over i det store hit “Alt hvad jeg vil”, og jeg må tilstå, at jeg ikke sidst husker, hvornår jeg har hørt et publikum synge hver en tone i en sang så højt, som det er tilfældet her. Øster, der også virker helt befippet af volumen, glemmer sågar teksten et øjeblik, men træder blot til side, fortsætter sit guitarspil og lader publikum tage over.

Klar til en større hjemmebane

Det er nu engang festen, der er i centrum i aften. Derfor sluttes der også af med den allerstærkeste ammunition. Under klubbaskeren “Moder Jord” er råbekoret omdannet til dansere, mens Øster pludselig dukker op midt inde i publikumsmængden for at starte et kæmpe dansegulv. Folk flyver rundt til højre og venstre, mens forsangeren får kæmpet sig tilbage til scenen. Nok er det efterår udenfor, men i Von Quar-land er det underordnet, og der findes næppe en mere effektiv måde at lukke en koncert ned på end med konfetti, fællesråb og uendelig eufori, som opleves på “Forår”. 1500 forpustede mennesker forlader salen med rødsprængte kinder og har fået meget mere end den fest, de fleste havde forventet. Faktisk var der velsagtens både blod, sved og tårer, hvis jeg tillader mig at låne bibelens fortolkning af blod i form af druesaft. Von Quar må også trænge til at sidde ned en stund. Alle 16, der er udtaget til dagens kamp, leverer til punkt og prikke. Men de behøver ikke blive siddende for længe. For i aften beviste de, at de er det oplagte navn til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival.

Sætliste:

Noget Om Kærlighed

Vi’ Tilbage

I’m On It

6 Kilometer

Ingen Bund

Hæng En Mand

Solen Tempo

Eins, Zwei, Drei

Idi-Kraft-ot

Sjæleven

Petuniavej

Alt hvad jeg vil

Moder Jord

Forår

★★★★★★

Anmeldt af Carl Wengel Grauballe

Se koncertgalleriet her

Next
Next

Dimmu Borgir