Katinka
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Train 30.10.2025
Sæt en knappenål på kortet, når knivskarpe Katinka kommer
Katinka spillede på TRAIN i Aarhus på en hyggelig torsdag aften. Hun leverede en refleksiv og fyldestgørende samling af hendes absolut fejlfrie vokal, komedie og til tider rocklignende performance. Alle disse fantastiske kvaliteter blev formidlet med hendes tekster fra hendes tid i bandet Katinka Band, samt tekster for hendes ret så nye karriere som soloartist.
Når Katinka synger, så lytter man. Hun går fra en næsten soul optræden til at smide tøjet og give sig selv til den alternative popmusik, som hun så udstråler igennem hele sit legeme. Når sange som ”Søndermarken” bliver spillet, føles det som om scenen bliver til et spejl. Det er meningen, at man skal se sig selv i Katinkas tekster, og publikum stoppede helt op, kiggede ud i luften, som om de var i gang med at finde svarende på deres egne spørgsmål, mens Katinka var soundtracket til disse små opdagelser.
Hun luftede nyt musik fra dette år som hendes sang ”Knappenål” og hendes endnu større singlehit ”Kogeplade”. Det var ikke alt nyt, vi fik! Katinkas nye sang ”Bare Rolig”, der udkom morgenen efter koncerten, blev vi klargjort på. Det stoppede ikke der, da der var mere nyt i Katinkas ærme, som kunne løfte låget på et potentielt album lidt længere ude.
Én stor paradoksal beslutning taget ved koncerten lød på, at under det meste af koncerten skulle bandmedlemmerne, hun medbragte, stå i komplet mørke. Katinka selv gjorde ikke opmærksom på sit band overhovedet, og det gav denne underlige skilning, at Katinka var i fokus, nu hvor det var hende, man var der for at se, men når bandet gør det godt og giver Katinka lyst til at danse, så kunne det have været rart at vide, hvem det var i det mindste.
Den sidste anekdote i denne anmeldelse går til publikum. Publikummet under koncerten var vittige, kærlige, forstående og absolut fantastiske. Katinka fik ofte lange klapsalver som komplimenter til, at hun var blevet soloartist, som understøttende klap på skulderen, da hun sagde hun var nervøs, og som et kærligt kald tilbage til scenen, inden hun fløj tilbage ind med sine ekstranumre. Havde jeg anmeldt publikummet havde de fået en fuldstændig perfekt score.
Det er dog musikken, der anmeldes, og Katinka gav sin vokal alt, hun havde, så du kunne føle dine ører prøve at finde en bedre plads så tæt som muligt. Du mærkede din sjæl runge, og din egen historie blive fortalt. Det var mest af alt mysteriet om det forsvundne band, som gjorde forskellen. Det virkede lidt som om publikummet til tider ikke vidste, hvorfor Katinka dansede, og det at se en gruppe mennesker have det sjovt på scenen i stedet for en enkelt person, er typisk det, vi skelner et hyggeligt arrangement fra en vanvittig hjemløs.
Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk