OneRepublic

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Royal Arena 30.10.2025

Så enkelt kan det gøres, og så lidt kræver det at smide succesformlen over bord

OneRepublic gjorde alt det rigtige til en start, men endte med at skyde sig selv i foden og distancere sig fra sine tilhørere. 

Colorado-drengene lod til at have savnet København, og det skulle der så gøres noget ved i aftes, hvor OneRepublic stod ansigt til ansigt med et forholdsvist ungt publikum i Royal Arena. Hvad der startede fortrinligt, skulle dog vise sig langsomt at blive kørt i sænk. Årsagen var desværre bandet selv, der ellers havde koncerten i sin hule hånd, men som lod engagement og tilstedeværelse gradvist sive gennem fingrene. 

Landvindigen udeblev

 Med en ellers ukuelig optimisme og et ordentligt skud multifarvet konfetti ud over de forreste rækker, så lod OneRepublic nok vide, at de var i huset og for længst havde taget styringen. Dette skete allerede under åbningsnummeret “Feel Again”, som stemningsmæssigt blot fik mere tag under “Kids” og hittet “Good Life”. Der var virkelig pondus i aftenens afsæt og OneRepublic lignede et ensemble, der allerede havde løbet sejren hjem, selvom der lige knap var gennemgribende entusiasme og dansestemning blandt crowden på “floor”. Fra scenen blev der både spillet og sunget ganske glimrende, men det var et hårdt publikum at få til at falde i svime. Det var nok ellers lige her og nu, at det skulle have været sket, for vi fik til en start ganske mange af de fængende popnumre pakket ind i en kappe af rock.

Spil og spil så noget mere

 Forsanger Ryan Tedder gjorde ellers sit for at charmere Royal Arena denne aften. Denmark blev flettet ind i føromtalte “Good Life”, og han fik fyret et par danske gloser af i form af “hvordan har I det?”. Han fik også erklæret sig 5 % dansk og roste København som en smuk by. Lige lidt hjalp det forunderligt nok, for der var højst lidt klap på 2 og 4 blandt publikum samt sporadisk svævende arme. Der var ellers plads på gulvet til at fægte med arme og ben, da koncerten ikke var udsolgt. Tedder forsøgte endnu en gang at få hold i de fremmødte ved at proklamere, at aftenens koncert var spækket med numre, som man ville kende, men også et par stykker som han selv overhovedet ikke kendte. Tø hø var der ikke meget af, og Tedders henvendelser mod publikum blev blot en større og større hemsko. Bedst var OneRepublic, da de lagde fra land med masser af musik i den første halve time, men pusten gik af ballonen, da der skulle forsøges etablering med ungdommen. I virkeligheden var der nemlig ikke rigtig noget på spil og alt i alt var hele præmissen ufarlig. OneRepblic skulle sådan set bare have fortsat med at spille, som de gjorde i de indledende 30 minutter. Det gjorde de dog ikke.

 B-scenen udgjorde en b-seance

 Det var nu ellers skønt at opleve violin og cello fra scenekanten. Bandet, der ikke er blege for at arrangere strygere på deres melodier, skal have kredit herfor. I det hele taget var musikkens arrangement rigtig god, og minsandten om ikke det endelig lykkes for bandet at få publikum til at wave med armene på “Secrets” og for Tedder at skabe lidt morskab med nogle højtempo løbemoves på “Rescue Me”. Tja, og så er “Run” jo bare et irriterende nummer. Irriterende medrivende faktisk! Lige her så det ud til at vende for den Dead Kennedy-t-shirt-bærende frontmand, men forude lå minefeltet og ventede. Efter en ganske fin omgang “Stop and Stare” vaklede medlemmerne fra hovedscenen og ud på den mindre og mere intime b-scene midt i Royal Arena. Et eklatant fald fra den midlertidige højeste tinde. Nu skulle masserne bydes på endeløs snak og selvfedme over Tedders engagement med topkunstnere som Taylor Swift, Paul McCartney, Ed Sheeran og vores egen Lukas Graham. I den sammenhæng fik vi en lille snippet af Tedder-teksten til Leona Lewis’ “Bleeding Love” og en version af Beyoncés “Halo”. Så markante kvindestemmer kunne forfatteren altså ikke selv hamle op med, og en redningskrans med ordene Denmark is like no other kunne ikke redde tingene. Ja, og lad os bare konstatere, at Rod Stewart er langt bedre til at losse signerede fodbolde ud i salen. Der er den ondelynemig ikke gået en fodboldspiller tabt i Tedder. Den samlede flok af medlemmer lignede for denne part et klichéfyldt boyband af den type, der er rigtig irriterende.  

En sidste redningskrans 

Tilbage på hovedscenen var der bedring at spore, men tråden til koncertens fornemme indledning var tabt på gulvet undervejs i transporten. Oprejsning var der dog heldigvis i en fin udgave af “Apologize”, der omgående gav en slags blietzkrieg af telefoner i vejret. En spritny sang kaldet “I Need Your Love” slap OneRepublic også godt fra, men så røg vi da lige ned af rangstigen igen, da et forkvaklet forsøg på at øge stemning fik den modsatte effekt med “I Ain’t Worried”, der med sin happy-go-lucky fløjtelyd var aftenens ubestridte lavpunkt. De sikre 4 stjerner var på dette tidspunkt havnet på fornedrende 2. OneRepublics optræden ender dog på en treer, da man blandt andet med et fan request oprigtigt opfyldte en drøm med “Marchin On”(selvom Tedder måtte synge sin egen selvskrevne sang via sin mobiltelefon, da han ikke kunne huske teksten), der fulgte efter en ganske ferm udgave af “Seven Nation Army” fra The White Stripes. Zach Filkins spillede en superb spansk guitar, inden taget lettede til “Counting Stars”.

Selvforskyldt tålmodighedsprøve

 Det kan godt være, at OneRepublic havde savnet København mere end det var tilfældet den anden vej. Ungdommen havde fremragende plads på floor, men tog ikke rigtig notits af det. En af årsagerne var Ryan Tedders selvforherligelse, endeløse snak om karrieren og flere videosnaser med københavnske seværdigheder og voxpopindslag med fans fra hele verden, der havde sukkersøde roser til OneRepublic. Sådan drukner man en koncert og slukker for sammenslutningen til de observerende aktører foran scenen. Det startede faktisk ret så godt, men den efterfølgende halvanden time var en smule efterårsgrå selv indendørs.

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen 

★★★☆☆☆