Benjamin Hav & Familien
Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen
Royal Arena 31.10.2025
Intet var overladt til tilfældighederne i Royal Arena, men de store overraskelser udeblev.
God underholdning er altid en selvfølgelighed i Benjamin Havs selskab. Men det er der desværre også mange andre ting, som er.
Benjamin Hav er efterhånden blevet allemandseje på den danske musikscene. I 2017 vandt han P3 Guld-prisen som en del af duoen Benal, og herfra er det ellers gået stærkt. Året efter spillede de en enormt anmelderrost og ikke mindst stjernespækket dagskoncert på Roskilde Festivals næststørste scene, Arena, og alligevel valgte Benjamin at gå solo kort tid efter. Et modigt valg for en musiker på toppen af sin karriere. Og alligevel er det kun gået opad. Med tilføjelsen af bandet Familien er både formatet og ikke mindst populariteten eksploderet for Benjamin og Co., som fredag aften skulle bestå den ultimative prøve: at spille for et udsolgt Royal Arena.
Skør, underfundig eller binderagende gal er alle ord, som passende kan beskrive Benjamin Hav. Hans finurlige påfund kommer allerede til udtryk inden koncertstart, hvor en mand i blazer begynder at trimme scenens grønne kunstgræs med en græsslåmaskine, mens den dramatiske jingle fra Hvem vil være millionær spiller.
Da koncerten starter, er det med Spice Up Your Life, et af Havs mere stille numre. Som en anden messias træder Hav frem fra den orange lades øverste sal, mens hans ansigt er skaleret op på det gigantiske animerede landskab, som pryder bagscenen. Det er Teletubbies på syre. Velkommen til Benjamin Havs verden.
I løbet af de første numre bevæger Benjamin sig ned fra den store rekvisit, én etage ad gangen. Da han endelig rammer gulvet, er det til det uptempo track Musse. Det er ikke kun formatet og scenerne, der er blevet større med årene, det er også Havs dansetrin, som ville kunne udkonkurrere selv den mest entusiastiske familiefar på julefrokostdansegulvet. Kameraerne zoomer helt ind på de finpudsede sorte laksko, som Hav twister hen over scenegulvet. Allerede her bliver det klart, at intet i aftenens koncert er overladt til detaljen.
Nye klæder, men gamle tricks
Da Air Tonight indledes, får vi endelig selskab af Torben og Troels, Benjamins faste dansere. Deres indtog på scenen vækker for alvor publikum, som langt om længe danser lige så entusiastisk med som Benjamin selv. Selvom Torben og Troels’ danserepertoire ikke har udviklet sig synderligt, siden første gang jeg så dem i 2019, så stopper det aldrig med at være fantastisk underholdning at se de to jakkesætsklædte mænd danse med en sådan livsglæde. Glem alt om X Factor, det her er sand fredagsunderholdning.
Vi skal fem numre ind, før hele Familien er samlet på scenen. Det sker endelig med sangen Husk At Vær’ Happy – et mantra, som guitarist Emil Falk tilsyneladende lever efter. Storsmilende synger han nummerets omkvæd på allermest charmerende vis.
Uh Babe fra Benal får nyt liv med et bigband-agtigt blæserarrangement og en koordineret dance break fra hele Familien. Hvem skulle have troet, at en trompetsolo ville klæde et rapnummer så godt? Som sangen slutter, holder ensemblet en lille kunstpause for at modtage velfortjent applaus, men det føles – som alt andet i koncerten – yderst velovervejet og planlagt. Det føles derfor en smule forceret, selvom Havs smil ellers virker oprigtigt.
Det samme kan siges om de knap så tilfældige publikummer, som blev inviteret op for at danse under Cannelloni & Kød. Selvom man i starten kunne være snydt, stod det alligevel klart, at også dette var en gimmick. Koreografien her, som ellers normalt udøves af Torben og Troels, er også den samme som ellers.
Ingen fest uden gæst
Efter et mindre dyk i intensiteten under Esbjerg, Torden og Regn når koncerten et nyt energimæssigt højdepunkt med Benal-klassikeren Fri. Scenografien, der ellers havde mindet mest om et afsnit fra en tegneserie, bliver forvandlet til en krigszone, da det orange hus begynder at spytte store ildskyer ud af sin skorsten. Den mere aggressive atmosfære passer godt til numrene fra Benal-eraen, men ender med at føles en anelse malplaceret, da vi endnu engang hopper tilbage til det mere lalleglade og sukkersøde univers med popbaskeren Du Ligner Din Mor.
Hitparade er måske det mest brugte ord i koncertanmeldelser, men det er præcis det, vi var vidne til fredag aften på Amager. Benal-hittet Nu Her glider sømløst over i Ella Augusta-duetten Første Dag, som også bliver aftenens første gæsteoptræden. Endnu engang skifter universet karakter, da Ella bliver erstattet af Suspekt på scenen på København, der virker som en kæmpe energiudladning. Aftenen bliver således afsluttet på et energimæssigt højdepunkt, inden Hav og Familien takker af med Danmarks måske længste conga-line.
Der hersker ingen tvivl: Benjamin Hav er en af Danmarks bedste entertainere, og alle de fadølsdrikkende gæster går uden tvivl fra Royal Arena med ondt i dansefødderne. Men i forhold til, hvad jeg havde forventet af Havs teatralske og underfundige univers, er jeg skuffet over, at der ikke har været mere nytænkning, når nu slaget skulle slås på én af Danmarks største scener.
Anmeldt af Anna Sofie Petersen
★★★★☆☆
Se koncertgalleriet her