D.A.D.
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Tivoli Friheden - Århus- 04.06.2026
Publikum var klar på et rockbrag, men det var der kun én far, der sådan rigtig var.
For få af de velkendte sange blev leveret med særlig storhed, og så tog det ene nummer efter det andet en retning af en række af grå mus.
Aftenens punktum skulle sættes med dansk rocks landsdækkende husorkester. Binzer-brødrene, Stig og Laust, som den fiktive musikekspert Henrik Solgård fra “Drengene Fra Angora” stædigt insisterer på hedder dad (udtales som det engelske ord for far), var sat til at lukke den store rockhyldest i Tivoli Friheden i hjertet af Smilets By. Som sild i en tønde var pladsen nu fyldt med indløste billetter, for ganske få kan samle danskerne, som D-A-D kan det. Et kig på publikum afslørede, at der må have befundet sig flere, der har været med siden de gamle kodriver-dage med “Call Of The Wild”- og “I Won’t Cut My Hair”-dage. Der er “heldigvis” sket noget med bandet siden dengang. Først et navneskifte og siden et personaleskifte angående trommer, men også en langt skarpere rocklyd tenderende til det giftige i danske målestok.
Stigge Nasty var en enmandshær
Det skulle dog ikke rigtig lykkes at skabe harmoni mellem parterne, selvom der ikke var sparet på lyspærer og levende ild for ikke at tale om det mekaniske kvægkranie, der udgjorde løftestang til en trommende Laust Sonne, der umuligt kan lide af højdeskræk, selvom han denne gang ikke forsvandt helt op i trækronerne, som det næsten var tilfældet på Ringsted Festival for to år siden. To gange Binzer, Jesper og Jacob koncentrerede sig om at synge og spille, mens Stig Pedersen på ikke bare én bas, men som altid med adskillige bud på design og udformning. I høj støvler og Alice Cooper-makeup, så levede han sit helt eget liv i Aarhus, og var her og der og alle vegne. En overgang sågar stående oven på Sonnes stortromme. Der var ild i den mand, og knap så meget i de andre.
Binzer dykkede ned i sildetønden
Det var lidt som om energien var trukket ud af et ellers potent nummer som “Written In Water”, og det er nærmest en bedrift i sig selv at formå det. Med et bagkatalog som D-A-Ds, så vil jeg mene, at det med lethed kunne have lykkedes at fremmane en mere interessant sætliste, end det var tilfældet denne aften. Der var for mange perifere sange denne aften, og for mange klassikere, som blev leveret uden nerve. Sløjf “Speed Of Darkness” og drop “Riding With Sue”. Førstnævnte er for intetsigende, mens sidstnævnte ikke er ældet med ynde. Binzers forsøg på at hoppe ud blandt publikum på “Something Good” virkede for letkøbt, og han var da også ret hurtigt tilbage. Måske konstaterede han også, at der altså ikke kunne klemmes flere ind foran scenen.
Det tog godt nok sin tid…
Omvendt var der langt bedre samhørighed mellem bnad og publikum på en akustisk version af “Laugh And A ½”, hvor kun Jesper og Jacob forblev på scenen. Publikum skrålede om kap med aktørerne selv, og det fungerede ret så godt. Selvsamme pondus kunne man have givet træffere som “Grow Or Pay” og “Nineteenhundredandyesterday”, men det var publikum, der selv skulle løbe tingene i gang. I hvert fald indtil vi fik så potente brag som “Monster Philosophy” og “Everything Glows”. Så gad D-A-D godt igen åbenbart. “Bad Craziness” og “Sleeping My Day Away” slås nok stadig om, hvilken der er D-A-Ds signatursang. Jeg kårer ingen vindere i den henseende, men konstaterer blot, at begge sange helt efter bogen var sikre trumfer at slutte af med på en aften, hvor publikum var mere klar end bandet selv. Lidt en skam, når der nu på papiret var dækket op til “det helt store” som skrub-af-mad. Koncerten med D-A-D var en del af eventet Rock i Friheden, hvor også Dizzy Mizz Lizzy, Sort Sol og The Raveonettes spillede. Dizzy Mizz Lizzy og Sort Sol blev anmeldt tidligere på sæsonen. Klik på de markerede navne og læs løs.
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen