Curtis Stigers

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Tinghallen - Viborg- 20.09.2026

Indsæt første overskrift + afsnit af anmeldelsen her. Du skal kun copy/paste fra wordfilens første afsnit. Ikke andet. Siden her formaterer selv tekst til det rigtige format.Den aften, da Tinghallen blev omdannet til Jazz House

 Mr. Stigers var fandens til charmetrold, der med humor, goodwill og en overdådig vokal gav one hell of a show.

 Succes er en svær størrelse. Den kan være din bedste ven og din største fjende. Den kan sparke døre ind og den kan bremse dig i skyhøje forventninger. Hvor man på skalaen finder Curtis Stigers, tja, det er svært at spå om. Hvordan man end vender og drejer det, så kommer man ikke uden om, at han i dag er landet et sted, hvor han laver lige præcis det, som han holder allermest af. Nemlig at spille jazz eller jazzlignende kompositioner.

Allemandseje i en kort periode

 Men hvad pokker stiller man også op, når ens debutalbum (1991) peaker på Billboards Heatseakers førsteplads i USA? Når samme album sælger 2*platin i England? Når man har en sang (I Wonder Why), der bliver et verdensomspændende rocksoul-fænomen? Når “You’re All That Matters To Me” som andensingle opnår næsten samme status? Opmærksomheden var til at tage og føle på, for den dengang 26-årige Curtis Stigers, hvis lange lokker og evner på saxofon skabte en stjerne, som havde en ganske anderledes profil. Sandheden er også, at debuten blev Stigers’ højdepunkt og en revival af dengang synes for nuværende usandsynlig. De to efterfølgende plader blev holdt i samme genre, men kastede hverken store sange eller tilsvarende pladesalg af sig. Allerede 10 år efter sit selvbetitlede album skiftede Stigers stil til jazz’en og udgiver nu musik, der ikke er designet til hitlisterne, men bærer langt større præg af afdæmpethed og crooner-tilgang. Han er utvivlsomt havnet i sit rette element, og kan se tilbage på en karriere, der ikke sikrede vedvarende verdensomspændende succes, men en karriere, der også har budt på musik til filmen “The Bodyguard”, tv-serien “Sons Of Anarchy” og samarbejder med navne som Prince, Elton John, Eric Clapton, Joe Cocker og Rod Stewart.  

Den store sangskat rulles ud 

Med denne søndag aften i Viborg afslutter Curtis Stigers sin periode i Danmark, der har bragt ham forbi København, Odense, Aarhus og lørdag aften på herregården Nørre Vosborg stik nord for Ringkøbing. Han har stadig sit publikum bestående af jazz-entusiaster og 90’er-nostalgikere. Det lange mørke hår er væk og erstattet af en gråsprængt og kortklippet frisure, men derforuden kan man nu godt genkende den nu 60-årige musiker. Prøv desuden at lukke øjnene et kort sekund og lyt til stemmen fra din radio for 35 år siden. Den er intakt. Med sig har han tre vanvittigt dygtige jazzmusikere, der giver den hele armen på flygel, kontrabas og trommer. Stigers passer vokalen og saxofonen, synger og blæser sig gennem repertoiret, der er henledt på 50’ernes helt store sange fra det som man i flere kredse kalder “The Great American Songbook”. Vi får blandt andet “What’s So Funny ‘ Bout Peace, Love and Understanding” og “John The Revelator”, mens der også er plads til nogle ret jazzede versioner af føromtalte “You’re All That Matters To Me” og “I Wonder Why” samt “Never Saw A Miracle”, der også var at finde på Stigers’ debutalbum.

Danskerhyldest og stik i hjertet

Mens Stigers tager os på en sproglig rejse gennem de store komponister og hans tilhørende kærlighed til denne sangskat, så hylder Stigers også det danske folk for at stå op imod “the orange guy”. Stigers lægger ikke skjul på, at verden er et tosset sted rent politisk, og at der ikke er noget at råbe hurra for hjemme i staterne. En behagelig veksling mellem alvor og morskab drifter Stigers sikkert gennem en velspillet aften, der også finder plads til et par covers af mastodonter som Bob Dylan og Stigers’ personlige idol Tom Waits. Bedst af alt holder Stigers af de triste skæringer. Sad songs make me happy, ja tak. Det får vi at mærke på “Don’t Look At Me That Way” og “I Have Everything” fra den nyeste plade “Songs From My Kitchen vol. 1”. Den er naturligvis medbragt på noget så moderne som cd. De er tilmed signeret, og som Stigers fortæller, så ønsker han ikke at slæbe dem med hjem igen. Snart er det jul, så måske jeg bare skal kalde det julepladen, lokker han gæsterne i Jet Sport Arena, som Tinghallen har som alias. Han sætter nærmest ikke en fod forkert i de to timer (inkl. 20 minutters pause halvvejs), han står på scenen. Den stemningsfulde oplevelse fløj afsted, men til al held lover han at komme igen snart. Der er et eller andet mellem ham og Danmark - heldigvis! 

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen