Alison Moyet
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Operaen - København - 19.09.2026
Sanglærken fra Basildon definerede Operaen
Det er efterhånden nærmest hugget i sten, at en koncert med Alison Moyet er en usvigelig sikker investering.
Efter han forlod Depeche Mode og før han startede Erasure, så gik Vince Clarke ikke ligefrem med hænderne i lommerne, selvom Yazoo i den kontekst nok kan være lidt overset. Vince Clarke hyrede Alison Moyet til at udgøre den kvindelige vokal i sit nye projekt, og resten er historie. En historie, der er langt større end de blot to album, som duoen udgav. Det skulle dog vise sig, at det ikke kun var Vince Clarke, der kunne få små projekter til at vokse sig store. Alison Moyet gik nemlig solo efter Yazoos ophør, og den signifikante stemme voksede sig blot større. Debutalbummet “Alf” fra 1984 kastede “Invisible” og “All Cried Out” af sig, mens opfølgeren “Raindancing” fortsatte succesen med “Weak In The Presence Of Beauty” og “Is This Love?”.
Indhold fra de nyere plader
Det var dog slet ikke 80’er-hits i eget navn, vi blev budt denne aften i Operaen i København. Koncerten var nemlig kurateret til at omhandle Moyets ottende og niende studiealbum “the minutes (2013)” og “Other (2017)” og så ellers Yazoo-sange for resten af pengene. Med andre ord en aften fuld af elektroniske perler på snor, da netop “the minutes” var Moyets vendepunkt fra de mere balancerede popnumre. Moyet har på denne tur nemlig besluttet sig for at forene hendes to første electronica-albums og de to seneste inden for samme genre. Dermed også en genre, man ikke sådan lige forbinder med Operaen, men hvis der er én sanglærke, der kunne retfærdiggøre det alligevel, så er det den 65-årige alf ved navn Geneviève Alison Jane Moyet. En ekstraordinær kvinde, men dog så ydmyg at det grænser til at være for meget af det gode.
Jubelbrøl af vellyd
Signatur-stemmen har hun stadig, og med en setting i Operaen, så skrålede Moyet med en tydelighed, der efterhånden er sjælden. Hvert et ord i sangene stod knivskarpt, og der var en uhørt fin balance mellem vokal og instrumenteringen fra de tre medbragte herrer, der fiflede med trommer og synthesizers. Faktisk så optimeret, at man ind imellem kunne høre en minimal knitren i mikrofonerne. Fra land med “Alive” og over til den lettere fjollede “Bad Connection”, der sparkede gang i hele rækken af i alt 13 Yazoo-numre, hvor “Nobody’s Diary” og “Mr. Blue” tidligt i sættet udbrød en jubelkulisse som et udsolgt Wembley. Der var nu også tale om en helt og aldeles udsolgt koncert, og de få tomme sæder denne aften må skyldes sygdom. Billetterne blev i sin tid revet væk hurtigere end Trump kan nå at gøre sig upopulær i Mellemøsten. Tyk streg under, at Moyet er en kunstner for feinschmeckere, selvom hun måske nok bredt set er gået lidt i glemmebogen. I sin samtid var hun jo i konkurrence med Madonna, Tina Turner, Whitney Houston og deslige, men så snart man hører tonerne, så er man altså solidt tilbage i genkendelsens 80’ere.
Så er der dømt diskoklub
Moyets moves understregede, at hun var i sit rette element. Der blev danset og positioneret i en grad, som fik flere publikummer til at sidde “uroligt” i stolene. Ja, skidtet smittede. I små fragmenter fik hun holdt lidt informationstaler ud til publikum, så man var godt vejledt ud i udvælgelsen af numrene og hvordan de på sin vis var forbundet. En tudse i halsen dukkede op frem mod den sidste tredjedel af koncerten, men allerede her stod det klart, at intet for alvor kunne komme i vejen for en helt igennem glimrende aften. “I Germinate” lød frisk, som var den skrevet i går, og i det hele taget fungerede Moyets solo-numre som gode breaks mellem de pulserende Vince Clarke-kompositioner. Det midaldrende og velklædte publikum viste under “Only You”, at også de havde styr på elektronikken, da flere mobiltelefoner bare måtte indfange det massive hit fra 1982. Helt bananas gik det under de tre ekstranumre, som Moyet indledte med at opildne til diskoklub omkring. Op og stå og shake måsen på den begrænsede plads, der er mellem sæderne. “Goodbye 70s”, “Situation” og “Don’t Go” sluttede således en intens aften af, og hvor måtte man bare gå derfra og smile over, at Moyet, der rent faktisk en overgang har gået i klasse med Martin Gore og Andrew Fletcher fra Depeche Mode, blev opfundet af Vince Clarke. Tænk sig, hvis denne unikke vokal ikke havde fået muligheden for at henrykke så mange, som det gennem tiden har været tilfældet. Tak Vince!
Jeg har oplevet føromtalte Erasure i Operaen samt andre poppede acts som Pet Shop Boys og Kylie Minogue. Acts, der rammer den lige i røven, når Operaen gør sin ting. Moyets koncert er deroppe i samme skylag, men Moyets besøg i DR Koncerthuset sidste år er svær at pille ned af piedestalen. Dermed kan man så også konkludere, at Alison Moyet denne aften tabte til sig selv udi at opnå fuld plade.
Sætliste:
Alive
Bad Connection *
Ode To Boy *
Nobody’s Diary *
Mr. Blue *
Changeling
Midnight *
Lover, Go
Winter Kills *
Filigree
Anyone *
Other
I Germinate
State Farm *
Beautiful Gun
Right As Rain
Only You *
In My Room *
Ekstra
Goodbye 70s *
Situation *
Don’t Go *
* = Yazoo
★★★★★☆
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen
Se koncertgalleriet her