Ca7riel & Paco Amoroso

Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen

Poolen - København- 25.09.2026

At se Ca7riel og Paco Amoroso gøre deres ting er mærkværdigt livsbekræftende

Når man gør lidt af det hele, er der risiko for, at man ikke rigtig gør noget af det godt. Det er dog ikke tilfældet for de to argentinske storcharmører.

Man fik noget for pengene fredag aften i Poolen i København. På trods af, at Ca7riel og Paco Amoroso kun har to fuldlængdealbums at vise frem, kunne setlisten prale af hele 26 numre – og næsten lige så mange genreskift – i løbet af den knap to timer lange koncert. Og det var faktisk ikke et minut for langt. Turnéen og aftenens koncert var i anledning af deres nyeste album “Free Spirits”, hvorfra de fleste sange i koncertens første halvdel var hentet. Undervejs i koncerten blev publikum guidet gennem oplevelsen af en mystisk stemme, som forklarede, at koncerten skal gennemleves som en form for wellnessoplevelse. Man blev instrueret i at slippe tøjlerne og danse sine bekymringer væk, men det lod heldigvis til at falde alle blandt publikum ganske naturligt. Det hjalp da også gevaldigt, da de to hovedpersoner på scenen tydeligvis ikke tog sig selv alt for seriøst.

Det sjove, det perverse og det kunstneriske

Koncerten blev skudt i gang med nummeret ”No Me Sirve Más”, som i ægte wellnessstil blev fremført fra to hvide læderlænestole med tilhørende IV-drop. Men selv i siddende tilstand forstod de begge stadig at have en stage presence, som nåede langt ud over scenekanten. De spildte aldrig en chance for at finde spotlyset, mens den anden sang, eller for at hive en gimmick ud af ærmet, som da Paco Amoroso begyndte at kaste rundt med en håndvægt, eller Ca7riel hev en babydukke frem fra et håndklæde. Der var en hårfin balance mellem det humoristiske og det artistiske, som duoen formåede at ramme, uden at balancen tippede til nogen af siderne. Det tydelige glimt i øjet gjorde, at de kunne slippe afsted med stort set alt, også det mere in-your-face-perverse. Man behøvede hverken at være spansktalende eller at have en bachelorgrad i tekstanalyse for at regne ud, at sex og damer fylder meget i Ca7riel og Paco Amorosos tekstunivers. Allermest tydeligt kom det dog til udtryk i blandt andet sangen ”Ay Ay Ay”. Til dem, som ikke taler spansk, har de indrettet omkvædet med den mundrette tekst ”Pussy so good I want to cry / This is the best sex of my life”. Bare i tilfælde af, at man skulle have misforstået, hvad deres sange ofte går ud på.

Fra Tiny Desk-hype til ægte verdensmænd

I grove træk var koncerten inddelt i tre akter. I første akt var det primært sange fra “Free Spirits”-albummet, der med deres fællessangvenlige tekster og latinrytmer fik lagt en god bund for resten af aftenen. Flere af albummets gæstestjerner, som Sting og Jack Black, kunne høres over højtalerne, og netop gæstefeatures som dem vidner om den stjernestatus, de to sydamerikanske stjerner har fået også i den engelsktalende verden. I anden akt va det sangene fra “Baño Maria”, som blev omdrejningspunktet. Samtlige numre fra duoens virale “Tiny Desk”-session fra 2024 fik lov at leve på scenen, og publikums modtagelse af dem fortalte, at sangene også fungerede uden for hypen omkring det lille kontor. Særligt det nærmest aggressive nummer ”La Que Puede, Puede” og det moderne trekantsdrama ”El Único” blev mødt af fællessang og stor entusiasme fra den kogende sal.

Det burde ikke fungere…

Hen mod aftenens tredje og sidste akt fortalte den mystiske stemmeguide os, at vi skulle forberede os på, at det kunne blive lidt voldsomt. Og den advarsel var på sin plads. Ca7riel havde flere gange undervejs givet små guitarsoloer, men intet kunne have forberedt mig på, at sangene ”Todo el Día” og ”Ha Ha” skulle have en decideret metal-makeover med alt, hvad den kunne trække i el-spade. Hvis man troede, at gutterne her havde maxet ud på genre-gøgleri, kunne man godt tro om igen. ”Lo Quiero Ya!” blev skudt i gang med dens hypnotiske korsats, mens røde laserlys lyste rummet op, inden det tunge beat endnu engang skiftede energien over til noget, der mest af alt mindede om at stå på en mørk technoklub. Det mørke elektroniske tema fortsatte over i ”Beto’s Horns” for så igen helt at skifte gear til det bløde og søde nummer ”Himno del Mediocre”, der vel bedst kan beskrives som følelsen af at få et kram fra en god ven på en sommerdag.

At hoppe sådan mellem følelser, temaer og genrer burde virkelig ikke fungere. Men Ca7riel og Paco Amoroso var bevis på, at det kunne lade sig gøre, når man gjorde det med selvtillid og glimt i øjet. De gjorde det utroligt svært ikke at fortabe sig i energien og give sig hen, og jeg tror næppe, at der var et sæt hofter tilbage i salen, som ikke måtte overgive sig til latinrytmerne.

★★★★★☆

Anmeldt af Anna Sofie Petersen

Se koncertgalleriet her