Europe

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Falkoner Salen - Frederiksberg - 22.10.2026

Vellyd markerede jubilæum hos vores naboer

Europe var forbi Dannevang i deres fejring af 40-året for det helt store gennembrud. Det slap de sikkert fra. En stilren performance, som omvendt heller ikke bød på nogen overraskelser.

Klip tilbage til 1986. Jesper er 8 år gammel og klar til at fodre kassettebåndoptageren med nye toner af den type, der ellers har det med at kunne ende i en gang båndsalat. Den slags, der skal fixes med en blyant, og som nutidens unge får sidestillet med en IKEA-test. Blæsende synthesizerbasuner trutter “The Final Countdown” ud af højtaleren, som tiden absolut største hit og siden er blevet et af 80’ernes i særklasse mest letgenkendelige numre overhovedet. Et album, der som nævnt på kassettebånd, er blevet slidt op på ingen tid. Det var dengang, man hørte båndets A- og B-side fra ende til anden. Man kom forbi hits som “Rock The Night” og “Carrie”, men også fyldnumre som “Danger On Track” og “Ninja”, som dengang bare gik rent ind. 

Puddelrock til folket

 Svenske Europe bankede derudaf, og lille Jesper havde ingen idé om andet end, at dette nye svenske vidunder brød igennem pr. omgående. Helt uvidende om, at Europe faktisk havde prøvet sig til via to albums forinden. Når det så er sagt, så blev “The Final Countdown” altså så også et afsæt og siden et aftryk, som Joey Tempest og de andre gutter hinsidan ikke har overgået. Her peakede de, og det er altså i år 40 år siden. Det skulle fejres, så denne aften stod hele det 10-numre lange album for skud i sin helhed. Værter for jubilæet på dansk grund tituleres Falkonersalen på Frederiksberg. En udsolgt venue, der denne aften sitrede af trangen til puddelrock, som vor far rørte den i gryden.  

De var der alle fem

Startopstillingen kunne ikke være bedre, for naturligvis var Europe anført af forsanger Joey Tempest, der ikke har mistet hverken vokal eller spjæt. Han tonsede rundt på scenen, havde overskudt til at forfølge og drille en securitymedarbejder og ellers svinge rundt med mikrofon og -stativ. Under “Danger On The Track” var der også udpræget showtilstande, da selve Europes crew også fik lov til at shine, da de kom på scenen og i ren musicalstil både pudsede instrumenter, rettede vindmaskinen og serverede pizza.Falkonersalen osede af potent høj og ren lyd, som det hører sig til ved en rund fejring. Opstillingen talte desuden alle fire øvrige musikere, der var med på indspilningen til “The Final Countdown”. John Norum - guitarist - forlod ganske vist Europe efter, at man havde skabt hul igennem til verdensherredømmet rent musikalsk, men i dag stod han altså atter på scenen flankeret af keyboardspiller Mic Michaeli, trommeslager Ian Haugland og bassist John Levén. Ganske vist med noget højere tindinger end i det vilde hårs kronede dage. Apropos hår, så havde Haugland ikke et eneste strå tilbage…

For helvede for et jubilæum

 Selvom publikum var inviteret til jubilæum, så blev dette faktum aldrig italesat. Det lå måske nok også implicit i selve tourtitlen, men mon ikke de fleste havde regnet med en mundtlig markering eller et lille “tak for at have været med på rejsen”. I stedet brugte Tempest tiden på at øve sine danske gloser som “Hvordan går det?” og “For Helvede”. Dog var der en skarp linje i sætlisten, hvor vi lagde fra land med 9 blandede sange fra hele karrieren, herunder øvrige hits som “Superstitious”, “Prisoners Of Paradise” og “War Of Kings”, hvor Tempest tiltalte sidstnævnte som en hyldest til Danmark, hvis historie er præget af mægtige konger. Anden blok var så “The Final Countdown” i sin helhed, dog i omarrangeret rækkefølge. Føromtalte “Rock The Night” og “Carrie” blev skudt af som de to første til det helt store sing-a-long-respons fra publikum. Publikum gav sig endda også til at synge “Dreamer” fra “Wings Of Tomorrow”-albummet. Tempest og Michaeli stemte kortvarigt i, men det blev til et omkvæd og så videre i teksten.

(næst)Sidste Nedtælling

 Jeg må indrømme, at der var noget spøjst i at høre et så beskattet album live i sin helhed. Mange af sangene har jeg ikke hørt, siden jeg var knægt. Særligt “Cherokee” skilte sig positivt ud, mens “Heart Of Stone” og “Love Chaser” ikke havde nogen form for vitalitet så mange år efter. Hele ballet blev sluttet af med, ja, prøv at gætte engang… Hittet over alle hits, men ikke på nogen måde derfor jeg havde lagt vejen forbi. Dog må jeg krybe til korset og indrømme at opbygningen med vores klode på storskærmen og så en volumen af en anden verden skabte fin magi - ikke mindst foranlediget af publikum. Det gav minder om Dave Stewarts Eurythmics-koncert i Tivoli, hvor “Sweet Dreams (Are Made Of This)” buldrede med ekko ud over Parken. Selvom Europe er ældet, så er det med ynde, på trods af Joey, John, Mic, Ian og John i speedos og andet godt fra billedgalleriet, der kørte under “On Broken Wings”. Nogen allersidste nedtælling lod det nu ikke til at være, for Joey forlod scenen efterfølgende med ordene: Vi ses! (hvilket stemmer godt overens med en lille rygtesnas, du kan læse om i vores Stage Radar-segment).

 Sætliste:

Scandinavian Eyes

Walk The Earth

Superstitious

One On One

Last Look At Eden

War Of Kings

Prisoners Of Paradise

The Cult Of Ignorance

On Broken Wings

Rock The Night

Carrie

Danger On The Track

Ninja

Cherokee

Time Has Come

Heart Of Stone

On The Loose

Love Chaser

The Final Countdown

★★★★☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

Se koncertgalleriet her