Blaue Blume

Koncertanmeldelse af Marie Gyldenløve Theiss

Train 1.11.2025

Blaue Blume forvandlede Train til et rumskib af følelser

Sårbart, sanseligt og smukt var det, da Blaue Blume indtog Train og forvandlede det til deres eget univers.

En drømmende optakt

Udstyret med drømmende guitarer og en melankolsk røst inviterede forsanger Jonas Holst Schmidt, guitarist Buster Jensen og trommeslager Søren Buhl Lassen os til at mærke hele følelsesregisteret i et intravenøst musik-drop. Før Blaue Blume indtog scenen med deres karakteristiske indie-look, skabte Anna Roemer en æterisk og drømmende stemning med sine instrumentale guitar-loops. En passende intro til det drømmende hovednavn, som publikum stod spændt og ventede på – men som desværre druknede en smule under publikums baggrundssnak. Et symptom af den danske koncertkultur, som vi heldigvis ikke så mere til under resten af koncerten.

Mellem himmel og smerte

Fra det første moment Blaue Blume trådte ud på scenen, til de blev klappet ud af et hujende og heppende publikum, var der ingen tvivl om, hvilken stemning de formidlede. Det var som at blive trukket ind i en blød kirke ombord på et blinkende rumskib med forsanger Jonas som prædikant og bandet som koret. Koncerthallen blev indhyllet i stroboskopisk lys med primært blå og magenta nuancer, scene-røg og forsangerens sårbare vokal, der inviterede publikum til at føle med ham. Særligt under sange som ”Følsom dreng” og ”Du siger det bare med øjnene” mærkede man forbindelsen mellem publikum og musiker med en følsom højskole-esque fællessang. I denne psykedeliske kirke stod forsanger Jonas som en stærk leder, der i en trancelignende tilstand formåede at hypnotisere både sig selv og publikum. Det var tydeligt, at musikken og lyrikken lå ham nært, det glade, men næsten smertelige udtryk på hans ansigt under koncerten vidnede om det.

En lille skønhedsfejl

Sangene varierede i personlighedsgrad, men bandet var altid publikumsnært, og man var ikke i tvivl om, at de nød showet mindst lige så meget, som publikum gjorde. Der var plads til både pæne ord fra forsangeren, en fortælling om kærlighed og rå riffs, der forstærkede den æteriske og følelsesprægede stemning i koncertsalen.Den psykedeliske kirke led dog en smule under manglende klarhed i vokalerne. Det var uklart, om der var tale om manglende artikulation, eller om mikrofonen simpelthen druknede under bandets rå instrumentaler. Alt i alt var det dog en formidabel oplevelse, der varmt kan anbefales til enhver, der har den mindste interesse i bandets lyd. Lyden synes at komme bedre til sin ret live, især fordi den blev forstærket af de følelser, bandet udviste og konfronterede publikum med. Blaue Blume forvandlede Train til en kirke, hvor man kunne bekende sine største smerter sammen med dem. Man følte sig tryg og omsluttet af det bløde og psykedeliske sceneshow. Det var både himmelsk og overjordisk.

På trods af det intense nærvær trak de uklare vokaler dog lidt ned i en vurdering af koncerten, der ellers levede op til forventningerne, og endda leverede lidt ekstra. Det var en koncert, der føltes som et drømmende bekendelsesritual i blå og magenta toner - en oplevelse, der ramte hjertet, selv når lyden ikke gjorde.

Anmeldt af Marie Gyldenløve Theiss

★★★★★☆