Tony Hadley
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Amager Bio 3.11.2025
Stemmen skulle lige tæmmes, men så var resten ellers også fuld kontrol
Tidligere Spandau Ballet-forsanger Tony Hadley croonede og cruisede sig gennem et imponerende bagkatalog med et voldsomt hit-stempel som afrunding
Ham charmøren på scenen lignede umiskendligt ham der fra Spandau Ballet. Da han åbnede munden, så lød han minsandten også som ham fra Spandau Ballet. Ikke alt, du ser og hører, er for godt til at være sandt, for det var nemlig Tony Hadley, der stod på scenen. Ganske som vi efterhånden har lært ham at kende for nutiden. Helt uden at være en frontmand for et legendarisk orkester. Nu bare frontmand i eget navn.
Spandau-linket er dødt
Mestendels havde de det godt i Spandau Ballet. Som Hadley sagde godt midtvejs i aftenens koncert, så skete der mange sjove ting - også nogen, som han ikke turde dele med publikum denne aften. Faktum er dog også, at vi skal 10 år tilbage for at have oplevet dem som samlet enhed. Det var Den Fynske Landsby i Odense, der lagde amfiscene til dengang. Siden har diverse uenigheder og stridigheder for alvor cuttet livlinen mellem Hadley og resten af Spandau Ballet, men heldigvis står “To Cut A Long Story Short” og “Lifeline” tilbage som bare to af bandets udødelige klassikere som en del af særligt 80’ernes elektroniske new wave. Ja, altså selvom deres toner nu altid har været noget mere stilfærdige og ballade-agtige i forhold til datidens øvrige bands i start-80’erne.
Han er her tit, ham Tony
Det er ikke længere siden end i sommer, at vi herhjemme sidst havde besøg af Tony Hadley. Det skete i Viborg til nostalgi-festivalen Forever, som desværre allerede er blevet aflivet. En skam, for det samlede line up med mastodonter som Roxette, Culture Club, Chaka Khan, Wet Wet Wet, The Cardigans, The Human League og mange andre kunne noget helt særligt. Det var også her, at mange påståede ungpiger atter fik et crush på Hadley, da han inviterede inden på en rejse tilbage i tiden. Sådan var det måske lige knap i Amager Bio denne aften, hvor salen vel blot var ⅔ fuld. Fuld var så til gengæld en gruppe snakkende fyre i 50’erne, der nok selv mente at de havde en udstråling som en 17-årig og en snakkelyst, der måtte vedkomme alle. Sådan så denne signatur det nu ikke og lavede derfor en sideforskydning mod vest og fandt sig tilrette langt væk fra uopmærksomme drukmåse. Her slog jeg mig ned ved siden af en måske 17-årig knægt, der i real life sang med på alle sangene. Garanteret præget af nogle forældre med god smag. Ham knøsen her var i hvert fald ikke opfundet, da Hadley, Kemp, og hvad de alle sammen hedder, slog til kloden og fik global opmærksomhed. I det hele taget er Tony Hadley ganske ferm til at slå forbi Dannevang, når han skal ud og lufte sit repertoire. Dette var således min femte koncert med manden i eget navn.
Et solidt mix gamle travere og enkelte nyere træffere
Folk var selvsagt kommet for at høre nogle af de utallige ørehængere fra de glade 80’ere. De hang så også ganske løst, for Mr. Hadley kender sine kunder. Han var nu heller ikke slap til at proklamere, at det altså var nogle Great Songs, han havde pakket til sin Europa Tour. Det er svært at modargumentere dette postulat, men måske Hadley til tider virkede lidt selvfed, for efter “I’ll Fly For You” fik han også nævnt, at der til den sang var en Great Music Video til. Ballader som “Only When You Leave” og Hadleys egen yndlingssang “Through The Barricades” gik rent hjem. Særligt sidstnævnte havde fået en groovy forlænget spilletid, som for en gang skyld var klædelig. Således blev det en aften med såvel nyt som gammelt. Jeg var ganske fornøjet over “Alibi”, der er blandt de seneste udgivne sange, mens der også var et cover-nummer blandt det gamle. Hadley var ikke sen til at give et fascinerende møde med Freddy Mercury endnu en tur i fortællemaskinen, hvor referencen selvsagt var Live Aid for nu 40 år siden. Vi fik Queens “Somebody To Love” inden den 17-sange lange sætliste sluttede særdeles offensivt med trekløveret “Lifeline” samt signatursangene “True” og “Gold”. En sætliste, der i øvrigt lagde fra land med et andet cover.
Stemmen skulle lige smøres og rømmes, men Hadleys karakteristiske stemme holder stadig. Sikke nogle lange fraseringer han evner. Både med at holde tonen og give den noget vibrato. Langt hen ad vejen var Hadley og band i fuld kontrol og styrede sikkert tilhørerne i havn. Ja, altså lige med undtagelse af de føromtalte 50-årige snakkebasser. De var dog tidligt i koncerten forduftet fra Amager Bio til stor glæde for resten. De var nok taget videre ud i mandagsnattelivet og lede efter nogle, der rent faktisk gad at høre på deres volumenonsens.
Herunder aftenens sætliste, hvor Spandau Ballet-indslag er markeret med *.
Sætliste
Feeling Good (Anthony Newley-cover)
To Cut A Long Story Short *
Highly Strung *
Only When You Leave *
Alibi
Round And Round *
I’ll Fly For You *
Turn Me On
Soul Boy *
Through The Barricades *
Somebody To Love (Queen-cover)
Walk Of Shame
Chant No. 1 *
Mad About You
Lifeline *
True *
Gold *
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen
★★★★☆☆
Se koncertgalleriet her