Baal
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Train - Aarhus - 08.01.2026
De gæve gutter fester stadig tredive år senere, og sikke en fest det er.
Baal fejrer tredive års jubilæum for deres første album, og det gøres med stil
Da herrerne indtog scenen til opera iklædt nogle jakkesæt, som man næsten mest associerer med Backstreet Boys, idet de var hvide og sad lige i skabet, så vidste man allerede, det ville blive stort. Man har ikke set midaldrende mænd med så meget swag og stil længe, men det passede da, siden vi var samlet for at hylde ”Sensorama”, deres album fra 1996, der fylder rundt i år. Fremmødet var stort, ikke bare foran scenen, men også på den. Baal havde inviteret samtlige gæstevokalister fra forskellige hjørner. Steen Jørgensen fra Sort Sol, Sebastian Wolff fra Kellermensch, Dicte og Kira Skov stod på plakaten, så der var klart noget at se frem til. Dog som anmelder, var det eneste ukendte navn for mig nemlig Baal selv. Jeg trådte ud af den koncertsal indoktrineret, kan jeg dog glæde mig selv ved at sige. Spoiler alert! Det var simpelthen fantastisk.
Gennemgang af finurlighed der falder og stiger
Hver evig eneste sang på vores kære fødselsdagsbarn blev gennemgået. Baal, der åbner ballet med ”Chronical Love Song” og ”Burnfeast”, der var mit første indtryk til bandet, og jeg blev nær væltet omkuld. Noget af det første der gik op for mig var, at det at dykke frem og tilbage i rampelyset var som en kær vane for disse musikere. Det at vide hvornår man skal give plads, men også det at vide hvornår en anden skal tage styringen er ikke et let fundet talent eller en nem tillæring, man hurtigt kan implementere til så sprød en grad. Det blev vildere herfra, da Sebastian Wolff hurtigt overtog ”Let Me Go Down” og det føltes ret fedt både at lade nogle andre prøve at synge de trediveårige sange, men også at se Sebastian med et andet band end hans eget, der vidste præcis hvordan sangene skulle være. Bjørn Fjæstad kom tilbage til en lille fællessang derefter med ”Children of the Revolution”. Den fremstilling, de havde kørt fra start til efter dette nummer, var den samme, der gik igen med de andre gæster. Først et par numre bare med Baal. Så kom en gæst, i rækkefølgen; Sebastian Wolff, Dicte, Kira Skov og til sidst Steen Jørgensen. Så tilbage til starten af cyklussen.
Hvad binder vi os på?
Så længe man kom for at høre musik fra 1996, så var man præcis det rigtige sted. Publikum var ellevilde, men jeg regnede ærligt også med, at jeg var én af de eneste, der aldrig havde hørt om Baal i den sal. Klapsalver var lange og fuld af følelse, folk råbte glædelige bemærkninger efter de hvidklædte herrer mellem sangene, og der blev sunget med, selvom der nærmest aldrig blev lagt op til det. Der var i sandhed grund til at fyre den af. Når lyset ramte rigtigt, hvilket det oftest gjorde, og man kneb øjnene lidt sammen, lyttede godt efter, og lod sin sjæl flyve lidt, så kunne man næsten mærke en energi, jeg forbinder med ét, og kun ét, band. Queen. Nu skal jeg nok også snart trække i en bremse. Sangene i midten af koncerten var mindre interessante end sangene fra koncertens start og afrunding. Det er svært at holde så konstant et niveau, og især hvis man som udgangspunkt skal igennem en bestemt gruppe sange, i det her tilfælde et bestemt album, kan det være en udfordring. Så de var lidt bundet af at deres album skulle være et topklassealbum, 10/10 og et tidløst mesterværk, for at koncerten også kunne være det. Det er dog skræmmende, skræmmende tæt på.
Sætliste
Chronical Love Song
Burnfeast
Let Me Go Down (Sebastian Wolff)
Children of the Revolution (Sebastian Wolff og Baal)
Fall & Rise
Steam of Guilt
My Boy (Dicte)
Nights in White Satin (Dicte og Baal)
Dragon and the Bird
Bubble Fake
Let it Flow (Kira Skov)
Alabama Song (Kira Skov og Baal)
Violent and Different
King Media (Steen Jørgensen og Baal)
I Wanna Be Your Dog (Steen Jørgensen og Baal)
Eurodope
Station to Station (Steen, Kira og Baal)
Bikerhead (Sebastian, Dicte og Baal)
The Last Show on Earth
Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk
★★★★★☆
Se koncertgalleriet her