Thomas Helmig

Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk

Train - Aarhus- 11.09.2026

Nyt sted, gammel ven

TRAIN 2.0 åbnede med et brag af en dansefest. Hovedpersonen lignede Elvis i hans Vegas-dage

TRAIN åbnede de nye døre på Sydhavnen i Aarhus, og så var der nærmest kun én mand, der kunne gøre det med stil. Thomas Helmig, aarhusianernes egen dansemus og store idol, tog sit store show med på det nu større og flottere spillested. Som Helmig også nævnte under koncerten var det tid til at se, hvad den nye bygning kunne holde til, og glædeligt kan det nævnes, at Helmig fik gået scenen til med stil. Jeg oplevede også Helmig på NorthSide i starten af sommeren med samme band og næsten samme sæt, men festivalmiljøet kunne ikke just hamle op med potentialet. Det kunne TRAIN denne aften, da hele oplevelsen føltes mere direkte, og i al ærlighed, meget mere naturlig for den skønne mand. Hvis man svedte over hedebølgen, der emmede fra den smukke mand med de svingende hofter, eller om man selv var skyldig i at ryste med rumpen, så var det mere end fuldt forståeligt. Helmig behøvede ikke engang et opvarmningsact, medmindre man medtalte borgmester Anders Winnerskjold, som kort indtog scenen, før et publikum, der næsten kunne råbe højere end de nye højtalere kunne spille, hujede ad helvede til. Så var vi i gang. 

De små detaljer, der bankede på

I det hele taget var der egentlig ganske få ændringer mellem NorthSide-koncerten og denne, men alligevel føltes det mere friskt end før set. Det var dog stadig ”Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På” der åbnede ballet, og det var allerede her, man fornemmede, at man ville have ondt i knæene dagen derpå. Man havde til denne udgave af showet bedre mulighed for at koble til, især den mere intime sfære gjorde det nemmere at lære de elleve folk på scenen bedre at kende. Det, der før blev lidt mudret på NorthSide, var ikke at se her. ”Dagen Efter Dagen Derpå” er en kæmpe tændstik, og der var også mulighed for lidt slow-jam med sange som ”Giv Mig Din Mund”. Helmig brugte stadig sin smålyrik til det punkt, hvor man blev i tvivl om han kunne sige én sætning uden melodi – superlækkert. Da Helmig og Co. så bragte beatet helt ned og skød en halleluja efter fællesskabet, efter Hugo og efter alting, kunne vi berede os langsomt på ekstranumrene. Her så vi så den største ændring fra NorthSide, som egentlig bare havde ”Stupid Man” at gøre godt med, da Helmig inviterede os ind i stuen for at spille lidt af det, han selv fester til. Ingen så et cover af ”1999” af Prince komme, og ikke nok med det, så også en Helmig-version af ”Hvis Din Far Gi’r Dig Lov” af den kære Kim. Det ramte denne skribent nær som stor Kim Larsen-fan og endnu større Prince-fan. Helmig gjorde det brandgodt.  

Hvad kunne det nye venue så?

Jamen TRAIN for dælen! Sikke en lyd. Man ville nok kunne høre Helmig selv, hvis han hviskede fra en fodboldbanes afstand fra mikrofonen. Og med to percussionister ud over trommeslageren, så var der masser af slag, som også boomede ud gennem hele salen. Bassen var tydelig, og lagde fantastisk bund, og når der var lagt op til guitarsolo, dækkede lyden hver en node. Lyssætningen var også dejlig energisk og fangede også mandens glimmerbukser perfekt, så man kunne følge hvert et trin. Her var der ingen dikkedarer, og egentlig var der ingen kvaler. Helmig var tættere på folket, og da han snakkede højt og tydeligt om fællesskab, kunne man ikke andet end at tro på ham. Selv i de små musikalske ændringer, der gjorde sangene mere levende end nogensinde før, var Helmig på pletten med slag og tramp, der passede dertil. Det var virkelig den bedste måde at opleve kærlighedssangenes mester, Thomas Helmig. Hjemmebane, inde i varmen, og med hvert et nummer, snarere hver en tone, designet til at give hver en gæst gåsehud.

Gennemblødt af gaveregn med én lille dråbe malurt

Det var ikke overraskende, at der ville være tryk på Helmig på hjemmebane, men det var overraskende, hvor meget de små ændringer og den mere intime koncert kunne gøre for oplevelsen. Der var endda tid og plads til, at hver eneste anden på scenen end Helmig, altså de TI andre, kunne få en solo hver og rampelyset pludselig kunne hoppe over på de mange andre personligheder. Det virkede som en god effekt, og man begyndte næsten at få parasociale forhold til alle de spændende folk på scenen. Og Helmig var aldrig til forhandling. Det var fuld energi og ingen undtagelser. De eneste ting, der holder denne koncert under den absolutte top, er to tanker, der ikke kan slippe mit hoved. Hvad ville det bringe til sådan et show at få sunget et nummer fra Helmigs album ”Sortedam”, der er hans emotionelle album til sønnen Hugo - eller at spille en af Hugos egne sange kunne måske også være tiltrængt? Den anden ting er Claes Antonsen - Helmigs trommeslager gennem mange år - der for få år siden var ude og undskyldte for hans adfærd beskrevet i dokumentaren ”Sexisme i musikbranchen”. Om man kan tilgive ham, er op til den enkelte, men han efterlod i hvert fald mig med en grim smag i munden. Denne detalje var sværere at løbe fra i den tættere sfære, og derfor svær ikke at nævne.

★★★★★☆

Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk

Se koncertgalleriet her