The Offspring
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Tinderbox - Odense - 25.06.2026
Sikke en omskiftelig forestilling, da The Offspring gav rock og punk noter af pop
En pudsig blanding af tunge hits, små snippets af dette og hint og en Noodles, der som altid f*ckede tingene op
Et af 90’ernes mest fremadstormende bands stod foran at skulle levere lidt headbanging og djævletegn på Tinderbox. Det er ikke sådan rocken, der er grundessensen i Tinderbox normalt, men her var altså udsigterne til at få lidt Copenhell light-stemning på pladsen. Via de to albums “Smash” og “Americana” fra henholdsvis 1994 og 1998, så vil jeg betragte det som en umulighed, at du ikke skulle have hørt om Dexter Hollands band, hvis du har været ung dengang. Også selvom du måske ikke lige ynder punket rock.
Skru ju - og skru op for lyden
Fra de glade dage er der “kun” to medlemmer tilbage. Føromtalte Holland på vokal, og så Noodles, som Kevin Wasserman refererer til. Sidstnævnte har fået sit kælenavn, da han ofte ses lege, afprøve og eksperimentere med sin elskede guitar. Denne aften ingen undtagelse i øvrigt. De to gutter plus den nuværende besætning med Todd Morse, Jonah Nimoy og Brandon Pertzborn virkede oprigtigt glade og imponerede over den massive flok, der havde fundet vej til koncerten. “We love Denmark”, “maybe the best crowd ever” (og hvad der ellers går under kategorien for leflen) virkede ganske ægte. Legende let lagde The Offspring fra land med “Come Out And Play” fra føromtalte “Smash”. Så var stemningen sat, men en anden ting stod også soleklart. I forhold til genren, så var der alt for lidt blus på højtalerne. Til The Offspring skulle man have en formodning om, at ørepropper skulle tæskes helt ind i ørenes gange via knytnæveslag for at have effekt. Det er lige før, at man til en start slet ikke have brug for hørehæmmende midler. Desværre betød det også, at der var skruet op for den omdiskuterede talestrøm blandt tilskuerne. En gruppe bøvede dudes pludrede sig gennem koncertens indledning som børnehavebørn, der diskuterede hvis tur, det var til at have gyngen. Flot klaret. Man kunne fristes til at tænke, at “in their own mind, they’re the dopest trip”. Think again! Lyden blev bedre, mens en anden udfordring imidlertid dukkede op. Under “Bad Habit” var der kommet smæk på, men i stedet bredte der sig en stank af… ja, tvivlsomme toiletforhold. Jeg gætter på, at den ekstreme varme havde noget at sige. Denne detalje gjorde sig også gældende ved pladsens modsatte scene, hvor TV-2 tidligere på dagen havde spillet i stegende stråler.
Kuk-kuk og valgfag i boldspil
Bedst som lyd og rockpunk var ved at nå en symbiose, så begyndte det også at blive…ja, af mangel på bedre ord… mærkeligt. Ikke så meget det, at The Offspring naturligvis er velkomne til at give en hyldest til good old Ozzy via en kort snippet af “Paranoid” og så en fuld version af Crazy “Train”, men at fortsætte med et mystisk coverrun blev faktisk lidt plat. Dexter skulle have sig en pause, som Noodles kunne lire “In The Hall Of The Mountain King” af, er naturligvis aftalt spil. Den velkendte tune, der findes på “Let The Bad Times Roll”-albummet var ren og skær fyld, og det samme var noget så bizart som Taylor Swifts “Love Story”. Holland nævnte godt nok, at han er Swift-fan, men hvad kan masserne bruge det til? Det blev ikke mindre skørt af, at det blot gav foranledningen til at en stor gruppe langhårede, tatoverede og globusformede mænd fik organiseret en længerevarende kombi af moshpit og running circle, så man igen følte sig hensat til Refshaleøen. Der var nogle, der fik sig en ordentlig omgang blå mærker og markedsværdien på medbragte studenterhuer faldt kraftigt. Heldigvis var der som altid hurtig udrykning til “de omkomne”. Noodles blev tydeligvis opstemt og fyrede en strøm af “f’cks” afsted, som havde nogen stoppet en formue i bandeordsudløseren. Den slags gør han altid, hvilket blot denne aften opildnede publikum til at give den max gas. Nogle var dog for wasted, men langt de fleste i evig energi. Sådan var det også, da der på “Why Don’t You Get A Job?” blev kylet en 25-30 kæmpebadebolde ud til publikum, der sjældent har holdt dem så længe i luften i skøn pot pourri. De publikummer, der var mest væk i overophedning og alkoholtåge, fik nogle gode piskesmæld af de gigantiske bolde. Confettiregn og crowdshoutingskonkurrencer var også en del af en koncert, der stak i mange retninger.
“Americana”-hymnerne “Pretty Fly (For A White Guy) og “The Kids Aren’t Alright” satte yderlige ignition til foretagendet, og minsandten om ikke også om der var energi til at klemme det sidste ud af ekstranumrene med “Self Esteem” som lukkeren. Lav lyd blev fixet, men giv over i en fjollet midtersektion for blot af sparke mås til allersidst. Det er om ikke andet en af de koncerter, man vil kunne huske, når man engang kommer hjem fra Tusindårsskoven. For denne signatur en form for poetic justice, da The Offspring-koncerten tilbage i oktober blev dette medies første anmeldelse nogensinde.
Sætliste:
Come Out And Play
All I Want
Want You Bad
Staring At The Sun
Hammerhead
Bad Habit
Paranoid (snippet) (Black Sabbath cover)
Crazy Train (Ozzy Osbourne cover)
In The Hall Of The Mountain King (Edvard Grieg cover)
Love Story (Taylor Swift cover)
Hit That / Original Prankster
Gotta Get Away
Why Don’t You Get A Job?
Pretty Fly (For A White Guy)
The Kids Aren’t Alright
Ekstra:
You’re Gonna Go Far, Kid
Self Esteem
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen